Jacqueline du Pré blev indbegrebet af klassisk musik i 1960’erne med rockn’roll, frihed, oprør og en finger til autoriterne.

Og med ægtemanden Daniel Barenboim blev hun en international celebrity, mens hun samtidig havde imaget som hele Englands søde, dygtige Jackie.

Klassiske legender

Gennem 10 uger beskriver P2 og dr.dk/klassisk 10 legendariske personligheder fra den klassiske musik i det 20. århundrede.

Du kan læse om alle legenderne her på dr.dk/klassisk - og høre udsendelserne hver søndag klokken 19.20 på P2 og på podcast.

Klik og lyt.

Hun var fra starten en færdig musiker med et unikt udtryk. En stor klang, en overlegen teknik og en følsomhed der vibrerede.

Nogle gange lige på kanten til det vulgære, men folk var ellevilde med det. Hun var rock’n roll og en fri kvinde. Håret sad løst, og flagrede om hende når hun spillede.

Derfor er kontrasten også hård til det interview hun giver i 1980.

Håret sidder stadig løst, men Jacqueline du Pré er ikke fri længere. Hun er 35 år gammel, og sidder i rullestol. Det har hun gjort i næsten syv år. Hun kommer ikke ud af den igen. Hendes mand bor i Paris med en anden kvinde.

Det er den korte historie om Jacqueline du Pré. Den unge verdensstjerne der fik sclerose og endte i rullestol, da det hele ellers lige var begyndt. Men der er heldigvis også den lidt længere historie:

Et menneske uden filter,

En historie om en musiker der med sit rå, virtuose spil satte ild til den klassiske musik og til en helt ny generation af lyttere. En vild kunstner, et menneske uden filter, med lys og smil i øjnene, og mørke og depressioner inde bagved.

Et kompromisløst menneske der, så længe det varede, ikke kunne andet end at spille.

Jacqueline du Pré som solist i Elgars Cellokoncert (1965)

En gammel mands farvel bliver fyldt med ungdom

Allerede som helt ung er Jacqueline du Pré et særligt musikalsk talent. Hun får en cello i hånden som 4-årig. Hun har hørt lyden i radioen og sagt, at sådan en vil hun gerne have. Det er som om hun bliver en anden person i det øjeblik. Musikken strømmer ud af hende.

I skolen er hun bagud og føler sig udenfor. Hverken fagene eller de andre elever siger hende noget som helst. Hendes mor tager affære og melder hende ud dagen før hendes 15-års fødselsdag.

Hun har ingen eksamen og ingen almen viden. Det fortryder hun senere, men lige nu vil hun bare gerne ud og spille - kommunikere på sine egne præmisser i et sprog der er hendes.

Ikonisk: Jacqueline du Pré fotograferet i 1967. (Foto: Erich Auerbach/Hulton Archive/Getty Images)

Hun debuterer offentligt 16 år gammel i 1961, i en stuvende fuld Wigmore Hall i London, og året efter er hun solist i Elgars Cellokoncert. Det er den engelske komponists sidste værk – skrevet i efterdønningerne af 1. verdenskrig, og et vemodigt farvel til den gamle verden.

Koncerten er en sensation. Jacqueline du Pré giver den fuld skrue i følelser og melankoli. Den gamle komponists farvel bliver formidlet af en levende, ung kvinde, med hud og hår og personlighed. Den klassiske musik er pludselig blevet moderne.

Det er en ny tid. De forsigtige 1950’ere er forbi, 1960’erne er marcheret ind med popmusik og løse hofter - sex drugs and rock’n roll. London er centrum for mode, film og nye bands der vælter frem – The Beatles, The Kings, The Who. Swingin’ London - musikkens metropol.

Jackie i Sarabanden fra Bachs Cellosuite nr. 1 G-dur

Og det nye, unge publikum elsker Jacqueline du Pré eller Jackie, som de kalder hende. Hun taler deres sprog, når hun sidder på scenen og vugger med hele kroppen, fuldstændig som Mick Jagger og Rolling Stones, der indtager scenen samme år.

Jacqueline du Pré giver den fuld skrue i følelser og melankoli.

Hun bliver nationens stolthed - et symbol på et land, der har rejst sig fra fortiden, og nu buldrer ind i fremtiden.

Sådan ser det i hvert fald ud på overfladen. Indvendigt er Jacquline du Pré ikke helt så sikker. Hun synker ned i et sort hul ovenpå orkesterdebuten i 1962. Vil hun overhovedet spille cello? Hun føler ikke at hun har noget valg. Der er så mange, der har investeret i hende.

Så Jacqueline indspiller Bachs solosuiter, og insisterer på tragedien i musikken. Ingen akademiske øvelser her - det bliver hendes varemærke.

