Kaldte Natasja Crone for 'tandfeen': BBC-vært død efter kort tids sygdom

Terry Wogan, der er bedst kendt for at kommentere Melodi Grand Prix siden 1971, er død i en alder af 77 år.

Sir Terry Wogan var især kendt for sine skarpe kommentarer under Eurovision. (Foto: Adrian Lourie © Adrian Lourie/Writer Pictures)

Den irske radio- og tv-vært Sir Michael Terence "Terry" Wogan er død efter kort tids sygdom. Det bekræfter hans familie søndag ifølge BBC. BBC-veteranen blev 77 år.

Wogan var siden slutningen af 1960'erne en af de mest fremtrædende mediepersonligheder i Storbritannien.

- Meget afhænger af held og om at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, hvilket helt sikkert er sandt i mit tilfælde, har han tidligere forklaret om årsagen til sin succes.

Med sin spøgefulde væremåde og sit lune sind lykkedes det ham at opbygge en lytterskare på otte millioner på sine radioprogrammer.

Terry Wogan var ikke vild med Natasja Crone og Søren Pilmark, som han kaldte for "tandfeen og doktor død" ved Eurovision i 2001.

Her hjemme gjorde Terry Wogan sig især bemærket, da han i 2001 kaldte de to danske Eurovision-værter Natasja Crone og Søren Pilmark for "tandfeen og doktor død" på grund af blandt andet det rimfyldte manuskript.

Wogan kommenterede Det Internationale Melodi Grand Prix for BBC fra 1971 til 2008.

Premierminister David Cameron siger søndag, at "Storbritannien har mistet en enorm kapacitet, som millioner af mennesker opfattede som deres ven".

- Jeg hørte ham i radioen og så ham på tv, da jeg voksede op. Hans charme og humor fik mig altid til at smile, siger Cameron ifølge BBC.

/ritzau/

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve