Ghita Nørby: Det er så festligt, at alle går op i min røde kjole

Folk må mene, hvad de vil om den røde balkjole, hun bar til aftenens kongelige gallafest, siger skuespillerinden.

- Den er så sjov, smuk og teatralsk, siger Ghita Nørby om den omdebatterede balkjole. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

Ghita Nørby gør intet for at holde sin latter tilbage.

Hun nærmest skraldgriner, da DR Nyheder fanger hende i telefonen til en snak om den blodrøde kjole, hun bar til dronning Margrethes kunstnerbal i går aftes.

Det er virkelig morsomt, at den har skabt så meget debat, for det er jo bare en rød kjole

ghita nørby, skuespiller

Kjolen har i den grad skabt debat på de sociale medier, og på dr.dk har læserne både skamrost den og kaldt den alverdens vederstyggeligheder.

- Det er virkelig morsomt, at den har skabt så meget debat, for det er jo bare en rød kjole. Og tænk på, hvor mange triste ting, der findes i verden, og hvor meget vi går op i rædsler og grusomheder. Pludselig går vi op i en rød kjole. Er det ikke sjovt? Det er så festligt, siger hun og griner igen.

Kjolen er designet af Nicholas Nybro, og den 81-årige skuespillerinde så den første gang, da hun tidligere på året overværede designerens modeshow under modeugen i København.

Ghita Nørby deltog i går aftes i dronningens kunstnerbal med sin mand, Svend Skipper. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

- Kjolen var med i modeshowet, og min reaktion var: ”Den kjole, den er fantastisk.” Bagefter spurgte jeg så Nicholas, hvad der skulle ske med den, når den havde gået sin tur på catwalken? ”Ja, så hænger den sådan set bare på en bøjle,” svarede han, og så fortalte jeg ham, at jeg skulle til dronningens fest, og at jeg ikke havde sådan noget flot noget at tage på. Jeg spurgte ham så, om jeg ikke måtte låne den, og det sagde han ja til. Så kort er historien, fortæller Ghita Nørby, der bestemt ikke fortryder, at hun tog den på til festen.

Folk må da mene om det, hvad de vil

Ghita nørby, skuespiller

- Den er så sjov, den kjole. Jeg synes, den er teatralsk og smuk, og Nicholas er en fin designer, siger Ghita Nørby.

Folk må mene, hvad de vil

Der var da heller ingen negative kommentarer fra de andre gæster ved gårsdagens fest.

- De syntes, jeg så pragtfuld ud. Der var ingen, der syntes, jeg var grim. Det var der ingen, der sagde. Hvert fald ikke i går aftes.

Men der har jo været en del debat. Blandt andet på DR’s Facebook-side, hvor folk både har rost den og kaldt det modigt, at du ville tage den på. Men der er også andre, som ikke har været så begejstrede for den, for at sige det diplomatisk.

- Ja, det kan jeg forstå.

Den er let som en fjer, og jeg havde det fint med den under hele festen. Så det var kun en succes for mit vedkommende

Ghita nørby, skuespiller

Den er blevet sammenlignet med alt fra en moderkage til en faldskærm og et fugleskræmsel. Hvad siger du til, at den eksempelvis er blevet kaldt en moderkage?

- Jeg synes, det er så komisk. Tænk, at der virkelig er noget, der kan interessere folk på den måde. Jeg synes, det er så sjovt. For mig er det bare skægt. Og folk må da mene om det, hvad de vil, siger hun og understreger, at det ikke er sidste gang, hun bærer en af hans kjoler.

- Nicholas har lavet sådan kjoler, der ligner høstakker, som lige nu bliver udstillet i Milano. Jeg har sagt til ham, at næste gang skal jeg have en af dem på. De er så fantastiske, siger hun.

Let som en fjer

Tidligere på dagen sagde Nicholas Nybro til DR Nyheder, at han var spændt på at høre, hvor varmt det havde været for Ghita Nørby at have kjolen på under festen.

- Hun har helt sikkert godt kunnet holde varmen, for den var lukket helt til, og det var på mange måder en stor plastik-regnfrakke, hun havde på, sagde han.

Det var en vidunderlig fest, dronningen havde lavet for os. Og det er jo det vigtigste

ghita nørby, skuespiller

Men kjolen var ikke for varm at have på, siger Ghita Nørby.

- Den er let som en fjer, og jeg havde det fint med den under hele festen. Så det var kun en succes for mit vedkommende.

Sagde hendes majestæt noget til kjolen?

- Nej, nej, nej. Hun havde selv en pragtfuld rød kjole på, og hun var skøn og vidunderlig i den. Det var en vidunderlig fest, dronningen havde lavet for os. Og det er jo det vigtigste. En fest for kunsten og kulturen – alt det, som vi ikke synes, vi skal have noget af, og som skal spares væk. Så kan man godt tage en rød kjole på. Det synes jeg, siger hun.

Og griner.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve