4 musikoplevelser der gør august smukkere – fra kammer til kæmpekoncert

Der er masser af koncertoplevelser i august måned – både ude og inde, i hele Danmark og din radio.

Du kan nyde klassisk musik i P2 Koncerten hver aften i august - her anbefaler P2-redaktør Esben Tange fire højdepunkter.

August er officielt den sidste sommermåned. Men det betyder nu ikke, at det er slut med udendørs oplevelser, heller ikke når det gælder klassisk musik.

Helt ind i september kører det løs med klassiske musikfestivaler rundt om i Danmark – men samtidig åbner de store, indendørs koncertsteder også dørene op igen til en ny sæson.

Se alle august måneds koncerter her

Begge dele kan ses i programmet for P2 Koncerten, der hver eneste aften i august sender en klassisk koncert fra klokken 19.20. Nogle dage foregår koncerten direkte, så du også kan høre musikken live på åstedet.

Her anbefaler P2-redaktør Esben Tange fire koncerter, det er værd at opleve i august, i din radio eller et sted i Danmark:

Varm vokalerne op til Kina

DR VokalEnsemblet varmer op med et korprogram af høj karat, inden de næste uge skal på turné til Kina.

I Garnisons Kirke i København graver de godt ned i kormusikkens skatkammer og tager lytterne med rundt i funklende toner af Bach, Bruckner, Arvo Pärt, Weyse, Per Nørgård, Vaughan Williams, Judith Bingham, Charles Stanford, Carl Nielsen, Poul Schierbecks og György Ligeti.

- Det er europæisk kormusik når det er smukkest og med størst vingefang, siger Esben Tange.

4. august klokken 19.30: DR VokalEnsemblet i Garnisons Kirke, ledet af Marcus Creed. Koncerten sendes på P2 direkte.

Dansk stjernefrø giver solokoncert

Elsa Dreisig er halvt fransk, halvt dansk - men herhjemme er hun for mange et ukendt navn.

Efter at hun sidste år vandt Placido Domingos verdensomspændende Operalia-konkurrence er forventningerne dog tårnhøje:

- Det bliver top-spændende at høre den unge sopran, siger Esben Tange.

Koncerten er en solo-optræden med sange af Ravel, Wolf, Sibelius, Grieg, Weill, Berg, Löewe og mange flere, hvor Elsa Dreisig bliver akkompagneret af pianisten Christian Vestergaard.

3. august klokken 20:00: Elsa Dreisig på Børsen, København. Koncerten sendes på P2 11. august klokken 19.20.

To dages topklasse kammermusik i Kerteminde

Den danske sommer er fuld af klassiske festivaler på godser og herregårde. Og i 2016 meldte Lundsgaard ved Kerteminde sig også ind i kampen.

Ifølge Esben Tange viste det sig sidste år at være et ideelt sted for kammermusik. Og det tror han også bliver tilfældet i år, hvor der er lagt op til to dages musik:

- Med Trio con Brio i spidsen for et stærkt hold af internationalt anerkendte musikere og et par af de største danske talenter er der al mulig grund til at tro på gyldne øjeblikke, siger Esben Tange

Ud over Trio con Brio optræder blandt andre sopranen Inger Dam Jensen og violinisterne Andrej Bielow og Kirstine Schneider. Musikken er af blandt andre Beethoven, Berg, Per Nørgård, Brahms, Prokofiev, Richard Strauss og Sjostakovitj.

11. og 12. august: Kammermusikfestival på Lundsgaard Gods. Koncerterne sendes på P2 14. og 18. august 19.20.

Kæmpekoncert med 400 medvirkende

Ifølge DR Koncerthuset bliver Mahlers 8. symfoni årets "største koncert" – og i antal af medvirkende er der i hvert fald ingen tvivl: Der skal nemlig hele 400 medvirkende på scenen.

- Både hvad angår musikalsk volumen og åndeligt indhold går Mahler hele vejen. Anden del har tekst fra Goethes digterværk Faust, der beskriver menneskesjælens opstigning til Vorherre, fortæller Esben Tange.

Det er chefdirigent Fabio Luisi, der står i spidsen for DR SymfoniOrkestret til koncerten.

Solisterne i DR Koncerthuset bliver blandt andre Ricarda Merberth, Henriette Bonde-Hansen og Christoph Fischesser – og ud over DR KoncertKoret medvirker Det midttyske Radiokor og Københavns Drengekor.

31. august 19.30: Torsdagskoncert med Luisi og Mahlers 8 i DR Koncerthuset. Koncerten sendes direkte på P2 fra 19.20.