Arkæolog: Vovehalse er nøglen til vores succes som art

Englænderen Henry Worsley døde i forsøget på at krydse Antarktis uden hjælp. Uden vovehalse som ham havde vores art ikke været så udbredt, vurderer arkæolog Jeanette Varberg.

Henry Worsley gik i fodsporene på sin helt og forbillede Ernest Shackletons i forsøget på at krydse 1500 km tværs over Antarktis til fods. Den tidligere elitesoldat omkom under forsøget. (© National Museums Liverpool)

Tidligere i denne uge døde den britiske eventyrer Henry Worsley i forsøget på at krydse 1500 km tværs over Antarktis til fods.

Efter to måneders kamp og kun 50 km fra målet sagde kroppen stop. Han fik hjælp, men den kom for sent, og han døde af dehydrering, bughindebetændelse og udmattelse på et chilensk hospital.

Jeanette Varberg

Arkæolog og forfatter, vinder af Rosenkjærprisen 2014, arbejder som museumsinspektør ved Moesgaard Museum og skriver analyser til dr.dk/historie.

Worsley var en erfaren eventyrer og ven af det britiske kongehus, men drømmen om den ultimative rejse blev enden for en 55 årige vovehals.

100 år efter Worsleys helt og forbillede Ernest Shackletons katastrofale Endeavour ekspedition, der endte med at skibet sank, ville den britiske ekssoldat genskabe ekspeditionen og blive den første til at krydse Antarktis uden hjælpemidler.

Det sidste vildnis

Antarktis er kendt for sit ekstreme klima med frostgrader ned i nærheden af de minus 50 grader, uvejsomme terræn og for at være det mest ugæstfrie kontinent på jorden. Det sidste sande vildnis. Det kan afskrække de fleste, men for en lille kerne af opdagelsesrejsende er det lige netop den ugæstfrihed, der tiltrækker dem. Ved at bevæge sig gennem det ekstreme – med livets som indsats – venter hæder og ære til dem, der gennemfører – eller dør i forsøget.

Antarktis er det sidste sande vildnis på kloden. (Foto: STAFF © Scanpix)

Lige umiddelbart skulle man måske tro at den slags vovemod er noget, som hører vores tid til. At det er manglen på spænding, den moderne livsstils lammende komfort og manglen på et livsmål, som får mænd og kvinder til at opsøge det ekstreme. Men i virkeligheden er det en af hemmelighederne bag vores art Homo Sapiens succes.

De store spring fremad

Siden vores art opstod for cirka 200.000 år siden i Afrika, har flere udvandringsbølger af Sapiens bredt sig ud over jordens kontinenter. I første omgang til det eurasiske kontinent, men senere blev mere fjerntliggende kontinenter også befolket. Homo Sapiens var ikke den første menneskeart, der forlod Afrika, men det var den første art, som nåede alle kontinenter. – og her spiller vovehalsene en særlig rolle.

Den nærmeste slægtning, Neandertalerne, udviste ikke samme vovemod og opdagelsesiver som Homo Sapiens. (Foto: NIKOLA SOLIC © Scanpix)

Et eksempel på et af menneskehedens store spring fremad er vandringen fra Asien til Australien og Papua Ny Guinea, som for 45.000 år siden var et sammenhængende kontinent, der var afskåret fra Asien af et cirka 90 km bredt hav. Alligevel ankom Sapiens til Australien. Spørgsmålet er hvordan? Sandsynligvis på en tømreflåde eller en båd af en slags. Det er det første indirekte bevis vi har for, at mennesket har bygget fartøjer, der kunne sejle.

Dermed ved vi med sikkerhed, at risikovillige vovehalse krydsede åbent hav uden noget land i sigte bare for at se, hvad der var på den anden side af horisonten. Havde vi været som vores nærmeste slægtninge Neandertalerne, så havde vi sandsynligvis aldrig tænkt tanken, at der kunne være nyt land og nye jagtmarker på den anden side af et hav.

Stillehavets erobring

Siden spredte jæger og samler grupper sig via Sibirien til Amerika for cirka 15.000 år siden, og dermed blev et enormt område erobret. Men en af de største menneskelige bedrifter begynder på den anden side af jorden, på kanten af Stillehavet på øerne omkring Papua Ny Guinea. For cirka 3500 år siden udviklede et folk kaldet Lapita-folket en særlig skibsteknologi, som gjorde dem i stand til at sejle ud på det enorme Stillehav. Dermed begyndte en af menneskehedens største rejser.

En af de største menneskelige bedrifter er befolkningen af stillehavsøerne. (Foto: Carlos Barria © Scanpix)

Gennem mere med 2000 år blev ø efter ø befolket af dygtige søfolk fra Manus i øst til Påskeøen i Vest. Men ikke alle nåede frem til en ø. Unge mænd drog ud på farefulde rejser på mange hundrede kilometer over åbent hav, med kun stjerner og havfugle som vejvisere, i forsøget på at finde en ny ø at bebo. Men havet var ikke altid samarbejdsvillig, og mange vendte aldrig hjem. Alligevel blev de unge mænd ved. De dygtigste og ofte også heldigste vovehalse kunne vende hjem med fortællingen om nyt land og måske blive grundlæggerne af en ny klan.

Next stop Mars

Det er stadig ikke lykkedes nogen at krydse Antarktis uden hjælp. Worsley var dog uhyggeligt tæt på. Dermed er der stadig en rekord at slå på jorden. Men i fremtiden vil det ikke være på jorden, at mennesket søger nye områder at opdage. Rummet kalder i dag på nøjagtig samme opdagelsestrang som Stillehavet gjorde for 3500 år siden.

Mars er næste stop for menneskeracens vovehalse (Foto: Nasa © Scanpix)

NASA planlægger at sende bemandede missioner til Mars 2030’erne. De vil uden tvivl være farefulde og koste menneskeliv. Men der vil altid være risikovillige eventyrer, som ser stort på sikkerhed og komfort for i stedet at opnå en plads i historiebøgerne – og heldigvis for det – uden vovehalsene havde vores art aldrig været så udbredt, som den er i dag.

Kun vores teknologi sætter grænserne for de ekstreme rejser. Derfor er der også stor sandsynlighed for, at rummet får besøg af mennesket inden for de næste 100 år, og måske vil fremtidens arkæologer om 1000 år kortlægge menneskets erobring af rummet planet for planet, som man har gjort det ø for ø over Stillehavet.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Kom tæt på historien gennem artikler, tidslinjer, analyser og klip fra arkivet – hver fredag

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube