Sølvarmbånd, rav-elg og guldhornene: 10 store amatørfund i Danmark

Adskillige fund på de danske marker gjort af amatører kan være med til at ændre danmarkshistorien.

I Boeslunde fandt en amatørarkæolog fire tunge guldarmringe på marken - siden væltede det frem fra mulden med op mod 2000 små guldspiraler. (Foto: Museum Vestsjælland © Scanpix)

Flere og flere amatørarkæologer går ud på de danske marker med metaldetektorer for at finde skatte og andre spændende oldtidsfund.

Senest har en amatørarkæolog fundet en sjældent figur, der kan ændre Danmarkshistorien. Se listen herunder med 10 store fund.

1. Jesusfiguren, der kan ændre danmarkshistorien

Hvor? Aunslev på Østfyn

Hvornår? Fundet marts 2016

Hvem? Dennis Fabricius Holm, der til dagligt er anlægsgartner

Hvad? Den lille Jesusfigur er fra første halvdel af 900-tallet - dermed er den ældre end den store Jellingsten, der vurderes at være fra år 965, som ellers hidtil har båret den tidligste afbilding af Jesus på korset, som vi kender i Danmark.

2. Guldhornene

Hvornår? Det lange horn blev fundet 1639 ved Gallehus nær Møgeltønder i Sønderjylland. Få meter borte fandt man i 1734 det korte horn

Hvem? Pigen Kirsten Svendsdatter fandt det lange guldhorn den 20. juli 1639, og den 21. april 1734 blev det korte horn fundet af husmand Erik Lassen.

Hvor? Gallehus ved Møgeltønder

Hvad? Guldhornene blev lavet omkring år 400 e.Kr. De var udsmykket med både romerske og nordiske motiver. Deres samlede vægt var næsten syv kilo.

3. 16-årig fandt sølvskat

Hvor? Udby på Sydsjælland

Hvem? 16-årige Arkibald Pryn fra Ørslev

Hvornår? 5. oktober 2014

Hvad? 154 sølvmønter - såkaldte denarer, der er romerske sølvmønter, som blev anvendt som standardmønt i hele den antikke verden i århundrederne før og efter Kristi fødsel.

4. Ravelg fundet af slamsuger

Hvornår? Januar 2016

Hvem? Slamsuger-chauffør Torben Toft Heidelbach fra Korsør

Hvor? Korsør

Hvad? Ravsmykke formet som en elg, der er omkring 13.000-14.000 år gammelt. "Det herlige ved det her nye fund er, at der ikke mangler noget. Vi har nemlig i vores udstilling på Nationalmuseet en anden ravelg, og den mangler kroppen," sagde museumsinspektør Peter Vang Petersen fra Nationalmuseet til Ritzau.

5. Guldskat gemt i mulden

Hvornår? Juli 2015

Hvem? Amatørarkæolog Christian Albertsen og hans onkel

Hvor? Boeslunde på Vestsjælland

Hvad? Først fandt amatørarkæologen fire tunge guldarmringe på marken - siden væltede det frem fra mulden med op mod 2000 små guldspiraler, som man mener kan have været syet på en keltisk dragt. "Guldet kan have fået præstekongen til at stråle som den guddommelige sol, han og hans samtidige tilbad for små 3.000 år siden," skrev Politiken dengang om fundet.

6. Guldsmykke fra jernalderen

Hvornår? Fundet september 2013

Hvem? Morten Kris Nielsen

Hvor? Kirkemosegård i Østjylland

Hvad? 1500 år gammel fibulaer af guld. De er fremstillet i Danmark af guld fra Romerriget og halvædelsten importeret fra Skandinavien eller Centraleuropa. Kun kvinder fra samfundets absolutte elite har båret sådan en guldfibula, skrev TV2 Øst.

7. Stor vikingeskat

Hvem? Amatørarkæolog Søren Bagge

Hvornår? Fundet august 2015

Hvor? Lille Karleby på Sjælland

Hvad? Skatten består af 392 enkeltgenstande, herunder to sølvbægre, en stor 25 cm lang dragtnål fra det irsk/skotske område, en sølvarmring og et stort dragtspænde af bronze af nordisk oprindelse. Desuden var der et sammensat smykkesæt med godt 300 perler af glas, rav, bjergkrystal og sølv. Hertil kommer ikke mindre end 53 hængesmykker eller amuletter af forgyldt bronze og sølv, samt en flettet sølvkæde. Også 18 mønter af arabisk og vesteuropæisk oprindelse indgår i skatten.

8. Havsmarken-fundene

Hvornår? Fundet påskelørdag i 2012

Hvad? Tre armringe, et hængesmykke og nogle fragmenter fra 900-tallet. En vikingeskat bestående af i alt 135,2 gram sølv. Genstandene vidner om et rigt handelsliv med den svenske handelsby Birka, med Karl den Stores Frankerrige - og den arabiske verden.

Hvor? Havsmarken på Ærø

Hvem? Amatørarkæologen Steen Agersø

9. Omøskatten

Hvem? Robert Hemming Poulsen

Hvornår? September 2015

Hvor? Omø

Hvad? Sølvskat bestående af mere end 550 enkeltdele. Skatten stammer fra vikingetiden, og er blevet nedgravet omkring år 1000. I skatten findes blandt andet mønter, der er slået af Harald Blåtand. "Det er et sjældent fund, og det er samtidig rigtig flot. Med nogle af de fundne genstande skal vi til udlandet for at finde deres lige," siger museumsinspektør Hugo Hvid Sørensen fra Museum Vestsjælland til TV ØST.

10. Graver bornholmsk vikingeskat frem

Hvem? 15-årige Nichlas Peter Henriksen

Hvad? Skatten består af 260 genstande af sølvmønter, sølvbarrer og sølvstykker og er en blanding af tyske og engelske mønter og sølvbarrer. Mønterne kan dateres til omkring 1000-tallet. Der var blandt andet en mønt slået af den engelske konge Æthelred d.2., som regerede i England indtil år 1016, skrev TV2 Bornholm.

Hvor? Årsballe på Bornholm

Hvornår? Fundet November 2015

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Kom tæt på historien gennem artikler, tidslinjer, analyser og klip fra arkivet – hver fredag

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube