Vejle kommune håber Egtved-pigen vender hjem

Håbet er at kunne rejse omkring 15-20 millioner kroner til et nyt formidlingscenter på stedet, hvor Egtved-pigen blev fundet.

Egtved-pigen blev fundet i denne gravhøj i Egtved tilbage i 1921. En kopi af Egtvedpigens kjole og bæltespænde blev stjålet fra det nuværende besøgscenter i Egtved i 2012. (Foto: claus fisker © Scanpix)

I Vejle kommune drømmer man om, at skabe et nyt formidlings- og oplevelsescenter på stedet, hvor Egtved-pigen blev fundet i 1921.

Håbet er, at der kan rejse 15-20 millioner kroner med hjælp fra fonde og at centret kan blive etableret i løbet af to-tre år, skriver Kristeligt Dagblad.

Egtved-pigen selv er det dog ikke sikkert, at et fremtidigt centers besøgende vil få at se.

Hun ligger nemlig i København på Nationalmuseet, men i Vejle Kommune håber man, at det originale fund eller dele af det kan ende på egnen igen – om ikke andet så som et udlån.

Hos Nationalmuseet vil direktør Per Kristian Madsen ikke tage stilling til, om et udlån kan komme på tale, men udelukker dog, at fundet kan deles op og udlånes.

Det enestående ved fundet er nemlig, at Egtved-pigen og hendes udstyr har været bevaret samlet og uforstyrret i mere end 3.000 år.

Kommunens Kultur- og Idrætsudvalgsformand Dan Arnløv Rasmussen (K) er ikke uforstående over for Nationalmuseets omsorg for bronzealder-fundet.

- Men alligevel håber jeg, at det kan lykkes at skabe så gode rammer på stedet, at vi kan sige: ’Hit med Egtvedpigen, Per Kristian!’, siger Dan Arnløv Jørgensen til avisen.

/DR Nyheder/

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Kom tæt på historien gennem artikler, tidslinjer, analyser og klip fra arkivet – hver fredag

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube