Bombeopskrifter og satanisk magi: Her er tre af historiens mest kontroversielle bøger

Hitlers ’Mein Kampf’ fylder i disse dage medierne. Men andre bøger har også formået at chokere og vække afsky hos modtagerne.

Et udvalg af nogle af den nyere histories mest kontroversielle non-fiktive udgivelser. Fra venstre er det 'The Anarchist Cookbook' fra 1971, 'Zions Vises Protokoller' fra 1903 (Versionen på billedet er en genudgivelse fra 1934) og 'Satans Bibel' fra 1966.

Hitlers ’Mein Kampf’, som netop er blevet lovlig igen at sælge i Tyskland, er uden sammenligning den mest kontroversielle non-fiktive bog, der nogensinde er udgivet.

Det mener litteraturhistoriker Lis Møller fra Aarhus Universitet.

- Det er man nødt til at konkludere, når man tænker på, hvad den har været med til at forårsage, siger hun til DR Historie.

Men den er langtfra den eneste non-fiktive bog, som har formået at chokere, vække afsky og ikke mindst påvirke sin omverden. For gennem historien er flere forfattere gået til – eller har krydset grænsen for det alment acceptable.

'The Anarchist Cookbook' fik FBI-chef til tasterne

Midt i Vietnamkrigen udkom eksempelvis ’The Anarchist Cookbook’ af William Powell. Men der er ikke tale om en helt almindelig kogebog.

Bogen indeholder nemlig opskrifter på hjemmelavede bomber, euforiserende stoffer så som LSD og andre instruktioner til anti-autoritære og voldelige handlinger.

William Powell havde tænkt bogen som en protest mod USA’s involvering i krigen, og den blev ikke godt modtaget af de føderale myndigheder. FBI kaldte den i deres omfattende efterforskning blandt andet for ”paranoid”, og boghandlere med bogen på hylden blev registreret.

Selv den famøse FBI-direktør J. Edgar Hoover blev involveret og svarede personligt på flere bekymrede borgeres breve.

- Hr. Hoover – det her er ikke en kogebog, skrev en borger ifølge FBI's filer fra sagen.

- Jeg har ikke kontrol over, hvad massemedierne publicerer, men jeg deler din bekymring, svarede FBI-direktøren.

Brev fra J. Edgar Hoover til bekymret borger.

Bogen bruges også ofte som bevisbyrde, hvis en anklaget har haft den stående på bogreolen. Eksempelvis så sent som i 2012, hvor en gruppe danske unge mænd sad tiltalt for brandterror, blev det fremhævet af anklagemyndigheden, at flere af de unge havde bogen i digital form på deres computere.

Forfatter fortryder

Faktisk er ’The Anarchist Cookbook’ så kontroversiel, at selv forfatteren ikke længere kan stå inde for den.

Efter den blev sat i forbindelse med et skoleskyderi i USA i 2013, skrev William Powell en kronik i den britiske avis The Guardian. Han forklarede, hvordan han fortrød at have skrevet den - og opfordrede til at stoppe udgivelsen med det samme.

- Den vrede, som fik mig til at skrive bogen, gjorde mig så blind, at jeg ikke kunne se, at det var ulogisk at tro, at vold kan bruges til at forhindre vold, skrev William Powell blandt andet.

Selvom bogens opskrifter flere gange er blevet betegnet som yderst upræcise og derfor meget farlige at lave, skulle den angiveligt være solgt over to millioner eksemplarer. Og til trods for forfatterens protester findes den stadig på hylderne. I Danmark kan den eksempelvis købes hos Saxo.com.

'Zion Vises protokoller' beskrev falsk jødesammensværgelse

(© CC - Amerikansk version fra 1934)

De såkaldte ’Zions Vises Protokoller’ udkom første gang som føljeton i en russisk avis i 1903. Teksten fremstod som værende en plan forfattet af jøder, som beskrev hvordan de ved hjælp af hjernevask, kontrol af pressen og undertrykkelse ville overtage verdensherredømmet.

Men den egentlige forfatter var antisemitten Pavel Krushevan, som havde fabrikeret teksten for at styrke hadet til jøderne.

Pavel Krushevan (1860-1909) (© CC)

- Selvom den britiske avis The London Times allerede i 1921 afslørede, at teksten var falsk – er mange blevet ved med at tro på den, fortæller litteraturhistoriker Lis Møller.

Efter nazisterne kom til magten i 1933, blev teksten eksempelvis studeret i de tyske klasseværelser som et faktuelt dokument. Ligeledes anvendte den palæstinensiske terrororganisation Hamas protokollerne i sit charter fra 1988.

Huserer stadig i dag

Teksten, som udkom i flere versioner over flere omgange, fik med andre ord stor betydning for antisemitismen og er derfor af historiker Morten Thing også blevet beskrevet som ”Antisemitismens Bibel” i hans bog af samme navn.

Også helt oppe i vor tid fortsætter det over 100 år gamle falskneri med at påvirke.

- Teksten har cirkuleret som et faktuelt dokument siden udgivelsen – og gør det endnu. Især i den arabiske og muslimske verden er den i forbindelse med spændingerne med Israel blevet meget udbredt, fortæller Lis Møller.

'Satans bibel' forargede og fængede

Forfatteren Anton Szandor LaVey var grundlæggeren og ypperstepræst af Church of Satan. Det er ham, der er afbilledet på coveret.

Kort efter oprettelsen af Church of Satan udkom i 1969 bogen ’The Satanic Bible’. Den betegnes som et slags filosofisk manifest og en håndbog til, hvordan den nyoprettede kirkes filosofi skulle følges. Den udkom i Danmark samme år under navnet ’Satans Bibel’.

Sammen med black metal er Satans Bibel hovedansvarlig for unge menneskers interesse for det sataniske i dag.

JESPER AAGAARD PETERSEN, FORSKER I MODERNE SATANISME

Ifølge religionshistoriker og ph.d. i moderne satanisme Jesper Aagaard Petersen er bogen en meget stor del af årsagen til den moderne satanismes udbredelse i dag.

- Bogen har haft en kolossal betydning. Sammen med black metal (musikgenre, red.) er Satans Bibel hovedansvarlig for unge menneskers interesse for det sataniske i dag, siger han til DR Historie.

Første del af bogen fokuserer på, hvordan kristendommens moral er undertrykkende. Anden del fortæller om den sataniske filosofi, som blandt andet hylder den frie vilje og opfordrer til at leve mere efter sanser, følelser og instinkter. De to sidste dele anviser praktisk til, hvordan man udøver satanisk magi via forskellige ritualer.

"Satan er den bedste ven, den kristne kirke nogensinde har haft - han har jo holdt forretningen kørende i alle disse år, har bogens forfatter Anton LaVey (1930-1997) blandt andet udtalt. (© CC)

- De fleste finder noget at være enige med – seksuel frigørelse, individualisme, eller en frisk og pragmatisk indgang til praktisk magi, for at tage nogle eksempler, siger han og fortsætter:

...med 'Satans Bibel' i billig paperback fik den gryende satanisme et letfatteligt og lettilgængeligt kampskrift.

jesper aagaard petersen, forsker i moderne satanisme

- Men der var også noget at forarges over - så som brugen af Satan eller den skrappe antikristne tone i første del. Bogens genistreg er at gå i mange retninger samtidig, uden at gå i dybden med noget. Det bidrog til dens folkelige succes, forklarer Jesper Aagaard Petersen, der er ansat ved Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitet.

Bogens popularitet skyldes også, at den var enormt godt timet, da USA i 1960'erne ramt af en voksende interesse for det okkulte.

- Heksekunst, okkulte videnskaber og hemmelige selskaber blev bragt gennem modkulturen langt ind i mainstream som led i en søgen efter alternativer. Og med 'Satans Bibel' i billig paperback fik den gryende satanisme et letfatteligt og lettilgængeligt kampskrift.

Bizarre rygter om mord og overgreb

I 1980’erne og 90’erne opstod især i USA en omfattende frygt for udbredelsen af satanismen.

Bizarre og voldsomme rygter om omfattende rituelle mord, overgreb og kannibalisme i satanismens navn opstod. Andre rygter handlede om, at der skulle eksistere et satanisk netværk af rige og magtfulde personer, som bortførte børn for at bruge dem til prostitution. Også Church of Satan blev inkluderet i sammensværgelsen.

Beviserne for disse anklager var dog overordentligt tynde, men den omfattende medieopmærksomhed gav kirken og bogen vind i sejlene.

- Bogen lokkede mange til at tage en bid af det forbudte, selvom lige så mange tog afstand fra den ud fra kristne eller okkulte principper. Den gav den sataniske kirke en ideologisk nøgletekst, solo-satanister et sted at starte og modstandere noget at misforstå, fortæller Jesper Aagaard Petersen.

The Church of Satan oplyser ikke sit medlemstal, men forklarer på hjemmesiden, at medlemstallet er vokset gennem årene siden oprettelsen – og at der i dag er medlemmer i stort set alle lande i verden.

  • 'Forbudte' bøger i skønlitteraturen

    I skønlitteraturen findes naturligvis også masser af værker, som blev opfattet som kontroversielle, da de udkom. Her er et udpluk. Bøger med erotiske temaer fylder en hel del.
  • Fanny Hill (1748)
    Opfattet som den første pornografiske roman. Forfatteren og redaktøren blev arresteret et år efter udgivelsen.
  • Haabløse Slægter (1880)
    Hovedpersonens seksuelle forhold til hans afdøde fars elskerinde vakte stor forargelse. Bogen blev beslaglagt, og forfatter Herman Bang fængslet.
  • Ulysses (1922)
    Hovedpersonen onanerer på et tidspunkt til synet af en ganske ung pige på en strand, og forfatter James Joyce blev sat for en dommer.
  • Blod (1922)
    Rudolf Broby-Johansen fik sin digtsamling beslaglagt af politiet for usædelighed. Man mente, at bogen var pornografisk.
  • Lolita (1955)
    Bogen om forholdet mellem en voksen mand og en 12-årig pige anses stadig som kontroversiel i dag.
  • De sataniske vers (1988)
    Salman Rushdies bog udløste en fatwa for gudsbespottelse fra den iranske statsleder Ayatollah Khomeini.
  • Vilde Svaner (1992)
    Forfatteren Jung Chang fortæller om kvindeundertrykkelse i Kina. Bogen er stadig forbudt i landet.

    Research: Niels Hein og Søren Ditlevsen

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Kom tæt på historien gennem artikler, tidslinjer, analyser og klip fra arkivet – hver fredag

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube