Glenn tog en 200 år gammel klaver-øvelse – og gjorde den til et mesterværk

Glenn Gould gik altid med handsker - og gjorde Goldbergvariationerne til et mesterværk. Det fascinerer Kristian Leth så meget, at han nu laver radio om historien.

(Foto: Michael Ochs Archives)

Lyt til musikken, mens du læser om den:

Glenn Gould: Goldberg Variations BWV 988 / Variation XXV. Adagio (1955)

I 1955 gjorde pladeselskabet Columbia Records lidt af et scoop: De tegnede kontrakt med den bare 22-årige pianist Glenn Gould.

Men nogen i Columbias kontorer fik nok cigarrøgen galt i halsen, da de hørte om Goulds valg til første indspilning: Bachs 200 år gamle ’Goldbergvariationer’.

Dem var der ikke mange, der havde indspillet før – otte pianister, måske, og uden succes. Rent faktisk hedder Bachs små, gentagende melodier også "Clavier Übung" (klaverøvelser) på titelbladet.

Kristian Leth

Kristian Leth (født 1980) er musiker, forfatter og radiojournalist - og har blandt andet lavet flere radioserier og podcasts om musik.

Leth er kendt som forsanger i bandet The William Blakes, har udgivet flere bøger - og laver blandt andet podcast-serien Album om alt fra Aretha Franklin til Sonic Youth.

I 2014 modtog P2-programmet 'Wagners Ringen ifølge Kristian Leth' den fornemme Prix Italia for bedste radioprogram om musik.

Første program i radio-serien 'Kristian Leth og outsideren' sendes på P2 søndag den 8. januar klokken 18.03.

Men over syv dage i juni måned omdannede Glenn Gould ’Goldbergvariationerne’ til et uomgængeligt mesterværk - og en af de bedste og mest solgte klassiske plader nogensinde.

Efter Gould vil alle spille Goldberg

​- Columbia giver ham lov til det. Og så bliver det sådan et værk, som alle store pianister skal røre ved, og som man skal ind over det mindst én gang i sin karriere, siger Kristian Leth

Han er så fascineret af historien, at han nu laver fire radioudsendelser om Glenn Goulds indspilninger af Goldbergvariationerne.

- Det er nogle klaverstykker, der i sin tid er blevet lavet med en meget nøgtern ambition om at have noget at spille. De var måske ikke engang rigtig tænkt til fremvisning, siger Kristian Leth.

- De indspilninger, der er lavet før Glenn Gould, lyder helt vildt langt ude. Det er dybt fascinerende, at man har det her mesterværk, som ikke rigtig eksisterer i den offentlige bevidsthed, indtil Gould indspiller dem.

Badede hænderne i varmt vand og tog piller

Kristian Leth har tidligere lavet en prisbelønnet radioserie for P2 om Wagners ’Ringen’. Og han har lavet podcasts om musik, der spænder fra middelalderen til Bruno Mars.

De indspilninger, der er lavet før Glenn Gould, lyder helt vildt langt ude.

kristian leth

Men det er altid fascinationen af værket, mere end en bestemt type musik, der er drivkraften for ham.

I tilfældet Gould og Goldberg er der også masser at blive fascineret af. Gould badede sin hænder i varmt vand inden han satte sig til klaveret, og trænede sin fingre i let, hurtigt spil med en speciel tryk-teknik, hvor man trykker med den frie hånds fingre oven på den hånd, der rører tangenterne (se en video af det her ).

Desuden var han lidt af en excentriker, gik altid i vintertøj og med handsker på hænderne. Livet igennem var han så bange for sit helbred, at han endte med at tage piller imod bivirkningerne af de piller, han tog. Det var muligvis medvirkende årsag til hans død.

Glenn Gould med Beethoven og handsker i 1958. (Foto: Don Hunstein)

Glenn Gould

  • Glenn Gould (1932-1982) var en af de mest kendte klassiske pianister i det 20. århundrede.
  • Han gjorde sig bemærket med opsigtsvækkende teknisk kunnen på tangenterne – blandt andet i sine tolkninger af Bach.
  • Gould indspillede i løbet af sin 26 år lange pladekarriere også blandt andet Beethoven, Mozart, Schoenberg og Richard Strauss.
  • Glenn Gloud fik et slagtilfælde bare to dage efter sin 50 års fødselsdag og døde en uge senere.

Men for Kristian Leth er det også hele spørgsmålet om den ”geniale” kunstner, der fascinerer. For i Goldberg-variationerne er der to genier: Komponisten Bach og klavervirtuosen Gould. Og spørgsmålet om, hvem der egentlig har skabt værket, står pivåbent mellem Glenn Goulds toner fra 1955 og Bachs noder fra 1700-tallet:

Man har en ide om, at komponisten er et gudgivet geni ... Men Bachs ide var slet ikke at spille de her koncerter.

kristian Leth

- Man har en ide om, at komponisten er et gudgivet geni, der har udtænkt det hele. Men Bachs ide var slet ikke at spille det her værk - så det her var tydeligvis ikke det, han havde udtænkt, siger Kristian Leth.

Sindssyg ild gennem klaveret

Ikke nok med det: Goldberg-variationerne blev endnu mere mytiske, da Glenn Gould indspillede dem på ny i 1981, som noget af det sidste før sin død. For selvom den sene indspilning er meget anderledes end den første, er den også i sig selv mesterlig.

- Den første er fuldstændig sindssyg radikal, ekvilibristisk og blæser som en ild. Og så har du den anden, som har 30 år mere på bagen og et levet liv, en helt anden form for indsigt, siger Kristian Leth.

Han har spurgt alle, han har interviewet til programmerne, om deres yndlingsversion. Og svarene varierer meget.

Bach og Goldberg

  • Johann Sebastian Bach (1685 – 1750) er den klassiske musiks store faderfigur. Bachs musik er så genial, at den er blevet til musikalsk lov.
  • Bach skrev over 1.000 værker, heriblandt de overvældende ’Matthæuspassionen’ og ’Johannespassionen’. Hans kirkemusik gør ham til den største protestantiske komponist nogensinde.
  • Goldberg-variationerne blev udgivet første gang i 1741. Ifølge en 1802-biografi om Bach blev variationerne skrevet til cembalisten Johann Gottlieb Goldberg, men det er omstridt, om det passer. Goldberg var eksempelvis kun 14 år gammel, da variationerne blev skrevet.
  • Læs vores portræt af Bach her.

- Jeg tror, det er bedre, jeg holder den for mig selv, siger Kristian Leth. Han vil heller ikke give vejledning i, hvad man som lytter skal ”få ud af” Goldbergvariationerne:

- Det er så individuelt. Og det, der tit går galt, når man skal formidle musik, er, at man siger ”alle kan høre, at det her er god musik”. Det er løgn. Sådan fungerer musik ikke, siger Kristian Leth og vender tilbage til det med fascinationen:

- I virkeligheden er det den, der driver værket og afgør, om du reelt kan lytte til noget. Det eneste jeg kan gøre, er at forklare, hvorfor jeg selv er fascineret. Det kan forhåbentlig også gøre andre fascinerede, siger han.

Første program i radioserien 'Kristian Leth og outsideren' sendes på P2 søndag den 8. januar klokken 18.03.