Jesus Christ Superstar hitter endnu: Derfor er den stadig populær efter 46 år

I en musical som Jesus Christ Superstar kan man blive ved med at opdage nyt, som man ikke regnede med - og dermed tænke: Nå, var det også dét, det handlede om? Det er en af grundene til, den stadig vises i dag, siger ekspert.

Det er anden gang, Jesus Christ Superstar opsættes på Aarhus Teater. Første gang var i 1993. (Foto: Rumle Skafte © Aarhus Teater)

Når Jesus Christ Superstar i morgen har premiere på Aarhus Teater er det langt fra første gang, musicalen kan ses i Danmark.

Faktisk kunne musicalen ses i professionel opsætning allerede i 1972 i Falkoner Centret - året efter, den blev opført for allerførste gang på Broadway.

Siden er den blev opført tusindvis af gange - i Danmark blandt andet på Aarhus Teater tilbage i 1993, på Østre Gasværk Teater i 2002 og Aalborg Teater i 2004.

Jesus Christ Superstar

I 2016 blev Jesus Christ Superstar sat op på Regent's Park Open Air Theatre i London i anledning af 45-året siden den første opførsel (som var på Broadway i 1971).

Det var så gigantisk en succes, at man har valgt at genopsætte den der igen til sommer.

Første gang den blev opført i London var i Palace Theatre i 1972 - en opsætning der blev spillet mere end 3000 gange på otte år.

Andrew Lloyd Webber har komponeret musikken til Jesus Christ Superstar og Tim Rice har skrevet teksten.

Og der er flere årsager til, at netop den musical vises - og bliver set af store publikummer igen og igen, siger Michael Eigtved, der er lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

- Det er et andet 'take' på historien, end man er vant til. Her er det Jesus' sidste dage set igennem Judas' øjne. Man har flyttet identifikationspunktet fra at være Jesus til at være Judas, siger Michael Eigtved.

Ifølge ham var det også det, Andrew Lloyd Webber og Tim Rice (der sammen har produceret Jesus Christ Superstar, red.) ønskede tilbage i 1971 - at publikum kunne forstå Judas.

- Han er jo verdenshistoriens største antihelt kan man sige, siger Michael Eigtved.

Kan sammenlignes med eventyr

Men når en musical har spillet i så mange år, så er det også ofte en historie, som de, der ser den, kender i forvejen. På den måde kan man tillade sig rigtig meget, fordi der er så meget, man kan underforstå.

Men samtidig er der ikke noget suspense, så man kan skubbe folks forventninger, siger Michael Eigtved.

- Det publikum, der går til populærkultur, de er ganske konservative, hvad det angår. At det ikke skal være anderledes end den oprindelige fortælling. Det kan være et problem, men det kan også være en styrke, siger han.

- De forestillinger, der er blevet stående gennem repertoirehistorien - dem, der har lykkedes med at turnere igen og igen - det er de store myter fortalt på en interessant og overraskende måde. Det er mytiske fortællinger mellem godt og ondt - lys og mørke. Og det har en musical som denne i høj grad tilfælles med eventyr og krimier. Den slags appellerer til et bredt publikum, lyder det fra Michael Eigtved.

I rollen som Jesus ses Simon Mathew, der er en del af Aarhus Teaters ensemble. Cecilie Stenspil, der er kendt fra blandt andet Badehotellet ses i rollen som Maria Magdelena. (Foto: Rumle Skafte © Aarhus Teater)

En af de mest kendte historier i verden

Og en meget kendt forestilling som Jesus Christ Superstar er også en, man går til med en vis ærefrygt. Sådan lyder det fra den svenske opera- og musicalinstruktør Elisabeth Linton, som står for iscenesættelsen af den ikoniske forestilling på Aarhus Teater.

- Jeg har aldrig forberedt mig på og forholdt mig til et værk, som var sværere at få greb om end dette. Det er en af de mest kendte historier i verden, og mange af vores traditioner og lovbøger for samfundsrammer har rødder i denne historie, siger hun.

- Det betyder også, at publikum kommer til at relatere til historien. Uanset hvad man tror på, uanset hvor man kommer fra, så har man været i kontakt med den på den ene eller den anden måde, siger Elisabeth Linton.

En historie med mange lag

Jesus Christ Superstar kan ses på Aarhus Teater fra i morgen den 22. april, hvor der er premiere og så til og med den 3. juni. Næsten 20.000 har allerede købt billet, og det betyder, at 80 procent af billetterne allerede er solgt inden premieren, oplyser Aarhus Teater.

Det er en musical med mange lag - hvilket også er en af grundene til, at den stadig vises, mener lektor Michael Eigtved.

- Når noget har mange lag, så er der mange forskellige muligheder for at trække et bestemt lag frem - og større mulighed for at blive ved med at trække et nyt lag frem. Man kan sammenligne med noget som H. C. Andersens eventyr - man kan forstå dem på så mange måder. Og man kan blive ved med at finde noget nyt, som man ikke lige regnede med - og dermed tænke: Nå, var det også dét, det handlede om?, siger han.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve