Her er de 10 tendenser, man vil huske fra modeugen

DR's modeekspert, Chris Pedersen, giver her sine bud på de største tendenser fra denne sommers modeuge.

DR's Chris Pedersen kommer her med 10 af de største tendenser fra den københavnske modeuge.

Den københavnske modeuge, hvor de danske designere viser deres bud på næste års forårs- og sommermode, er overstået. DR's modeekspert, Chris Pedersen, kommer her med højdepunkterne fra sidste uges shows.

1. Tid til intellekt

'Hannah og hendes søstre' (Woody Allen-film fra 1986, red.) ville have været vilde med kollektionerne fra Fonnesbech og Lovechild 1979, der dyrkede en modenhed, der var som taget ud af Woody Allens klassiske new yorker-kvinder fra de tidlige film.

De brede marine-herrebukser fra Lovechild 1979 båret med en printet silkeskjorte og en ankellang, ærmeløs vest var som skabt til Mia Farrow.

Lovechild 1979's bud på næste års forårs- og sommermode er som taget ud af en Woody Allen-film fra 80'erne.

2. 'Sex and the City'-mode

Carrie Bradshaw inspirerer stadig, og denne sæson dukkede Sex and the City-karakteren op hos Freya Dalsjø, hvis kollektion emmede af erotik.

Særligt den lille nude ’slip dress’ med kæder langs ryggen var vellykket, og fans af den ikoniske tv-serie ville kunne genkende den som ’The Naked Dress’, hvor Carrie Bradshaw endda bar den med store, sexede krøller ligesom modellen på catwalken.

Freya Dalsjøs kollektion var præget af erotik.

3. Dansk superbabe

Det er ikke kun Helena Christensen, som glimrer på den internationale modelscene. Med navne som Nadja Bendtner, Caroline Brasch Nielsen, Kirstin Liljegren og Josephine Skriver er Danmark nemlig helt i top, når det kommer til ”modeleksporten”.

Med job for blandt andet Tom Ford, Carolina Herrera og Victoria’s Secret er sidstnævnte en af tidens allerhotteste navne. Over 700.000 fans følger Josephine Skriver på Instagram, og derfor var det fedt at se hende på catwalken hos Ganni, By Malene Birger og Freya Dalsjø.

Josephine Skriver har over 700.000 følgere på Instagram.

4. Generation Insta

Instagram er blevet en stadigt vigtigere kommunikationskanal for både designere og modemedier, og Han Kjøbenhavn bruger mediet bedre end de fleste.

Denne gang havde de iscenesat deres kollektion på en gråmalet, rå trailerpark, hvor herremodellerne bevægede sig rundt bland store vilde hunde og smadrede biler. Sceneriet fik de sociale billedmedier til at eksplodere, og det samme skete hos det unge pelsfirma Saks Potts, da modellerne blev stående efter catwalkshowet, så publikum kunne fotografere den cool kollektion.

Han Kjøbenhavn fik masser af opmærksomhed på de sociale medier på grund af deres anderledes modeshow. Det danske mærke har også fået succes i udlandet og har netop åbnet en butik i Paris. (Foto: KennethNGUYEN)

5. Social superstjerne

Nu vi er ved de sociale medier, så kan man ikke komme udenom den danske modeblogger Pernille Teisbæk fra Look de Pernille.

Pernille Tejsbæk har bloggen Look de Pernille. (Foto: Alex Kroke)

I løbet af de seneste år har hun taget bloggerscenen med storm med sit klassiske blonde ydre og sin minimalistiske fortolkning af tidens trends. Flere hundrede tusinder følger hende på de sociale medier, ligesom samtlige streetstyle-fotografer knipser løs, når hun skifter tøj flere gange om dagen.

6. Mest overraskende model

I en tid, hvor grænserne mellem kønnene udfordres, var det cool at se den unge Vincent Beier på catwalken hos kvindetøjsdesigneren Mark Kenly Domino Tan iklædt en lang, shiny aftenkjole inspireret af en klassisk herreskjorte.

William Beier var klædt i kvindetøj, da Mark Kenly Domino præsenterede sin kollektion.

Showet var i øvrigt endnu en triumf af den unge, danske designer, som sidste år vandt Magasins store talentpris.

7. Gulregn

Det er ikke en let farve at få til at fungere, men det lykkedes for Ganni at finde den helt rette gule nuance til sommerkollektionen, der var inspireret af de positive vibes i Los Angeles, sportswear og tidens hotteste it-piger.

Chris Pedersen roser Ganni for brugen af den gule farve.

Det danske brand har i løbet af de seneste år markeret sig om et af landets mest hypede brands, og det levede de endnu engang op til.

8. Svajen i vinden

70’erne var stærkt tilbage både i farvevalg og snit hos de danske designere. Særligt herrebukserne med svaj er tilbage som en god afløser fra de seneste års meget stramme jeans.

Mændene skal igen finde de mere løse bukser frem.

Hos By Malene Birger var der nålestriber og sexede bukser i tynd strik, mens Baum und Pferdgarten viste elegante brokadebukser båret med en matchende skjortebluse i tung silke. På herresiden var det særligt Bruuns Bazaar, der kiggede tilbage til Rolling Stones med deres bløde silkeskjorter og tynde tørklæder bundet om halsen.

9. Fokus på talent

Kronprinsesse Mary var med til at understrege den danske modeuges fokus på talentmassen, da hun tog en tur på catwalken sammen med vinderen af Designer’s Nest-prisen, Sara Lundberg.

Prinsesse Mary var med, da vinderen af Designers' Nest blev uddelt. Prisen gives til en lovende designstuderende.

Det virkede særligt passende i en tid, hvor yngre mærker som Saks Potts, Asger Juel Larsen, Nicholas Nybro, Freya Dalsjø og T.A.C. har været med til at give nyt liv til Copenhagen Fashion Week. Kronprinsesse Mary var i øvrigt iklædt Fonnesbech, der også er et nyt brand på den danske modescene.

10. Sov godt

Baum und Pferdgarten havde stjålet Ole Lukøjes finest pyjamas, da de sendte en af modellerne ud på catwalken i en stribet buksedragt med en smuk pyjamasinspireret frakke i tung, chokoladebrun silke.

Baum und Pherdgarten viste blandt andet dette Ole Lukøje-inspirerede sæt.

Også hos Han Kjøbenhavn var der en tynd pyjamaslignende trenchcoat, og Mark Domino Kenly Tan så ud som om, han havde arbejdet hele natten, da han tog imod publikums klapsalver i bare fødder og elegant silkepyjamas fra det nye danske herretøjsbrand All At Sea.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve