Carsten Wolf Andersen

Når du ser en krimi i tv vil der ofte være underlægningsmusik. Men hvad når du ligger på stranden? Her har jeg lavet den perfekte underlægning til sommerens krimilæsningen.

(Foto: Agnete Schlichtkrull / DR)

Carsten Wolf Andersen har lavet Ugens playliste: Klassisk til din krimi. Musikken er hentet fra koncertoptagelser som DR har lavet rundt om i Danmark.

Her kan du læse mere om Carsten Wolf Andersen, og hans forhold til klassisk musik:

Jeg havde næste lige fået en båndoptager - det første bånd var med Elton John på den ene side og Tower of Power på den anden side fordi min onkel synes at det var god musik. Det syntes jeg også. Så gik turen til det lokale bibliotek hvor jeg lånte Vivaldis De Fire Årstider. Jeg elsker årstiderne. Både som året går og i musikken. Suzi Quatro, Jimi Hendrix og Beethoven.

Jeg indså at en grammofon var vejen frem. Stolt fremviste jeg den. Havde den med rundt til vennerne med lydsporet fra Mig og Charlie alternerende med plader fra det kommunale musikbibliotek. Wauw - kan man bare låne musikken gratis? John Coltrane, Miles Davis og Jobim var kun en cykeltur væk.

Musikken blev endnu bedre da jeg byggede en forstærker med min storebror og fik et par store højttalere. Vivaldi og årstiderne lød nu endnu bedre og Weather Report blev en sand åbenbaring. Jeg faldt i søvn til Black Market gennem hele min gymnasietid. Joe Zawinul rest in peace.

Jeg drømte om at blive en ny Herbie Hancock, ville skrive sange som Paul Simons med afrikanske rytmer og hvis bare jeg kunne få halvdelen af Joni Mitchells musikalske evner skulle det nok gå alt sammen. Jeg spillede i skiftende bands med skiftende taktarter og mærkelige navne og processen var åbenbart vigtigere end resultatet.

Min klassiske pladesamling blev for alvor grundlagt da jeg var statist i musikvideoer og skulle betales i naturalier. 80'er pop blev udskiftet med Bachs Brandenburgkoncerter, Debussy og Satie. Senere til klavereksamen på universitetet spillede jeg Tjajkovskijs Årstider og kom til at tænke på min første klaverlærer der pushede Oscar Peterson til mig.

Jeg holder stadig af efteråret, Vivaldi, Elton John og Tower of Power. Båndoptageren har jeg ikke mere, men jeg har set den på teknisk museum i Prag.

- Carsten Wolf Andersen

P2 LIVE



lige nu
Det´ dansk

Musik af danske komponister eller spillet af danske musikere. Sådan lyder det på cd og i koncertsale. Vært: Mette Greiffenberg. www.dr.dk/p2 (Sendt første gang 4. oktober). (Sendes også 00.05).