Forsker efter Facebook-kritik: Rav-elg kan måske godt være en hest

Den såkaldte 'rav-elg', som blev fundet for nylig, ligner slet ikke en elg, mener mange. Museumsinspektør erkender usikkerhed, men fastholder elg-teori.

I sidste uge blev der fundet en 13-14.000 år gammel rav-figur på en strand ved Korsør. Nationalmuseet vurderede, at der var tale om en rav-elg.

Men det tvivler mange danskere en hel del på. På Facebook og andre sociale medier stiller mange spørgsmål ved, om ravstykket nu også skulle forestille netop en elg.

- Det er da en bjørn - hvorfor lave figurer af en elg? lyder det eksempelvis fra en læser, mens andre mener, der er tale om en hjort eller en hest.

Museumsinspektør og forsker Peter Vang Petersen fra Nationalmuseet er glad for at høre, at folk er så engagerede, og erkender over for DR Historie, at det faktisk ikke er helt sikkert, at der er tale om en elg.

- Den er jo ikke så naturalistisk, at det er indiskutabelt, hvad det er for et dyr. Men det er i hvert fald ikke en bjørn, da figuren har to spidse ører som vender bagud, og det har en bjørn altså ikke. Men det har elge og heste. Så det kan i princippet også godt være en hest, siger Peter Vang Petersen.

Fastholder elg-teori

Han hælder dog stadig mest til, at der er tale om en elg. To tidligere figurer minder nemlig om den nye figur - og på disse to er det ifølge ham markant tydeligere, at der er tale om en elg.

Den ene er fundet i 1950'erne i Egemarke ved Odsherred - altså tæt på Korsør, hvor den nye blev fundet - og har de samme savtakker indgraveret.

- Det er et hoved, og det er tydeligere, at der her er tale om et elghoved, blandt andet fordi mulen ligesom peger lidt mere nedad end hos en hest.

Rav-figur fra Egemarke på Vestsjælland (© Nationalmuseet)

Den andet figur er fra bopladsen Weitsche i delstaten Niedersachsen i Tyskland.

- Den tyske elg har et helt tydeligt elgformet hoved med hageskæg og det hele - og har den samme ramme i benene, som Korsør-elgen, siger Peter Vang Petersen.

Elgfigur fra bopladsen Weitsche i Nordtyskland. (© Nationalmuseet)

En helt anden teori er dog også mulig tilføjer han:

- Det er også muligt, at det skal forestille et dyr, som ikke er af denne verden, men et fabeldyr sammensat af flere forskellige dyr. Og det kunne jo så også forklare, hvorfor vi bliver en kende forvirrede her 14.000 år senere.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Kom tæt på historien gennem artikler, tidslinjer, analyser og klip fra arkivet – hver fredag

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube