Ji Yoon og Liya deler førstepris: ”Et godt kompromis”

Ji Yoon Lee og Liya Petrova er godt tilfredse med at dele vindertitlen.

(Foto: Anne Termansen)

Det var to meget glade, men også lettere forvirrede violinister, man kunne møde på bagscenen kort efter juryen i Carl Nielsen Konkurrencen 2016 havde offentliggjort, at de begge havde vundet Carl Nielsen Internationale Violinkonkurrence 2016. Juryen valgte nemlig helt ekstraordinært at give førsteprisen til både Liya Petrova fra Bulgarien og Ji Yoon Lee fra Sydkorea.

- Det er meget uventet. Jeg kan slet ikke sige noget lige nu. Jeg skal lige falde ned, siger 23-årige Ji Yoon Lee.

Selvom den delte førsteplads kommer som en overraskelse, bliver de to vindere meget hurtigt enige om, at det er et godt resultat.

- Jeg synes, det er et godt kompromis, der er blevet fundet. Hvis jeg selv havde været i juryen og ikke kunne bestemme mig for, hvem der skulle vinde, ville jeg også have foretrukket dette kompromis, siger 25-årige Liya Petrova, mens Ji Yoon Lee nikker bekræftende.

Selvom både Petrova og Lee er glade for at vinde prisen, er det dog endnu for tidligt at begynde at gisne om, hvad det kommer til at betyde for karrieren, mener Liya Petrova.

- Jeg ved ikke, hvad prisen kommer til at betyde for mig i fremtiden, men det er helt sikkert noget positivt, siger en glad vinder.

Der blev ikke uddelt nogen andenpris ved dettes års Carl Nielsen violinkonkurence.