9 klassiske festivaler du kan nyde i sommerferien - med hvidvin, Vivaldi, bajere og Beethoven

Sommeren byder på masser af festivaler - også for klassisk musik og opera. Her er otte steder, du både kan nyde solskin og strygere.

Hindsgavl ved Middelfart er bare en af de mange steder, du kan opleve klassisk musik i sommerens løb. Se 9 festivaler og feriedestinationer med klassiske toner her i artiklen! (Foto: Collage: Dr.dk)

Hvis du er godt træt af svenskerhuller, jordvarme øl og bombede lokummer, er der stadig festivaler for dig.

Det danske sommerland byder blandt andet på masser af festivaler for klassisk musik og opera.

Uanset om du vil til Fejø, Ribe eller Nykøbing Sjælland, kan du tage dig selv, kæresten eller hele familien med til strygere og skønsang i øresneglen.

I Gjethusets koncertsal i Frederiksværk i Nordsjælland kan du møde elkendte som spritnye ensemblekonstellationer.

På programmet er gengangere som Trio Con Brio og Marianna Shirinyan - og et højdepunkt med Årets P2 Kunstner, celllisten Andreas Brantelid, der spiller Dvoraks cellokoncert og Beethovens 5. Symfoni sammen med Ungdomsensemblet Duen.

Læs om Frederiksværk Musikfestival.

Vendsyssel Festival bryster sig af, at være én af Skandinaviens største festivaler for klassisk musik. Og festivalen har da også et massivt program i byer som Aalborg, Vrå, Brønderslev, Frederikshavn, Dronninglund, Hjørring, etc.

I alle hånde nordjyske byer og kirker optræder danske såvel som internationale kunstnere over en længere sommerperiode, som gæsterne frit kan komme og gå til.

Læs om Vendsyssel Festival.

Hindsgavl Festival er én af Nordens førende og ældste internationale klassiske kammermusikfestivaler, der dog også favner nye musikalske retninger.

Den finder sted i et sammenhængende forløb over 11 dage, hvor musikere og publikum bor side om side i de idylliske omgivelser på Hindsgavl Slot ved Middelfart.

Læs om Hindsgavl Festival.

På Fejø kommer et udvalg af landets fremmeste musikere til Fejø og spiller kammermusik med mere i fire sommerdage.

Genrerne spænder vidt og inkluderer wienerklassik, romantik, moderne kompositionsmusik, tango, cross-over og selvfølgelig masser af gode vibes.

Læs om Fejø Kammermusikfestival.

I Djurs og Mols er en international kammermusikfestival, som sætter musik til det bakkede landskab i Mols Bjerge.

Klassiske Koncerter i Djurs og Mols inviterer publikum med rundt om musikken: Til åbne prøver, sing-a-long, oplæsninger og snacks & snak efter koncerterne.

Læs om I Djurs og Mols.

Ude i de vestsjællandske bakker ligger Odsherred og Nykøbing Sjælland, der også i år danner ramme om en tilbagevendende kammermusikfestival.

Både danske som internationale navne lægger vejen forbi festivalen, der dog afsluttes i en anden dur end den kammermusikalske: Med et uddrag af Rossinis operaklassiker ’Barberen i Sevilla’.

Læs om Odsherreds Kammermusikfestival.

Rued Langgaard Festival ´har aktid fokus på den danske komponist og organist, der i mange år huserede i den gamle, vestjyske by.

I år sætter festivalen med temaet 'romantik' særligt fokus på forbindelserne mellem Langgaard og komponisten Niels W. Gade , der i år fejrer 200 års jubilæum.

Læs om Rued Langgaard Festival.

Suså Festival på Sydsjælland kan i år fejre 25 års jubilæum.

Det sker henover tre dage i september, hvor Grønnegades kaserne og Kulturcenter Næstved danner ramme om en fejring af både festivalen og dansk kompositionsmusik under temaet ’Vindue mod Danmark’.

Læs om Suså Festival.

Langt mod vest - helt ude i Vadehavet - afholder kirkerne i Nordby og Sønderho på smukke Fanø klassiske koncerter sommeren igennem.

Blandt navnene i år er den unge danske komponist Gustav Piekut og klarinettisten Matthias Kjøller - og sent på sommeren afrunder en række "internationale musikere i diverse konstellationer" programmet med flere koncerter..

Læs om Fanø Sommerkoncerter