Horowitz spiller The Stars And Stripes Forever

Det er februar, året er 1978.

Den amerikanske præsident, Jimmy Carter, har inviteret den russiskfødte pianist Vladimir Horowitz til at spille i Det Hvide Hus.

Klassiske Legender

Gennem 10 uger beskriver P2 og dr.dk/klassisk 10 legendariske personligheder fra den klassiske musik i det 20. århundrede.

Du kan læse om alle legenderne her på dr.dk/klassisk - og høre udsendelserne hver søndag klokken 19.20 på P2 og på podcast.

Klik og lyt.

Blandt publikum sidder prominente musikere som Samuel Barber og Mstislav Rostropovich side om side med højtstående ministre og senatorer.

Koncerten sendes direkte i TV i hele USA. I døgnet op til koncerten har præsidenten personligt hjulpet sit musikalske idol med at flytte tæpper og møbler, så akustikken i East Room bliver optimal. Han har lovprist Horowitz som ven og national skat.

Nu ved alverden, at Jimmy Carter er Horowitz-fan.

Horowitz indleder med en musikalsk hyldest til det land og den kultur, han elsker og forstår bedre end noget andet. Den ukrainskfødte pianist er blevet superstar i det forjættede land, og efter koncerten kan han sætte svimlende 150.000 dollars ind på kontoen.

Men da præsident Carter holder takketale, kigger Horowitz distræt væk:

- Der har aldrig været en bedre optræden i Det Hvide Hus end i dag, siger præsidenten.

Artiklen fortsætter under billedet.

Horowitz og hans kone sammen med præsident Carter i et muntert øjeblik i Det Hvide Hus, 25. februar 1978.

Horowitz står lige bag ham, side om side med sin hustru Wanda. Han smiler åndsfraværende, og tænker måske at præsidentens roser er falske. Han hvisker noget til Wanda. Hun ser ikke glad ud. Hun kender ham som kunstner og som menneske. Og hun hørte det også ved koncerten. Han indfriede ikke sine egne kunstneriske krav.

Horowitz satsede alt til koncerten. Som han altid gør. Det mislykkedes denne gang, og det kunne meget vel igen kaste skygger over den store kunstners liv. Vil dæmoner, mindreværdskomplekser selvbebrejdelse kaste ham ud i en ny menneskelig nedtur?

Endeløse afskedskoncerter og comebacks

Vladimir Horowitz er ikke en perfekt pianist. Men han er den perfekte kunstner. Hans scenenærvær, hans klangfarver og hans formidable evne til at kaste nyt lys på romantiske værker af Schumann, Chopin, Liszt og Rachmaninov er uden sidestykke i det 20. århundrede.

Han er en excentrisk pianist, altid på jagt efter det sublime.Hæsblæsende oktavskalaer skifter på et splitsekund til fremhævelsen af en mørk mellemstemme. Han spiller uden sikkerhedsnet.

Sandheden er at han aldrig fik et blivende comeback. Nedturene vendte altid tilbage.

Men når han falder, har det store menneskelige omkostninger.

Derfor er historien om Vladimir Horowitz ikke bare historien om en genial pianist. Det er også historien om kompromisløshedens pris.

Mens penge og prestige vælter ind og publikum og pladeproducere hylder hans spil, oplever Horowitz i stigende grad, at de mørke mellemstemmer og den dæmoniske ild, der gør ham berømt som pianist, gang på gang kaster ham ud i depressioner og dødstanker, og tvinger ham ud i årelange pauser.

Artiklen fortsætter under billedet.

Vladimir Horowitz på et billede fra 1920, hvor han i udpræget grad ligner et af sine forbilleder, den polske pianist Frederic Chopin.

Men Horowitz er også et produkt af en kommerciel amerikansk mediekultur, hvor både ridser og i lakken og dybe sår kan bruges aktivt til markedsføring.

Aldrig har en kunstner annonceret så mange comebacks som Horowitz. Og aldrig har en kunstner annonceret så mange afskedsturneer.

Sandheden er at han aldrig fik et blivende comeback. Nedturene vendte altid tilbage. Og alligevel blev afskedsturnéerne aldrig afskeden. Han fortsatte med at slippe dæmoner løs ved klaveret indtil fire dage før sin dødsdag 5. november 1989.

Næsten naturstridig poesi og forfængelighed

Et fotografi viser den unge Vladimir Horowitz i 1920.

Ligheden med hans forbillede, komponisten Frederic Chopin, er åbenlys. Og det er helt bevidst: Horowitz søger tilflugt i Chopins drømmeverden af skønhed og skrøbelighed – en drømmeverden der står i skarp kontrast til den virkelige verdens brutalitet i Ukraine i 1920.

Hans tekniske formåen er ubegrænset, og hans nuancer og klangfarver er magiske.

Billedet stammer fra Horowitzs officielle debut: 17 år gammel spiller han sin første solokoncert i hjembyen Kiev. Den æstetiske teenager bliver en sensation, selvom hans teknik på papiret er helt forkert. Et lavt håndled, lange slanke fingre, der spiller fladt, udstrakt, på tangenterne. Lillefingeren er krøllet sammen inde i hånden, og folder sig ud og bider som en slange, når den skal spille.

Men det virker for Horowitz. Hans tekniske formåen er ubegrænset, og hans nuancer og klangfarver er magiske.

Hans poesi og forfængelighed grænser til det naturstridige, og rygtet om ham er allerede i gang med at nå rundt i hele verden.

Horowitz spiller Chopin - Ballade nr. 1 i g-mol

Da komponisten og pianisten Skrjabin hørte den 10-årige Horowitz, udnævnte han ham til det største talent, han nogensinde havde hørt.

Som 19-årig bryder Horowitz lydmuren med mere end 20 timers koncertrepertoire i Leningrad og Petrograd. Og da den 25-årige Horowitz i 1928 tager til USA, er det med et umenneskeligt turnéprogram fra Paris, Hamburg og London i bagagen. Men også med stjernespækkede anmeldelser fra Portugal, England, Italien, Tyskland, Norge og Sverige: Hver og én beskriver Horowitz som et fænomen - en komet, en excentriker. Den fuldkomne pianist.

Rachmaninov bliver hans far i musikken

I USA skal Horowitz spille Tjajkovskijs Klaverkoncert i Carnegie Hall, og det er ikke utænkeligt, at han allerede inden ankomsten leger med tanken om at blive i USA, hvis koncerten bliver en succes.

- Situationen i Europa nærmer sig Götterdämmerung, Ragnarok, fortalte han med henvisning til Wagners undergangsopera som Tysklands nye, stærke mand, Adolf Hitler beundrede.

Horowitz føler nok instinktivt, at et fremtidigt liv i USA kan hjælpes på vej af Rachmaninov. Ved ankomsten til New York opsøger han sit store idol.

Horowitz fotograferet i 1931.

- Jeg var skræmt til døde. Jeg vidste at Rachmaninov var anti-semitisk og anti-kommunistisk, har Horowitz senere sagt:

- Rachmaninov var sikker på, at jøderne stod bag den kommunistiske revolution. Men han var høflig, og vi talte om musik. Han tilbød at spille orkesterstemmen, hvis jeg ville spille hans tredje klaverkoncert.

To år senere, i 1930, indspiller Horowitz som den første nogensinde Rachmaninovs 3. klaverkoncert. Det bliver den ultimative amerikanske triumf for både solist og komponist.

USA er kort tid senere Horowitz’ hjemland. Rachmaninov er hans ven, eller som han selv sagde: Han er min far i musikken.

Horowitz spiller Rachmaninov - Klaverkoncert nr. 3 i d-mol

Og alt går planmæssigt. Fra 1928 og syv år frem spiller han 350 koncerter alene i USA. Honoraret stiger til 1500 dollars pr. koncert.

Den verdensfjerne drømmer bliver en velhavende mand, og han bliver nærmest huspianist i USA's mest prestigefyldte koncertsal: Carnegie Hall. Her når han at spille næsten 100 koncerter.

Gifter sig ind i Toscanini-familien

En anden musikalsk europæer har også slået sig ned i New York. Han hedder Arturo Toscanini, han er italiener og en frygtet tyran med et iltert temperament. Men han er også en stor dirigent og en magtfuld musiker. Og han har respekt for Horowitz.

Horowitz kan ikke klare sig uden sin hustru. Hun er på en gang hans impressario, mentor, psykolog og livgiver.

Toscanini har en datter, Wanda. Hun hører Horowitz første gang i 1933. På én og samme aften spiller han to af den klassiske klaverlitteraturs mest frygtindgydende koncerter – Brahms’ anden klaverkoncert og Rachmaninovs tredje. Wanda er (som alle andre i salen) betaget.

Og sladderpressen kunne ikke have skrevet historien bedre selv, da Wanda og Horowitz annoncerer deres forlovelse i oktober 1933. Den djævelske pianist med den engleagtige udstråling skal giftes med den firskårne, lavstammede Wanda Toscanini med de nedadvendte mundvige og den frygtindgydende far.

På det tidspunkt er det allerede en offentlig kendt hemmelighed, at Horowitz er homoseksuel, og rygterne svirrer: Er Horowitz virkelig forelsket i Wanda? Eller gifter han sig primært for at få Toscanini som svigerfar?

Artillen fortsætter nedenfor.

Wanda Horowitz var nær sin mand stort set døgnet rundt i deres livslange ægteskab. Her modtager pianisten frihedsmedaljen fra den amerikanske præsident Reagan og hans kone, Nancy. (© WikiMedia Commons)

Men Horowitz og Wanda er gift resten af livet, og udvikler et symbiotisk forhold med Horowitzs karriere, op- og nedture som omdrejningspunkt.

Han er dybt afhængig af hende. Hun er sammen med ham 24 timer i døgnet, lytter og rådgiver når han øver sig og ledsager ham på turneer.

Forholdet emmer ikke udadtil af kærlighed og ømhed. Men det er tydeligt, at Horowitz ikke kan klare sig uden sin hustru. Hun er på en gang hans impressario, mentor, psykolog og livgiver. Hun kender sin mands dæmoner bedre end han selv, og selv i interviews blander hun sig i hans udtalelser.

Fra stor virtuos til musisk poet

Bryllupsgaven fra svigerfar Toscanini er en elfenbensskulptur, der har tilhørt både Wagner og Liszt. Den bliver begyndelsen på en overdådig kunstsamling. Horowitz-parret er æstetikere og bruger de svimlende koncerthonorarer på malerier og skulpturer. Deres lejlighed på Manhattan brydes af Picasso, Chagall, Monet og mange andre. I 50’erne er samlingen én af de største i New York.

Horowitz og Steinway

Den vigtigste bryllupsgave til Horowitz-parret kommer fra flygelfabrikanten Steinway & Sons, som forærer Horowitz et koncertflygel. De følgende 56 år spille Vladimir Horowitz aldrig på andet end et Steinway-flygel.

Horowitz er sygeligt besat af sit instrument. Hvordan det klinger, hvor tungt det er, hvilken sjæl der er i det. Han indgår snart en særaftale med Steinway om at kunne fragte sit eget elskede instrument med rundt på sine turnéer.

Samarbejdet mellem fabrikant og pianist er således frugtbart for begge parter. Horowitz er en medvirkende faktor til at Steinway bliver de største på markedet.

Et år senere føder Wanda datteren Sonia. Horowitz knytter sig aldrig for alvor til datteren. Det er til gengæld som om familieforøgelsen også bringer en dæmon ind i Horowitzs liv. Det er netop nu det for alvor begynder at gå skævt.

I to år spiller han ingen koncerter. Han holder sig inden døre mens han kæmper med depression og dødstrang. Rachmaninov agerer krisepsykolog og giver ham et råd: Stop oktavræset.

Horowitz forstår hvad han mener. Han er blevet for gammel til kun at være berømt for sine hurtige oktaver. Virtuositet kan være fint nok, men pludselig skammer han sig over det. Han vil jo være kunstner. Han vil være en musisk poet.

Beslutningen får konsekvenser. Repertoiret bliver mere indadvendt, hans spillestil bliver mere åndfuld.

Fra at have spillet op mod 70 koncerter om året, spiller han nu kun 25.

Økonomisk har det ingen betydning. Horowitz har allerede tjent nok til resten af livet. Og de få koncerter han nu spiller får status af eksklusivitet med tårnhøje billetpriser og store honorarer. Horowitz skaber en mytisk aura om sig selv. Publikum og medier elsker det.

Alkohol og selvransagelse

Ved jubilæumskoncerten i 1953 (25-året for Horowitzs debut i Carnegie Hall) går det galt igen. Forventningerne til jubilæumskoncerten er astronomiske. Præcis som billetprisen.

Men Horowitz er ikke i mental balance. Den seneste tid har været opslidende. Han og Wanda er stadig gift, men de har ikke boet samme i fire år. Sonia er på kostskole. Han ved ikke præcis hvor.

Mennesket Horowitz bliver knust af pianisten Horowitz. Og hver gang rejser han sig igen.

Han føler sig tom, sætter sig tungt i sædet. I 15 år har han nu jagtet et mere åndfuldt og mindre virtuost udtryk. Nu gælder det det mest åndfulde og mindst virtuose af alle værker: Schuberts sonate i B-dur. Den varer 35 minutter, men der går ikke 35 sekunder før han mærker det: Ånden har forladt ham igen.

Koncerten bliver en katastrofe, og den efterfølgende kritik er sønderlæmmende. Den efterfølgende tid lukker Horowitz sig inde i sit soveværelse. Wanda er tilbage ved hans side. Også hun er inden døre konstant i seks måneder.

Horowitz spiller Schubert - Klaversonate i B-dur

Alkohol hjælper ham til at glemme. Det samme gør hasardspil. Kunstsamlingen skrumper ind. Horowitz har brug for pengene.

Når han er ædru ransager han konstant sit sind og sit spil. Hvilken pianist er han egentlig? Han vil give publikum det ultimative, det de ikke troede muligt.

Han føler sig nødsaget til at gå til musikalske ekstremer. Men det indebærer en risiko. Uden autopilot er der ikke noget at falde tilbage på. Og så gør selv et enkelt fejlslag ondt. Han kan ikke være anderledes som kunstner, men mennesket bag kan ikke klare presset.

Artiklen fortsætter nedenfor.

Og Horowitz har ikke haft sin sidste kunstneriske nedtur. I 1969 er den gal igen. Denne gang er han væk i fire år. Det samme sker i 1979 og et år frem. Årsagerne er altid de samme: Mennesket Horowitz bliver knust af pianisten Horowitz. Og hver gang rejser han sig igen. Bruger mystikken om sin person til markedsføring.

Strategien virker. Pladeselskaber og publikum flokkes om ham. Hans koncerter bliver udgivet på LP. Han er mere produktiv end han har været i 45 år. Og han er rig som en Hollywood-skuespiller.

Det sidste årti frem mod hans død i 1989 bliver et triumftog. Horowitz spiller muligvis ikke ligeså godt som han har gjort, men han er et ikon, og hver eneste koncert er en sensation.

I dag betragtes han som den sidste repræsentant for den gamle skole. Horowitz - pianisten der nægtede at lade sig polere. Som pianist var han formidabel, men han var også en skrøbelig kunstner, holdt til tangenterne af splittelsen i sit indre.

Hør udsendelsen om Vladimir Horowitz i P2 søndag 10. september kl. 19.20 og på dr.dk/radio.

P2 LIVE



lige nu
P2 Guldkoncerten

Klassiske legender: Mstislav Rostropovitj - Cellist over alle grænser. I august 1968 stod cellisten Mstislav Rostropovitj (1927-2007) på scenen ved The Proms i London samtidig med, at sovjetiske tanks rullede ind over grænsen til Tjekkoslovakiet. Indenfor var publikum ellevilde, udenfor var der demonstrationer. Mstislav Rostropovitj var en af de 20. århundredes mest indflydelsesrige cellister, en inspiration for generationer af musikere og tidens komponister. Men hans ukuelige tro på menneskerettigheder og støtte til opponenter førte til tiltagende chikane fra det sovjetiske styre, og i 1974 valgte Rostropovitj endegyldigt side og emigrerede til USA. Her som solist i: Dvorák: Cellokoncert. USSR's Symfoniorkester. Dirigent: Jevgenij Svetlanov. (London 1968). Prokofjev: Sinfonia Concertante. Moskva Filharmonikerne. Dirigent: Kiril Kondrasjin. (Moskva 1972). Sjostakovitj: Cellokoncert nr. 1. USSR's Symfoniorkester. Dirigent: Gennadij Roshdestvenskij. (Rusland 1961). Vært: Esben Tange. www.dr.dk/p2koncerten