Obama talte om de samme emner som George Washington gjorde i 1790

Til trods for 226 års mellemrum er nogle emner evigt aktuelle. Men USA’s første State of the Union-tale handlede alligevel om nogle markant mere basale problemer.

George Washington talte ligesom Obama om både våben og uddannelse. Dog kom Washington ikke ind på slaveri. Måske fordi han selv ejede masser af slaver, vurderer historiker. (© CC)

Da Barack Obama i nat holdt sin sidste State of the Union-tale til nationen, talte han blandt andet om uddannelse, våben og indvandring.

Det gjorde USA’s første præsident, George Washington, også, da han den 8. januar 1790 holdt den første State of the Union-tale i USA’s historie.

”Viden er i alle lande den sikreste vej til folket lykke”, lød det blandt andet fra George Washington. 226 år år senere sagde Obama, at ”… alle amerikanere skal have råd til at gå på universitetet.”

”Et frit folk bør være bevæbnet,” sagde Washington også, mens Obama pointerede vigtigheden af at ”…beskytte vores børn mod vold med skydevåben”.

Farlige indianere og fælles enheder for vægt og mål

Men selvom nogle af temaerne gik igen, var det lidt en anden type problemer, som George Washington tumlede med i 1790.

- USA var på det her tidspunkt stadig på udviklingsstadiet – og problemerne som Washington taler om, var enormt basale, fortæller historiker Jørn Brøndal, der er lektor og ph.d. ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.

Eksempelvis taler Washington også om nødvendigheden af at få simple ting som post-systemet til at fungere optimalt, om at få alle til at benytte de samme enheder for vægt og mål – og om at få en fælles hær op at stå.

”At være forberedt på krig er en af de mest effektive måder at bevare freden på,” lød det fra den på det tidspunkt 58-årige Washington.

En ældre George Washington to år før hans død. (Maleri af Gilbert Stuart, 1797)

- En stående hær var nødvendigt af flere årsager – én af dem var indianere, som på det her tidspunkt stadig udgjorde en meget reel trussel, fortæller Jørn Brøndal til DR Historie og henviser til Washingtons pointer om netop indianere i selvsamme tale:

”… vi bør være forberedte på at kunne beskytte de dele af Unionen [hvor der er indianere] og, om nødvendigt, straffe angriberne,” sagde Washington.

- Indianerne havde i flere slag påført amerikanerne omfattende tab, så det blev anset som et alvorligt problem, man måtte tage sig af, siger Jørn Brøndal.

Ikke et ord om slaver

Selvom indianerne omtales flittigt, nævnes slaver ikke med et eneste ord i Washingtons tale, selvom han selv var en af landets største slaveejere – og selvom slavespørgsmålet allerede på dette tidspunkt havde været oppe til diskussion.

George Washington og hans slave William Lee. (Maleri af John Trumbull, 1780) (© CC)

Allerede som 11-årig arvede han 10 slaver, og ved sin død som 67-årig ejede han 123.

- Washington gjorde, hvad han kunne, for ikke at rippe op i det allerede dengang lettere ømtålelige emne, som senere skulle føre nationen ud i en opslidende borgerkrig. Han havde rigeligt med andre udfordringer at tage sig af, siger Jørn Brøndal.

Talte ikke til folket

George Washington henvendte sig i talen til ”Gentlemen of the Senate and House og Representatives”, hvilket adskiller sig fra den målgruppe, som Obama i nat henvendte sig til.

Obama under sin State of the Union-tale i nat. (© sCANPIX)

Han talte nemlig også til ”… my fellow americans” - altså til folket. Og det er der gode grunde til, pointerer Jørn Brøndal.

- Det her meget mere er en tale til nationen, end blot en tale til senatet og kongressen. Det skyldes sandsynligvis også, at talen i moderne tid er blevet langt mere strategisk og politisk – i modsætning til Washingtons, som i højere grad forsøgte at favne bredt, siger Jørn Brøndal.

”Partipolitik i landfaderlig indpakning”

Obama vil lige som mange af sine forgængere udnytte talen til at fortælle, hvor meget godt han som præsident har opnået, fortæller Jørn Brøndal.

Eksempelvis stod en stol bag præsidenten tom, som symbol på de mange, som hvert år bliver dræbt af skydevåben i USA.

- En klar reference til den demokratiske præsidents plan om at gennemføre lovgivning, som begrænser adgangen til skydevåben, siger Jørn Brøndal.

Den tomme stol stod ved siden af førstedame Michelle Obama. (© Getty)

- State of the Union har i dag udviklet sig til en partipolitisk tale i en landfaderlig indpakning. Han vil forsøge at fremstå som om, han favner hele nationen. Men i virkeligheden vil talen lugte langt væk af partipolitik, siger Jørn Brøndal.

George Washington skulle angiveligt kun have brugt 5 dage på at skrive sin tale, men den var også kun 1.100 ord lang. Obamas State of the Union er varede omkring 1 time – og var 5.500 ord lang.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Kom tæt på historien gennem artikler, tidslinjer, analyser og klip fra arkivet – hver fredag

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube