Arbejdercafé genåbner og lader dig smage på fortiden

Når Arbejdermuseets 'Café & Ølhalle 1892' genåbner i morgen, er det med en ny forpagter. Det betyder nyt folkekøkken og sundere arbejdermad. Historie kan sagtens smages, vurderer historiker.

Når 'Café & Ølhalle 1892' genåbner, kan du smage på historien gennem alt fra smørrebrød til gamle egnsretter. (Foto: Line Thit Klein © Café & Ølhalle 1892)

'Café & Ølhalle 1892' på Rømersgade har åbningsreception med ny forpagter i morgen aften.

Caféen står præcis, som den gjorde i 1892, hvor stedet startede som Arbejderbevægelsens forsamlingssted.

Selvom den nye menu er mere nutidig med økologi og vegetar-retter, så ønsker den nye forpagter Helena Rørbo at fremme gamle madtraditioner:

Nyt koncept: Folkets Køkken hver onsdag

Caféen genåbner med nyt onsdags-koncept, som bygger på arbejderbevægelsens grundtanker.
Hver onsdag vil der være gamle egnsretter og husmandskost på menuen. I folkekøkkenet er den nye forpagters ønske at fremme fællesskab, samtale og det at hjælpes ad, når man samles om maden. Samtidig vil de gamle værdier i køkkenet være i højsæde - som det at sylte selv og lave leverpostej fra bunden.

- Jeg vil holde fast i gamle klassikere, men forny dem så de appellerer til flere aldersgrupper og passer bedre til vores kost i dag. En tartelet vil altså stadig være en klassisk tartelet - bare med flere grøntsager, siger hun.

Vi skal bruge vores sanser til at forstå historien

Historiker Michael Böss forklarer, at der de seneste par år er kommet en enorm opmærksomhed på mad som kultur:

- Når man smager på fortiden, er der jo tale om en sanseliggørelse af historien. Når vi taler om at have historisk bevidsthed, så tolkes det som noget intellektuelt. Men skal vi forstå historien, så skal vi også gerne mærke den med vores sanser.

I den genåbnede café vil smørrebrød stadig være en på menuen, ligeså den gamle arbejderøl, Stjernepilsneren, som udelukkende serveres på Arbejdermuseet.

Åbningen af cafeen og onsdagskonceptet Folkets Køkken er i morgen onsdag d. 16. marts kl. 17-22.

  • Traditionsrige retter og smørrebrød på menuen
  • Smørrebrød - 'Fuglekvidder': Oprindeligt slagterens måde at få brugt pålægs-resterne på. Her består den af skinke, æbler, sennep, cremefraiche og purløg.
  • Husmandskost - 'Skipper Labskovs': Her brugte man sprængt oksekød for dermed at konservere kødet, når det skulle med på lange sejladser. Her bruges sprængt kød, kogte kartofler og sprød syltet rødbede.
  • Egnsretter - 'Solæg': En gammel sønderjysk egnsret, hvor man koger ægget ca. 20 min. sammen med løgskaller. Herefter lægges de i saltlage i mindst en uge, hvorefter de serveres med sennep og tabasco. I den fynske variant tilsætter man rødbede til kogevandet. Sidstnævnte er på menuen.
  • Dessert - 'Bondepige med slør': Rugbrødsrester blev tørret og brugt som rasp til æblekagen. Den selvsamme version får man hos 'Café & Ølhalle 1892'.

    Kilde: Helena Rørbo

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Kom tæt på historien gennem artikler, tidslinjer, analyser og klip fra arkivet – hver fredag

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube