Bertelsen, Kopernikus og Dinesen laver rablende danmarkshistorie

Danmarkshistorien på Bellevue Teater er en komedie, der vrider alle forestillinger om vikinger og fortidens fællestoiletter. Line Knutzon og Nikolaj Kopernikus fortæller om forestillingen, der er halvanden times vanvittig rundtur i fortiden.

Anders W. Bertelsen, Nicolaj Kopernikus og Mille Dinesen spiller sig selv sideløbende med, at de går ind og ud af nogle historiske situationer, som forfatter Line Knutzon har skrevet. (Foto: Isak Hoffmeyer)

På det store banner, der hænger på Bellevue Teater står: ”det hele på halvanden time”. På billedet tager Mille Dinesen selfie af sig selv, Nicolaj Kopernikus og Anders W. Bertelsen med en gammeldags telefon.

Teatrets forestilling Danmarkshistorien er fortid og nutid i et skævt miks. Line Knutzon har skrevet tekst og Nikolaj Cederholm instruerer, og selv om stykket ikke har fundet sin endelige form her få dage før premieren, er der ingen tvivl om, at det bliver vanvittigt, skægt og udfordrende for alle, der bedst kan lide alvorstung omgang med fortiden.

DANMARKSHISTORIEN på Bellevue Teatret

23. januar – 13. februar 2016

Instruktion: Nikolaj Cederholm

Tekst: Line Knutzon

Medvirkende: Mille Dinesen, Anders W. Berthelsen, Nicolaj Kopernikus

I omklædningsrummet bag scenen sidder Line Knutzon og Nicolaj Kopernikus klar til at fortælle om stykket:

- Det er jo en komedie, og ikke et foredrag, så man kan ikke regne med, at alt er rigtigt. Vi er lægmænd og ikke rigtige historikere. Vi prøver at gennemgå danmarkshistorien, men det går lidt galt nogle gange. For vi ved jo kun, hvad vi ved, og det er begrænset, hvad jeg ved, siger Line Knutzon med et grin, da hun skal fortælle, hvad det er for en forestilling.

Danmarkshistorien skilter med at være historien om det hele fortalt på halvanden time, hvilket tekstforfatteren har måtte sande er en stor opgave. Derfor skal skuespillerne gabe over 500 år eller flere millioner år ad gangen, men det betyder ikke, at der ikke er tid til eftertanke:

- Undervejs er vi løbet ind i det, som jeg aldrig før helt havde gennemtænkt; at Danmark kun er 1300 år gammelt. Før var landet og naturen der jo også. Men det at det hedder Danmark, er jo noget, nogle har fundet på. Når man bevæger sig ud i det materiale, så kan det godt blive meget abstrakt, og når man beskæftiger sig så meget med det, som vi har gjort de sidste to måneder, kan man godt blive en lille smule skør, fordi man er nødt til at spørge: Hvad er Danmark, hvad er et land, hvad er en nation og hvad er i øvrigt virkeligt og hvor meget har vi bare fundet på.

Toilet i stedet for Chr. 4

Der er ingen tvivl om, at holdet bag forestillingen har gjort sig masser af overvejelser over historiens gang og tilblivelse. Ifølge Kopernikus spiller skuespillerne sig selv sideløbende med, at de går ind og ud af nogle situationer, som Line Knutzon har skrevet. De gør ikke så meget ved kendte skikkelser som Chr. 4., og det er der en grund til, fortæller Nicolaj Kopernikus:

'...på et tidspunkt har man været vant til at gå på toilettet sammen. Tænk hvor angstprovokerende det var, da der kom enkeltmandstoilet!'

Nicolaj Kopernikus

- Vi nævner Chr. 4, men vi synes, det er sjovere at gå ned ad den vej, der handler om at på et tidspunkt har man været vant til at gå på toilettet sammen. Tænk hvor angstprovokerende det var, da der kom enkeltmandstoilet. Det har jo været grænseoverskridende og folk har tænkt: 'Jeg skal ikke derind og sidde.Det er enormt sjovt at fabulere over sådan nogle ting, som er hverdag for os'.

- Og på samme måde sidder folk måske om 30 år og tænker om os: 'Jamen, det har de da ikke gjort... det er da helt håbløst!' Ved at arbejde med det her stof, kan vi jo se, hvor meget klogere vi er blevet på nogle områder og hvor ufatteligt meget dummere, vi er blevet på andre.

Line Knutzon beskriver de tre karakter i stykket:

- Nikolajs figur taler om fremskridt. Han vil sige, at det går godt. Mille Dinesens figur vil sige, at det går af helvede til og alt er forkert, så vi burde gå tilbage til jæger- og samlersamfundet og leve på palæo-diæten. Og Anders er på den ende side og på den anden side.

Vikingerne var nogle røvhuller

Kopernikus tilføjer:

- Min karakter er måske nok den mest nationalistiske, og er meget optaget af, at danmarkshistorien begyndte med vikingetiden, og alt det med at Jellingestenen er Danmarks dåbsattest. Måske er han også en lille smule lalleglad, siger han og kigger spørgende over på Line Knutzon, der nikker, mens Kopernikus fortsætter:

'For hvis du tager vikingerne, så let’s face it, de var jo nogle røvhuller'

NICOLAJ KOPERNIKUS

- Og lidt dum. For hvis du tager vikingerne, så let’s face it, de var jo nogle røvhuller. De har været rockere på svampe og sejlet i fine skibe.

- Og heller ikke så spændende, mumler Knutzon, og tilføjer nærmest hviskende:

- De er rigtig kedelige, mens hun ligner én, der ved, hun siger noget, de færreste kan lide at høre.

Derfor bliver vikingernes historie fortalt på en måde, hvor det alt sammen ender med at være langt ud og væk fra virkeligheden. Selv om holdet stadig er i gang med at få alt på plads til premiere den 23. januar, vil forfatteren gerne afsløre, hvor komedien ender:

- Vi kommer op i den her tid, og det kan godt være, vi lige kommer forbi fremtiden. Ved en fejl, tilføjer hun hurtigt, mens Nikolaj Kopernikus nikker, så der ikke er tvivl om, at det er en sjov fejl.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Kom tæt på historien gennem artikler, tidslinjer, analyser og klip fra arkivet – hver fredag

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube