Harry Potter som træt far til tre: Ny bog udkommer i juli

Bogen er skrevet på baggrund af det teaterstykke, J. K. Rowling har premiere på til sommer.

Ottende fortælling om troldmanden Harry Potter kommer til sommer. (Foto: SUZANNE PLUNKETT © Scanpix)

Harry Potter som overbebyrdet embedsmand og gift familiefar til tre.

Ja, sådan kommer fans til at se deres kære idol, når der til sommer er London-premiere på J. K. Rowlings teaterstykke 'Harry Potter og det forbandede barn'.

Men som et plaster på såret til de fans, der ærgrer sig over ikke at kunne se stykket, kommer der nu en bog med historien fra teaterstykket.

Det skriver The Guardian.

Dagen efter premieren udkommer stykket i bogform i både Storbritannien, USA og på J. K. Rowlings Pottermore-hjemmeside. Det sker lige efter midnat den 31. juli.

Historien er en officiel efterfølger til de syv Harry Potter-bøger, men handlingen finder sted 19 år efter slutningen i den sidste bog 'Harry Potter og dødsregalierne', som udkom i 2007.

Harry Potter tager sig ud som en overbebyrdet medarbejder ved 'ministeriet for magi', der er blevet gift og far til tre skolebørn, hvoraf historien griber fat i Potters yngste søn Albus Severus.

- Mens Harry kæmper med fortiden, som forfølger ham, må hans yngste søn Albus kæmpe med vægten af en familiearv, han aldrig har bedt om. Og mens fortid og fremtid ildevarslende smelter sammen, må både far og søn lære den ubekvemme sandhed; at mørket sommetider kommer fra uventede kanter, skriver Guardian på baggrund af en Pottermore-synops fra sidste år.

Godt nyt til Harry Potter-fans, der får nyt læsestof til sommer.

Opslået af DR Nyheder på 10. februar 2016

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve