Forskere sår tvivl om Anne Franks dødsdato

Pigen bag en af verdenshistoriens mest berømte dagbøger døde sandsynligvis tidligere, end man hidtil har anslået.

Et portrætfotografi af Anne Frank, der døde i en tysk koncentrationslejr under Anden Verdenskrig. (Foto: AFP)

Den 15-årige jødiske pige, der med sin dagbog blev et symbol på ofrene fra Holocaust, døde sandsynligvis tidligere, end man hidtil har antaget.

Det viser ny forskning fra Anne Frank Museum i Amsterdam i Holland, skriver nyhedsbureauet AP.

De hollandske myndigheder har hidtil angivet, at Anne Frank og hendes søster, Margot Frank, døde i marts 1945. Forskerne Erika Prins og Gertjan Broek mener dog nu at kunne påvise, at de to søstre sandsynligvis døde af tyfus allerede i februar 1945.

Udvandrede på grund af Hitler

Anne Franks familie udvandrede til Amsterdam efter Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933. På grund af jødeforfølgelserne i Holland måtte familien gå under jorden i sommeren 1942.

I august 1944 blev familien angivet og ført til Bergen-Belsen.

Konklusionen om Anne Franks formodede dødsdato blev offentliggjort tirsdag. Den nye forskning er baseret på en kombination af øjenvidneberetninger og dokumenter fra søstrenes samtid samt mindst én ny beretning om pigerne, der døde i koncentrationslejren Bergen-Belsen i Tyskland.

/DR Nyheder/

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve