Lyserøde bananer og hårde stoffer - sådan revolutionerede Andy Warhol rocken

En ny tv-serie går bag om kunst- og musikmiljøet i 70’ernes New York, som var med til at forme store navne som Mick Jagger, David Bowie og Salvador Dalí. Men miljøets absolutte hovedperson var Andy Warhol.

Andy Warhold fotograferet i hans studie The Factory i 1966. (© Getty)

Hvis man nogensinde har lyttet til hvilket som helst rocknummer, er der meget stor sandsynlighed for, at det ikke ville have lydt som det gør, hvis det ikke var for Andy Warhol.

Multikunstneren skabte et legendarisk kunstnermiljø på Manhattan i New York, som blev definerende for hele rockmusikkens udvikling fra 1960’erne og frem.

... alle mulige freaks, fantaster, filmmagere, digtere, modeller, stofmisbrugere og transvestitter kunne gå ind og ud...

musikkritiker Klaus Lynggaard

Warhols eget studie og klub The Factory var central i miljøet - og her var selv de mest outrerede kunstnere velkomne.

- Der var for så vidt åbendørspolitik for, at alle mulige freaks, fantaster, filmmagere, digtere, modeller, stofmisbrugere og transvestitter kunne gå ind og ud, mens han arbejdede, fortæller forfatter og musikkritiker Klaus Lynggaard.

Miljøet er omdrejningspunktet for den nye tv-serie 'vinyl', som netop har haft premiere.

Vinyl: Trailer #2 (HBO)

Sangerinden Patti Smith skriver i sine memoirer, ’Just Kids’, om en anden af miljøets vigtigste klubber kaldet CBGB:

”Det var en klub, der lå i de undertryktes gade, og som tiltrak et særligt folkefærd, der var glade for endnu ubesungne kunstnere. Det eneste, Hilly Kristal (ejeren, red.) krævede af de optrædende musikere, var, at de var nyskabende.”

Det var med andre ord et ground zero for bohemeliv, som ud over The Factory og CBGB også inkluderede klubberne Max’s Kansas City og Brownie’s.

Betændt politisk tidsånd

Og Andy Warhols timing var perfekt.

For tidens politiske situation skabte grobund for miljøets opblomstring, fortæller forsker i populærmusik Morten Michelsen fra Institut for Kunst og Kulturvidenskab.

Da demokraten George McGovern i 1972 tabte præsidentkampen til Richard Nixon, efterlod det hele det politiske system i USA i en paniksituation – og helt ude af sig selv.

Richard Nixon under valgkampen i 1968 (© creative commons)

- Det skete først og fremmest fordi venstrefløjen havde tabt meget stort. Det var noget af et chok. Den anden overordnede ting var selvfølgelig Vietnamkrigen, som eskalerede op igennem anden halvdel af 60’erne, og som Nixon prøvede at få USA ud af, men ikke rigtigt lykkedes med. Alt i alt har det været et ualmindeligt betændt politisk miljø, fortæller Morten Michelsen om newyorkerscenens virkelighed.

Samtidig klarede New York City sig elendigt socialøkonomisk, hvilket kulminerede i starten af 80’erne, hvor byen gik rabundus og krakkede. Men allerede inden havde mange kunstnere søgt millionbyens skygge.

- Fra sluthalvtredserne og fremefter gik det jævnt nedad. På Manhattan var der store slumområder, og det gjorde selvfølgelig, at det var relativt billigt for folk, der gerne ville være noget ved musikken og alt muligt andet, at bo i New York, siger Morten Michelsen.

Andy Warhol døde i 1987, 58 år gammel. (© sCANPIX)

Imidlertid var det ikke tidens flowerpower-værdier, som tiltrak den nye generation af musikere.

- Epicentrene for hippiebevægelsen var London og San Francisco. New York City var ikke et hippiemekka på den måde. New York lå ligesom i sin egen mørke verden, supplerer Klaus Lynggaard.

Verdens mest kendte baglokale

Mickey Ruskins lille, men toneangivende natklub, Max’s Kansas City, blev et trækplaster for byens kunstneriske elite, da den åbnede i 1965. Og i et nok så berømt baglokale huserede Andy Warhol med sin entourage af ”superstjerner”, som han selv betegnede dem. Heriblandt Mick Jagger, David Bowie og Salvador Dalí.

Rolling Stones' forsanger Mick Jagger. Her under optræden i København i 1973. (© sCANPIX)

- Den måde, han ikke have udstråling på, virkede vist nok meget kraftigt på folk, fortæller Morten Michelsen om Andy Warhols dobbelttydige karisma.

5 albums skabt på newyorkerscenen
  • The Velvet Underground: ‘The Velvet Underground & Nico’ (1967)
  • New York Dolls: ‘New York Dolls’ (1973)
  • Television: ‘Marquee Moon’ (1974)
  • Patti Smith: ’Horses’ (1975)
  • Ramones: ‘Ramones’ (1976)

Han var forgangsmanden for newyorkerscenens måske vigtigste band, The Velvet Underground, og deres vovede live-multimediashow, ’The Exploding Plastic Inevitable’, med både film og S/M-sex på scenen. Showet var kendetegnende for Andy Warhols kunstneriske kompromisløshed.

- Selv om bandet eksisterede, før Warhol opdagede dem, blev de selvfølgelig båret frem af, at hans berømmelse voksede igennem årtiet – og af at han begyndte at blive et stort navn på newyorkerkunstscenen og lancerede begrebet popkunst sammen med Roy Lichtenstein og flere andre, forklarer Klaus Lynggaard.

Kommerciel katastrofe, kunstnerisk succes

Populærkulturens anonyme og masseproducerede billeduniverser tvistede bandets forsanger, Lou Reed, i en dyster, hverdagspoetisk retning, ifølge musikkritikeren. Han søgte grimheden.

- The Velvet Underground er alt andet end peace, love and happiness. Det er et meget mørkt og litterært orkester. Lou Reed havde studeret litteratur på Syracuse Universitet i New York og var interesseret i modernistisk poesi og den mørke side af menneskesindet.

60’erne og 70’erne flød med psykedeliske stoffer, men The Velvet Underground ville længere ud med hårdere narkotika. Derud, hvor det gjorde ondt i sjælen. Det er bandets første album, ’The Velvet Underground & Nico’ – det med bananen, der kan skrælles – et godt eksempel på, vurderer Morten Michelsen.

Albummet 'The Velvet Underground & Nico' fra 1967.

- Man kan se det som en plade, der startede noget nyt – en negativ rockmusik. The Beatles og Bob Dylan havde åbnet op for, at rockmusik kunne handle om andet end kærlighed, men de her tog det et pænt stykke videre med heroin og den slags, forklarer musikforskeren.

Provokationerne kunne mærkes på pladesalget, som ved udgivelsen i 1967 skrabede bunden med bare 50.000 solgte albums. Alligevel blev banan-pladen omvæltende for rockmusikken, ifølge en anden markant artist fra 70’ernes newyorkerscene, Brian Eno:

- Der var ikke ret mange, der købte den første The Velvet Underground-plade, men alle, der gjorde, startede en rockgruppe, skal den britiske musiker have sagt om Andy Warhols husorkester, der også inspirerede hans eget band, Roxy Music.

Fra venstre Doug Yule, Lou Reed, Maureen 'Moe' Tucker og Sterling Morrison fra Velvet Underground. Fotograferet i 1970. (© Getty)

- Man snakker nogle gange inden for poesien om digternes digtere. Der kan man sige, at The Velvet Underground er musikernes musikere, siger musikkritikeren Klaus Lynggaard.

Påvirkede danske musikere

Efterhånden overtog spillestedet CBGB, der stod for Country, Bluegrass and Blues, hvad Warhol havde startet i 60’erne. Og i ’73-’74 begyndte en ny generation at komme til, hvor Patti Smith, Television, Blondie, Ramones og Talking Heads var blandt de første, der krystalliseredes på natklubben.

Netop disse musikere har betydet en del - også for dansk musik, mener Morten Michelsen.

- De folk, der er kommet ud af newyorkerscenen efter ’77, har påvirket ret bredt. Sådan nogle som Gnags har taget hele Talking Heads-konceptet på sig med interessen for forskellige former for tredjeverdensmusik.

Peter AG fra Gnags i 1978. (© sCANPIX)

Newyorkerscenen er dog i høj grad er blevet idealiseret med årene, tilføjer han:

- Det har det meste af tiden været et lillebitte miljø, som der ikke var nogen, der interesserede sig for. Altså, det er blevet voldsomt mytologiseret sidenhen. Det var lidt mere end to ludere og en lommetyv, men så heller ikke meget mere end det blandt publikum.

Myten er simpelthen opstået, fordi de rigtige folk har spundet på den, vurderer musikhistorikeren.

- Og en af de rigtige folk er selvfølgelig David Bowie, supplerer han.

Men især kritikerne har holdt newyorkerscenen frisk i den kollektive erindring, konkluderer Klaus Lynggaard med en personlig tilføjelse om dens konsekvenser for ham.

- Jeg blev jo aldrig sådan fulltime punk, men jeg var fuldstændig optaget af den nye musik, der kom der, som jo både var kantet og sær og skarp og litterær – og mindblowing. Den ændrede mit liv, siger rockkenderen.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Kom tæt på historien gennem artikler, tidslinjer, analyser og klip fra arkivet – hver fredag

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube