BILLEDER Dansk amatørarkæolog finder kæmpe vikingeskat

Søren Bagge havde kun haft sin metaldetektor i et par måneder, før han fandt noget, som ville gøre de mest garvede arkæologer misundelige. En vikingeskat bestående af 293 enkeltdele.

Et svagt signal fra en metaldetektor blev undersøgt - og pludselig ændrede en dansk amatør-arkæologs dag sig markant.

- Jeg følte nærmest en form for beruselse. Tænk, at en eller anden viking havde lagt de her ting ned her for 1.000 år siden. Det var helt vildt, siger 34-årige Søren Bagge til DR Historie

Fundet blev gjort på en mark ved Lille Karleby på Sjælland - tæt på Søren Bagges barndomshjem i Jenslev - i august i år. Da museumsfolkene ønskede fred til at udgrave, er fundet først blevet offentliggjort i dag.

Ifølge en pressemeddelelse består skatten af 392 enkeltgenstande. Herunder to sølvbægre, en stor 25 cm lang dragtnål fra det irsk/skotske område, en sølvarmring og et stort dragtspænde af bronze af nordisk oprindelse.

Endvidere lå der et sammensat smykkesæt med godt 300 perler af glas, rav, bjergkrystal og sølv. Hertil kommer ikke mindre end 53 hængesmykker eller amuletter af forgyldt bronze og sølv, samt en flettet sølvkæde. Også 18 mønter af arabisk og vesteuropæisk oprindelse indgår ligeledes i skatten.

Søren Bagge ved et opgravet udsnit af fundet, som blev analyseret af museumsorganisationen ROMU via CT-scanning.

Tæt på barndomshjem

- Det var helt tilfældigt, at jeg lige ledte der. Jeg er vokset op tæt på, og så var det jo smart, at man lige kunne gå hjem og få en kop kaffe ind imellem, siger Søren Bagge, der først begyndte sin karriere som amatørarkæolog i sommer.

På sin første tur på marken fandt han en arabisk sølvmønt, næste dag endnu flere. Tegnene var tydelige - de var ikke tabt på stedet tilfældigt.

Endnu svagt bip fra den nyindkøbte metaldetektor vakte Søren Bagges opmærksomhed. Men denne gang var der ikke tale om småmønter.

- Jeg begyndte at grave, og kunne først ikke se, hvad det var nede i det sorte hul. Men det var altså et drikkebæger i sølv, og der lå også noget andet, siger Søren Bagge, som skyndte sig at kontakte museumskoncernen ROMU.

Blev paranoid

- Men det var weekend - så de havde lukket. Så jeg måtte dække det hele til med jord igen og vente til mandag, siger Søren Bagge og tilføjer:

- Det var en meget søvnløs weekend. Man bliver jo lige pludseligt meget paranoid.

Om mandagen kom et hold fra ROMU ud og hjælp med den fortsatte udgravning: Og cirka 30 cm under overfladen lå det utænkelige: En vaskeægte vikingeskat, som nu går under navnet 'Lille Karleby'-skatten

Og for en nystartet amatørarkæolog er et noget af et fund.

- Ja, det kan jo faktisk kun gå ned ad bakke for min arkæolog-karriere fra nu af, lyder det fra Søren Bagge.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Kom tæt på historien gennem artikler, tidslinjer, analyser og klip fra arkivet – hver fredag

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube