Bach - Nu også på klarinet

Bachs fantastiske Godberg-variationer er arrangeret i mange forskellige og fantasifulde instrumenteringer. Her er for første gang en version for klarinetter.

Johann Sebastian Bachs Goldberg-variationer er ét af de værker, der gennem århundreder fået musikere og musiklyttere til at kalde Bachs musik for overjordisk. Her mødes kreativitet og systematik, enkelthed og kompleksitet, imens stemmerne fletter sig ind i hinanden.

Goldberg Variationer BWV 988 / Aria

Mesterværket findes indspillet i utallige versioner. Cembalo, klaver og orgel-versioner er der mange af - og blandt de allermest berømte er pianistens Glenn Goulds to indspilninger fra 1955 og 1981. Men også en udgave for strygetrio er indspillet flere gange, og så er der alle de andre: Fra messingblæsere til marimba.

Goldberg Variationer BWV 988

Den danske klarinettrio Chalumeau giver ny anledning til at beundre Bachs Goldberg-variationer. Musikken klinger endda meget smukt hos trioen. Det er helt åbenbart, at de tre klarinettister er tæt sammenspillede. De er vant til at give hinanden plads, så alle stemmer står klart frem, de er fælles om hver lille affrasering.

Goldberg Variationer BWV 988 / Variation XXV. Adagio

Bachs Goldberg-variationer er et værk med både smukke melodilinjer, og pirrende kontraster når Bach går fra dur til mol. Der er fingerbrækkende virtuoserier, og et lille smil på læben når Bach pludselig sætter folkemelodier ind. Det er et værk der rummer det hele, inden det slutter så enkelt og smukt som det startede.

Trio Chalumeau har indspillet Bachs Goldberg-variationer på et album, som var Ugens Album i P2 i 2013. Hør eksempler fra albummet her på siden.