Dansk håndboldhistorie: Da jernmanden fra Ajax tyrede sølvet hjem

I 1948 bombede Sven Aage Madsen Danmark til en sølvmedalje ved VM i håndbold. Det var dengang, håndbold var en sommersport og noget man fornøjede sig med i byerne.

Jernmanden, Sven Aage Madsen, var i 1948 Danmarks helt store helt, da han scorede 16 af Danmarks 36 mål i turneringen.

I Bavnehøj Hallen i København står Helge Bruus Jensen og langer sandwich og sodavand over disken i kantinen. Han laver også alt mulig andet i Ajax, der har hjemmebane her. Han sælger merchandise og træner håndboldpiger, og sådan har han haft et utal af tjanser i klubben, siden han første gang satte sine teenagefødder i Ajax’ lokaler i 1960.

EM og VM i håndbold

I går indledtes EM i Polen, men det danske landshold spiller deres første kamp i dag, hvor Rusland venter.

VM i håndbold bliver afholdt i 2017 i Frankrig.

Han husker ikke, at Danmark vandt sølv ved VM i udendørs håndbold i 1948. Men han husker flere af de spillere, der var med. Fem af de tolv, der var med i finalen, spillede nemlig i Ajax. Og Helge Bruus Jensen erindrer stadig dem alle – især Sven Aage Madsen, der også gik under navnet Jernmanden.

-Jeg var ynglingespiller og 17-18 år. Så kom de der oldboys-spillere, og da troede vi jo, at vi skulle lege lidt med de der gamle hoveder,” forklarer Helge Bruus Jørgensen og fortæller, at Sven Aage Madsen, hurtigt fik dem til at tro om igen.

-Vi kunne saftsuseme ikke finde ud af ham, selvom han vel var 20 år ældre end os. Han lavede alt muligt, og sammen lavede de ting, der fik os til at rende forvirrede rundt, siger Helge Bruus Jensen om et af sine første møder med nogle af VM-heltene.

Jernmanden havde et særligt sving i armen

Jernmanden, Sven Aage Madsen, var i 1948 Danmarks helt store helt, da han scorede 16 af Danmarks 36 mål i turneringen. Helge Bruus Jensen husker især, at han havde et 'fantastisk skud', der var både hårdt og præcist.

Danmarks kampe ved VM i 1948

Danmark Holland 15-5

Ni mål af Sven Aage Madsen

Danmark – Frankrig 17-4

Seks mål af Sven Aage Madsen

Danmark – Sverige 4-11

Et mål af Sven Aage Madsen

Kilde Dansk Håndbold Forbund

- Han havde et sving i armen, som gjorde, at selvom man prøvede at dække ham op, så kunne han alligevel få bolden uden om én, siger Helge Bruus Jensen.

Ajax var datidens store hold, der blev dansk mester i 1948, 1949 og 1950. Og på det tidspunkt skelede spillerne ikke småligt til, om kampene foregik under tag eller åben himmel. Det fortæller Thomas Ladegaard, der er forfatter til bogen Bolsjedrenge og Jernhårde Ladies om dansk håndbolds historie.

- Lige præcis den periode, er en overgangsperiode, hvor spillet både er udendørs og indendørs, og hvor det er helt naturligt for de store stjerner som fx Svend Aage Madsen at spille begge dele, siger Thomas Ladegaard.

Spillede håndbold udendørs

Udendørs håndbold blev spillet på en bane, der var lige så stor som en fodboldbane, og den udendørs version af håndbold havde da også 11 mand på holdet, som vi kender det fra fodbold. Derfor var der også mere markspil, end der er i nutidens håndbold. Det hængte ved, da spillet flyttede ind i hallerne.

- Den indendørs variant, der kom lidt senere havde meget mere spil midt på banen, og det er faktisk først fra starten af 60’erne, hvor specielt Rumænien laver det der med at stille sig ned seks mand som en mur, at den stil får rigtig fat, siger Thomas Ladegaard.

Han hæfter sig samtidig ved, hvilke klubber, spillerne i den danske trup i 1948 kom fra.

- Håndbold var på det tidspunkt et storby- og københavnerfænomen, og det er jo kun københavnerklubber, der er repræsenteret. Det fortæller meget om, hvordan sporten var på det tidspunkt og i mange år var det kun i de store byer, man spillede håndbold, siger Thomas Ladegaard og tilføjer, at det først var i 1970’erne, at det blev et 'landligt fænomen'.

Ifølge det internationale håndboldforbund IHF’s hjemmeside, så blev der i alt holdt syv VM-turneringer i udendørs håndbold imellem 1938 og 1966. Danmarks næstbedste placering var en femteplads i 1952.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Kom tæt på historien gennem artikler, tidslinjer, analyser og klip fra arkivet – hver fredag

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube