90-årig stjernedirigent i Danmark: Musikere er bedst når de er halvt så gamle

En af verdens ældste dirigenter er også en af verdens førende - og det går ikke stille for sig, når Herbert Blomstedt svinger stokken.

Det er helt almindeligt at gå på pension, når man er 70 år.

Men selvom han rundede de 90 år i sommer, har Herbert Blomstedt stadig fuldt booket i koncertkalenderen.

DR SymfoniOrkestrets æresdirigent er dermed ikke alene en af verdens førende dirigenter - han er også en af de ældste.

Herbert Blomstedt

Født i USA i 1927. Flyttede til Sverige som to-årig, og bor i dag i Wien.

Vinder af både Carl Nielsen-Prisen og Sonnings Musikpris i 2016.

Æresdirigent for DR Symfoniorkestret siden 2005, hvor han blev udnævnt i forbindelse med orkestrets 80 års jubilæum.

Dirigerer fortsat orkestre over hele verden, og har bl.a. stået foran San Fransisco Symphony, Wiener Philharmoniker, NKH Symphony Orchestra i Japan og Berliner Philharmoniker.

Alligevel mener han, at mange musikere topper, når de er i 40'erne eller 50'erne. Det gjalt i hvert fald da han kom til som chefdirigent i det daværende radiosymfoniorkester i 1967:

- Mange var kommet op i årene. Radiosymfonikerne blev jo grundlagt i 1925-26, og mange muiskere havde været med fra begyndelsen. I 1967 var de altså 40 år ældre, siger han i videoen, du kan se ovenfor.

To jubilæer i ét sving

Den armsvingende svensker er slået til Ridder af Dannebrog og har vundet priser for sin evne til at få musikken til at spille.

Selv rundede han 90 år den 11. juli i år. Det forhindrer ham dog ikke i at rejse kloden tynd med dirigentstokken i hånden og et program, der kan tage pusten fra de fleste.

Han dirigerer fortsat en lang række af verdens største symfoniorkestre, og i aften og i morgen går han på scenen i Danmark i selskab med DR SymfoniOrkestret, hvor han til lejligheden har håndplukket sin yndlingsmusik af Mendelssohn.

Foto: DR

Herbert Blomstedt har et helt særligt forhold til Danmark, hvor han har fået musikken til at spille siden han første gang stillede sig op foran DR Radiosymfoniorkestret i 1956. Det er derfor ikke kun publikum, der ser frem til de kommende dages koncerter.

- Musikerne går og glæder sig, hver gang han kommer til Danmark. Gennem tiden er der opstået et virkelig kærligt forhold mellem ham og orkestret, og han kan huske musikerne flere årtier tilbage. Han er en slags dirigent-far for rigtig mange, og der er altid en virkelig god stemning, når han er her, fortæller P2-redaktør Esben Tange.

Forholdet mellem Blomstedt og DR SymfoniOrkestret har da også haft nogle år til at udvikle sig. I 1967 blev han hentet til Danmark af DRs daværende musikchef Mogens Andersen og ansat som chefdirigent for DR Radiosymfoniorkestret.

- Det var et meget bevidst valg, at det var ham, man ville have. Han var en ung dirigent på vej frem, og han kunne pleje og perfektionere orkestrets klang. Her fik han for første gang mulighed for at dirigere de helt store, krævende symfoniske værker, og det voksede både han og orkestret af. Siden er han jo blevet en af de helt store og betydningsfulde dirigenter internationalt set, fortæller Esben Tange.

Han blev i stillingen i ti år, inden han drog videre ud i verden. Når han løfter armene i København i aften, kan han således både fejre sin nyligt rundede 90-års fødselsdag og en form for 50-års-jubilæum.

Sund og beskeden verdensstjerne

Det ville være løgn at sige, at Herbert Blomstedts succes er steget ham til hovedet. Han er ikke sen til at give det orkester, han dirigerer, æren for en vellykket koncert, og man ser ham ikke lade champagnepropperne springe i tide og utide. Kaviar er der heller ikke meget af. Tværtimod.

For en par år siden hentede jeg ham på D'angleterre, og da jeg spurgte, om han var glad for at bo der, svarede han: Ja, for de har sådan en god byggrød

Esben Tange

Den 90-årige dirigent er vegetar, og han hverken ryger eller drikker alkohol. Sådan har det altid været. Og selvom han har travlt, har han altid sørget for at holde sine lørdage fri for arbejde - med mindre, der er en koncert, han skal dirigere, for det ser han ikke som arbejde, men som musikalske gudstjenester. Blomstedt er nemlig praktiserende adventist.

- Selvom han flyver rundt og lever det, de fleste ville kalde et hektisk liv, så har han en stoisk ro. Uanset hvor i verden han er, så tager han til lørdagsmesse i den lokale adventistkirke. Og så er han en kernesund og ydmyg mand, hvilket måske også er en del af forklaringen på, hvor godt han holder sig., siger Esben Tange:

- For en par år siden hentede jeg ham på D'angleterre, og da jeg spurgte, om han var glad for at bo der, svarede han: Ja, for de har sådan en god byggrød,

Tempoet stiger med alderen

Blomstedt er i sagens natur gerne en hel del ældre end dem, han dirigerer. Hvor han tidligere var den unge, friske pust, der kunne forny klangene og kulturen i orkestret, har han nu så stort et indblik i historien, at han kan bygge en bro, der forbinder fortiden med nutiden.

Foto: DR

- Mødet mellem ham og de unge musikere er meget lykkeligt. Han har været i det så længe nu, at han måske har kendt nogle af de komponister, der bliver spillet, og samtidig er det som om, han også selv bliver ved med at blive inspireret af de unge og forny sig. Nogle steder spiller han ligefrem stykkerne hurtigere og mere livfuldt end han gjorde, da han var yngre, siger Esben Tange.

- Han er en, man ser op til og beundrer. Han er 90 år gammel og hører stadig til i topklasse. Og så har han utrolig meget humor. Det kommer man også til at kunne høre i aften, hvor han har valgt Mendelssohn. Det er vital musik med ret meget humor, siger Esben Tange.

Du kan høre Herbert Blomstedt dirigere DR SymfoniOrkestret torsdag aften klokken 19.20 på P2. Koncerten sendes også direkte på drkoncerthuset.dk.

P2 LIVE



lige nu
Grammofon

- med Mette Greiffenberg. Ikke så meget snak ... www.dr.dk/p2 (Sendes også i morgen 5.03).