Kendt forsker og eventyrer vil gøre Nationalmuseet vildt og udfordrende

Professor i social antropologi Rane Willerslev er ny direktør for Nationalmuseet.

Rane Willerslev har tidligere været direktør for Kulturhistorisk Museum på Universitetet i Oslo og chef for de Etnografiske Samlinger på Moesgaard Museum i Aarhus. (Foto: Bjarne Bergius Hansen © dr)

Kulturminister Mette Bock (LA) har netop udnævnt Rane Willerslev som ny direktør for Nationalmuseet. Den 45-årige professor overtager posten fra Per Kristian Madsen 1. juli.

- Mit mål er at udbygge museets faglige tyngde og frigive dets kreative energi, så det bliver et udfordrende, vildt og engagerende sted for de besøgende, siger Rane Willerslev i en pressemeddelelse.

- Ved at sprænge faglige rammer inden for forskning, bevaring og formidling skal museet afdække nye historiske mysterier, udforske menneskets kulturelle mangfoldighed og udfordre etablerede sandheder.

Rane Willerslev er professor i social antropologi ved Aarhus Universitet. Han er uddannet fra både University of Cambridge og University of Manchester.

Den kendte forsker har i forvejen erfaring med museer. Han har været direktør for Kulturhistorisk Museum på Universitetet i Oslo og chef for de Etnografiske Samlinger på Moesgaard Museum.

Mette Bock håber, at Rane Willerslev som et kendt og anerkendt ansigt vil kunne tiltrække fondsmidler og ny forskning til museet. I pressemeddelelsen udtaler ministeren:

- Rane Willerslev vil med sin store energi og idérigdom være i stand til at føre museet ind i en ny, nødvendig udvikling, hvor hans solide faglighed og analytiske sans på relevant vis kan tilføre museets forskning, bevaring og formidling et samtidigt og moderne tilsnit.

/ritzau/

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve