Ikke kun Lukas Graham: Endnu en dansker er nomineret til Grammy

Designeren Mathias Høst Normark har fået øjenbrynene til at løfte sig hos den amerikanske Grammy-komité.

Mathias Høst Normark er nomineret til en Grammy Award for sit kreative cover til bandet j.viewz' album '401 Days'. På billedet er det kunstneren Jonathan Dagan, der gemmer sig bag aliaset. (Foto: Ben Kirschenbaum)

Lukas Graham er ikke den eneste dansker, som har fået æren af en Grammy-nominering.

Danske Mathias Høst Normark er nemlig også på listen over nominerede for sit design af j.viewz-pladecoveret til '401 Days'.

Dog er den grafiske designer nomineret i en lidt anderledes kategori end Lukas Graham, nemlig 'Best boxed or special limited edition package'. Groft oversat betyder det 'Bedste Specialudgivelse'.

- Jeg er super stolt over, at projektet er kommet gennem så fint et nåleøje, og nu skal konkurrere mod blandt andre Paul McCartney, fortæller Mathias Høst Normark i en pressemeddelelse.

Mange timer på Skype

Mathias Høst Normarks projekt er skabt med den amerikanske musiker og kunstner Jonathan Dagan. De har begge lagt rigtig mange timer i det.

- Jonathan er meget eksperimenterende og vil gerne udfordres, så det er fantastisk at få lov til at arbejde med en kunstner som ham. Der er brugt en del timer på Skype. Jeg vil tro, at det har taget tre og en halv måned at lave, fortæller Mathias Høst Normark.

Sådan ser det pladecover ud, som Mathias Høst Normarks er Grammy-nomineret for. (© Mathias Høst Normark)

Konceptet omkring det nominerede pladecover er komplekst.

- Pladeomslaget til vinyludgaven er udformet som en 40-siders bog, og her folder vi konceptet ud og viser blandt andet billeder fra udvalgte dage i løbet af processen. Den (pladen, red.) blev til flere forskellige steder i verden, og bogen dokumenterer hele forløbet.

Grammy Awards bliver uddelt 12. februar 2017 i Los Angeles.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve