Kanon-ambassadør: Noget af det allermest danske kommer udefra

Dansk kultur er i den grad blevet påvirket udefra, og det skal den nye danmarkskanon sætte fokus på, siger forfatter Jens Christian Grøndahl.

- Vi bliver nødt til at indse, at det, som vi definerer som dansk, ikke er 100 procent dansk, siger forfatter Jens Christian Grøndahl. (Foto: Simon Skipper © Scanpix)

Frikadellen kom oprindeligt fra Tyrkiet, det var grækerne, som fik ideen til demokratiet, og nogle af de fineste og ældste klenodier på Nationalmuseet stammer fra det gamle Romerrige.

Dansk kultur er i den grad blevet påvirket udefra, og derfor er det vigtigt, at regeringens nye danmarkskanon også kommer til at afspejle det.

Det understeger forfatter Jens Christian Grøndahl, der er blevet udvalgt af kulturminister Bertel Haarder (V) til at være ambassadør for det nye kulturkanon-projekt.

- Vi bliver nødt til at indse, at det, som vi definerer som dansk, ikke er 100 procent dansk. Det er ofte vores fortolkning af noget, som kommer udefra. Tag bare frikadellen, som i dag er noget af det mest danske, vi kender, siger Jens Christian Grøndahl og fortsætter:

Hvis nogen prøver på at monopolisere det her projekt og kidnappe processen i en ideologisk retning, er vi mange, der nok skal sørge for, at det ikke kommer til at ske

jens christian grøndahl,forfatter og danmarkskanonambassadør

- Kultur handler om kontakt og udveksling af ideer. Derfor skal vi bruge danmarkskanonen til at reflektere over, hvordan vi bliver påvirket udefra, siger forfatteren, som debuterede i 1985 med romanen ”Kvinden i midten”, og som blandt andet har modtaget De Gyldne Laurbær.

Det er kulturminister Bertel Haarder, der har taget initiativ til kanonen, der skal lokalisere de samfundsværdier, traditioner og bevægelser, som har formet danskerne.

Men ifølge Jens Christian Grøndahl er det vigtigt, at kanonen ”når ud over det rigide og forsnævrede identitetsbegreb, som især højrefløjen har dyrket meget”.

- Her bliver identitet noget, vi forskanser os i, i stedet for at være noget, som vi har som udgangspunkt. Hvis nogen prøver på at monopolisere det her projekt og kidnappe processen i en ideologisk retning, er vi mange, der nok skal sørge for, at det ikke kommer til at ske, siger han.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve