Krig, pop og lingeri: Historisk festival vil være endnu vildere

Folkene bag ’Historiske Dage’ har med årets program ambitioner om at nå bredere ud. Festivaler må gerne være sansefulde, vurderer historiker.

I år byder 'Historiske Dage' på endnu flere kulørte indslag. Her møder man alt fra kampklædte tyskere og vikinger til Lars Lilholt og modeller i lingeri. (© sCANPIX)

Højere musik og mere drama. Når ’Historiske Dage’ indtager Øksnehallen d. 9. og 10. april er det i et hurtigere tempo end sidste år. I år skruer den historiske festival nemlig op for formidlingsblusset.

Udover en lang række debatskabende og dybdegående samtaler om alt fra 100-året for slaget ved Verdun til sex i Ægypten, kan man i år forvente langt mere action-præget reenactment og flere populærkulturelle indslag. Alt sammen noget, som skal gøre den historiske festival mere populær:

Historie behøver ikke være så seriøst og kedeligt. Den tanke bør man som akademiker pakke væk

Michael böss, historiker

- Vi vil gerne appellere bredt, og derfor skruer vi i år op for de levende og mere visuelle virkemidler på formidlingsfronten. Festivalen får lidt mere farve i år. Man skal huske på, at festivalen ikke kun er for fagfolk, men for alle historieinteresserede, og vi vil gøre festivalen mere populær, siger Henrik Thorvald Rasmussen, daglig leder af ’Historiske Dage’, til DR Historie.

Netop det øgede fokus på et mere dramatisk og levende historieunivers er en trend, som historiker Michael Böss genkender:

- Det er en ny tendens inden for både museumsformidlingen og for folkeoplysningen. At skrue op for de visuelle og oplevelsesprægede indslag er en måde at få flere folk til, siger han.

Han forklarer, at flere akademikere mener, at det skal være seriøst og en smule kedeligt, når historie er på dagsordenen. En tanke, han mener, man bør pakke langt væk:

- Historikere skal passe på, at de ikke får en lidt for fin holdning til, hvordan historie bør blive formidlet. Historie behøver ikke være så seriøst og kedeligt. Den tanke bør man som akademiker pakke væk, siger Michael Böss.

Øksnehallen besættes af kampklædte tyskere og modeller i lingeri

Og når folk drager af sted til festivalen lørdag d. 9. april, bliver de ikke mødt af stillestående museumsrepræsentanter. I stedet vil kampklædte tyske soldater invadere pladsen foran Øksnehallen med geværer og kampråb. For på denne historiske dag i 1940 blev Danmark besat. Og grunden til det dramatiske sceneri fra morgenstunden er slet ikke tilfældig:

Udpluk fra årets program: Sex, krig og overvågning

- ’Sex i det gamle Ægypten’ med Lise Manniche og Tine Bagh.
Hvor & hvornår: Lørdag d. 9. april på ’Rød scene’ kl. 16:50

- ’Cecilie og Kåre på Krigsstien’ med Cecilie Nielsen og Kåre Johannesen.
Hvor & hvornår: Søndag d. 10. april på ’DR K- scene’ kl. 12:00

- ’Overvågningens historie – fra oldtidens imperier til NSA’ med Andreas Marklund og Anders Kjærulf.
Hvor & hvornår: Søndag d. 10. april på ’Rød scene’ kl. 13:30

Se billetpriser og resten af programmet her

- Reenactment er en stærk formidlingsform, fordi folk fysisk er i rummet og fordi, at folk føler sig inviteret til at spørge ind til soldatens gevær, uniform eller baggrund. Dermed får de en mere personlig og meget autentisk oplevelse, siger Henrik Thorvald Rasmussen.

At historiefortællingen bliver bakket op med mere action og drama i år, mener Michael Böss er et udtryk for, at der bliver gjort plads til alle:

- Den historiske interesse kommer jo til udtryk på forskellige måder. Nogle læser lange faghistoriske bøger, andre spiller computerspil og nogle drager til middelaldermarkeder, siger Michael Böss og uddyber:

- Festivalen formår at imødekomme de mange forskellige måder at interessere sig for historie på. Der er både plads til de mere seriøse og fordybende samtaler og de mere legende og sansefulde indslag.

Udover tyske soldater støder man også på vikinger og modstandsfolk inde i hallen, hvor personer fra forskellige tidsaldre vil mænge sig med festivals-gængerne. Og så er der også noget for modeentusiasterne, når modeller indtager catwalken i både undertøj og tøj fra middelalderen:

- På undertøjsmodeshowet vil modeller gå catwalk, og der vil måske blive smidt et korset eller to, mens man får den historiske baggrund for beklædningen, siger Henrik Thorvald Rasmussen.

Cykelsport og popmusik er også historie

For at appellere bredt giver festivalen også blads til de mere populærkulturelle tiltag. Tiltag, som bærer præg af den personlige og følelsesladede fortælling. Og hvis man ikke allerede kender til kunstneren bag ’Kald det kærlighed’, så har man nu muligheden:

- Lars Lilholt gæster jo festivalen, og hans måde at formidle historie på er, at han bruger fortiden i sin musik. Han repræsenterer altså en anderledes og mere farverig måde at formidle historie på. Og hvordan han gør brug af historien i sin kunst, er noget, som han vil fortælle om til festivallen, siger Henrik Thorvald Rasmussen om musikerens besøg.

Alle mennesker kender jo Tour de France. Man kan godt kalde det en form for lokkemad

Daglig leder af historiske dage, henrik thorvald rasmussen

At den velkendte musiker gæster festivalen er et udtryk for en positiv udvikling i forhold til formidling. Udviklingen viser, at arrangørerne bag festivalen accepterer, at vi bruger historien på mange forskellige måder:

- Historien er ikke bare noget intellektuelt, man skal sætte sig ind i. Vi bruger den jo også i vores hverdag og i vores kultur på forskellig vis. Festivalen viser, at historie er noget, som forsætter ind i vores eget liv, siger historiker Michael Böss.

I tråd med det populærkulturelle er også Tour de France at finde blandt over 100 programindslag. Gennem fotos og debat ses tilbage på historien i gult fra 1903 til i dag. Et indslag, som har en bred folkelig appel og dermed kan trække flere mennesker til:

- Alle mennesker kender jo Tour de France. Og ved at bruge den interesse, som folk har for cykelløbet, kan vi åbne op for historien på en anderledes måde. Man kan godt kalde det en form for lokkemad, siger Henrik Thorvald Rasmussen om det sportshistoriske indslag.

Kunstneren bag 'Kald det kærlighed' gæster 'Historiske Dage' i Øksnehallen.

Underholdning og oplysning går hånd i hånd

I år vil festivalen vise, at historie skal være til at føle på. Så selvom programmet er fyldt med dybdegående og mere nørdede indslag, så skal der i år være plads til mere fest og mere drama på de forskellige scener:

- Hensigten er, at man skal blive underholdt og inspireret, mens man lærer, siger Henrik Thorvald Rasmussen.

Og den daglige leder af festivalen kan mærke, at museerne forstår, at der også findes mennesker, som er mere hobbyinteresserede i historie:

- Både museer og forlag har i år fået øjnene endnu mere op for, hvad der skal til, for at deres programindslag rykker. Noget af sidste års forsigtighed er blevet smidt over bord, siger Henrik Thorvald Rasmussen.

Men ifølge Michael Böss skal man passe på, at festivaler ikke går hen og bliver en ren tivolisering. Men efter et kig på årets program, vurderer han, at det dog ikke er tilfældet på 'Historiske Dage':

- I Øksnehallen har man jo en høj grad af seriøsitet over sig samtidig med, at der er plads til fest og farver, siger han.

’Historiske Dage’ kan opleves i Øksnehallen d. 9. og 10. april 2016.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Kom tæt på historien gennem artikler, tidslinjer, analyser og klip fra arkivet – hver fredag

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube