Flyv igennem det nye kolossale koncerthus – lige syd for grænsen

Se video og billeder af Elbphilharmonie, der både har enorme ambitioner for Hamborg – og budgetoverskridelser.

Endelig er det færdigt!

Onsdag aften markerer tonerne af Wagner, Beethoven, Britten og Messian åbningen af Elbphilharmonien, et mastodontisk koncerthus i Hamborg, lige syd for den danske grænse.

Elphi, som tyskerne kalder det, rækker 110 meter op mod himlen over Hamborg, har plads til over 2.000 publikummer og ligger som et musikalsk flagskib midt i Hamborgs havn.

Men det har krævet blod, sved og alt for mange milliarder: Elbphilharmonie skulle faktisk have stået færdigt i 2010, og prisen er blevet 6,4 i stedet for de planlagte 2 milliarder kroner. Alt i alt en stor skandale i Tyskland.

Den nye bygning bliver et vartegn, der rent arkitektonisk er virkelig flot tænkt.

per erik veng

Samme udfordring som Operaen i Sydney

Ambitionsniveauet for Elbphilharmonie er mindst lige så stort: Hamborg vil med det nye musikhus som vartegn være Tysklands førende musikby i 2025.

Men det mål ligger bare ikke lige for, nødvendigvis.

Hamborg er godt nok musicalby nummer eins i Tyskland, og den rytmiske musik står også stærkt. Den klassiske scene klarer sig også godt, men det kommer til at kræve en kæmpe indsats at hamle op med konkurrenterne i Berlin, Dresden og München.

Det er de tyske byer, der i dag er de foretrukne destinationer for musikturister med øre for klassisk musik og opera.

Ifølge Per Erik Veng, direktør for Det Danske Kulturinstitut i Bruxelles, kan man sammenligne det med Operahuset i Sydney, som også er et ikonografisk byggeri og et vartegn for byen:

- Der har det haltet gevaldigt med at få et matchende indhold i formfuldendte rammer. Den samme udfordring står man nu med i Hamborg, siger Per Erik Veng.

Hamborg på det kulturelle landkort

Udover den spritnye Elbphilharmonie har Hamborg også den berømte Laeizhalle – en gammel koncertsal der overlevede 2. verdenskrig, og som er berømt for sin gode akustik.

Planerne er at fortsætte aktiviteterne i Laeizhalle, og dermed er man måske i færd med at skabe en overkapacitet af koncertsæder i Hamborg.

- Vi har jo set noget lignende i København, hvor man i 00’erne troede at man kunne gå på vandet, siger Per Erik Veng, der selv chef for DR SymfoniOrkestret i årerne omkring byggeriet af DR’s koncerthus.

- Der talte man også om overkapacitet, idet man både byggede en ny opera og et nyt koncerthus. Og nu hvor der skal spares på kulturen begynder sæderne ganske rigtigt at stå tomme en stor del af tiden, især i Operaen på Holmen.

Vi har jo set noget lignende i København, hvor man i 00’erne troede at man kunne gå på vandet.

per erik veng

Når champagneboblerne er bruset af, skal Hamborg altså virkelig kæmpe for det, hvis de reelt har ambitioner om en klassisk profil. Men samtidig har byen nu en unik mulighed, understreger Per Erik Veng:

- Det er en fantastisk chance for Hamburg til at markere sig. Den nye bygning bliver et vartegn, der rent arkitektonisk er virkelig flot tænkt. Den giver Hamborg mulighed for at komme på landkortet nu, også med en kulturel dagsorden, siger han.

P2 sender direkte fra åbningen af Elbphilharmonien onsdag 11. januar kl. 20. På programmet er bl.a. musik af Wagner, Beethoven, Britten og Messiaen.

P2 LIVE



lige nu
P2 Koncerten

Sommerkoncerter på Langeland i 40 år (1:2). Koncertserien, der gennem årene har bragt et utal af internationale stjerner til Langeland, fejrer i år 40-års jubilæum i selskab med bl.a.: Sangerne, Angelika Kirchschlager og James Gilchrist, cellisten Pieter Wispelwey, pianisten Julius Drake, samt Doric String Quartet. Musik af bl.a.: Schumann, Mozart, Respighi, Vaughan Williiams og Bach. (Bøstrup Kirke 16. juni). Vært: Klaus Møller-Jørgensen. www.dr.dk/p2koncerten (Sendt første gang 19. juni).