Unge elskende - og verdensstjerner: Daniel Barenboim og Jacqueline du Pré. (Foto: Jeremy Fletcher/ Getty Images)

I 1966 tager hun til Moskva og studerer hos den store russiske cellist Mstislav Rostropovitj. Han er ligeså stærk en personlighed som hun selv, og han forsøger ikke at lave hende om på hende.

De er på bølgelængde med det samme. Hun kalder ham "Slava", og han kalder hende "Jackusenka".

Efter ni måneder tager hun hjem til England, med kufferten fuld af russiske cellokoncerter og en nyvunden selvtillid. Hun blev født som fuldblodsmusiker, men nu tør hun endelig at stå ved det, og leve det ud.

Jacqueline og Daniel – århundredets par

I London møder hun den unge gulddreng, pianisten og dirigenten Daniel Barenboim. De mødes hos pianisten Fou Ts'ong, hvor flere af tidens musikere og kunstnere kommer.

Barenboim har hørt om Jackie, og er spændt på at møde hende. Nu står han så i stuen, og ser en ret stor, ung kvinde, der ligger på en sofa. - Du ligner ikke en cellist, siger han til hende. Hun rejser sig og tager sin cello, og de begynder at spille Brahms.

De spiller i fire timer, uden at sige så meget. De andre kunne lige så godt ikke have været der.

Brahms: Cellosonate nr. 2 i F-dur - med Daniel Barenboim ved klaveret

Daniel Barenboim og Jacqueline du Pré. Den klassiske verden har ikke set noget lignende. Han - et vidunderbarn fra Israel, opvokset i et kulturelt overklassehjem i Argentina. Færdes hjemmevant i 6-7 forskellige sprog. Hun - hele Englands søde Jackie, der har taget verden med storm.

Og pressen går selvfølgelig amok. Det her er en sællert. "The golden couple" poserer som moderne popstars: Hun i moderigtig cottoncoat med bælte og lårkort nederdel, udslået hår selvfølgelig. Han i trendy rullekrave med bakkenbarter.

De komplementerer hinanden, og musikalsk set er de fuldstændig jævnbyrdige. Daniel Barenboims kølige, analytiske overblik skaber en perfekt ramme for Jacqueline du Prés kompromisløse intensitet. Inden der er gået en måned taler de om ægteskab.

Smil og latter: Barenboim og Du Pre i en sofa i London 1973. (Foto: Erich Auerbach/Hulton Archive)

Men 60’erne er ikke bare popmusik og løst hår. Det er også en eskalerende konflikt i Mellemøsten, og 5. juni 1967 er seksdageskrigen i Israel en realitet. Kampen om landet, og kampen om byen Jerusalem.

En uge tidligere er Daniel Barenboim landet i Tel Aviv for at støtte de israelske soldater, og med sig har han sin unge kæreste Jackie. De spiller koncerter næsten uden ophør, alene eller med Israel Filharmonikerne. Imens ruller tanks frem mod grænsen, og granater og bomber begynder at falde.

Stemningen er euforisk, da Israel vinder krigen og dermed adgangen til Jerusalem og Grædemuren. Midt i euforien, omgivet af Israels spidser, bliver Barenboim og Jackie gift ved en ortodoks, jødisk ceremoni. Jackie bliver omfavnet af Daniels jødiske familie, og konverterer til jødedommen overnight. Parret hyldes som symbol for den triumferende unge nation.

Spiller i bare tæer for at mærke gulvet

Med Barenboim ved sin side bliver Jacqueline du Pré en del af det internationale jetset. Der er knald på, med festivaler, koncerter, indspilninger og hele den sociale del - nachspiel og afterparties. Hun nyder det i fulde drag.

Det er Daniel, der fuldstændigt kører hendes karriere nu. Hun bliver fast solist med Det Engelske Kammerorkester som han dirigerer fra klaveret. Og det er efterhånden primært hans venner som kommer på besøg i hjemmet. Det er dem hun spiller med, dem hun fester med.

Du har mindre energi end min mor, Daniel Barenboim om Du Pré

Men i forhold til Daniel Barenboims vennekreds er Jackie forrygende naiv, og hun begynder igen at tvivle på, hvilken retning hun skal gå. Hun er på højden af sin karriere, men er ikke helt sig selv.

Og så ved hun ikke, hvad der sker med hende. Nogle dage er det som om hun er lam i den ene side. Følelsen i fødderne forsvinder. Hun må spille med bare tæer for overhovedet at mærke gulvet. Og der er dage, hvor hun svimler rundt som om hun har drukket.

Og efter de første hæsblæsende år begynder ægteskabet at halte. Hun er træt og kan slet ikke holde sin mands kadence. Hun vakler i seng så snart de har spillet.

Han kan ikke genkende hende: - Du har mindre energi end min mor, siger han.

Lægerne taler om stress, om depression, om overanstrengelse. Selv tænker hun, at det manglende fodfæste måske skyldes hendes dominerende mand. Så hun flytter, netop som de skal til at holde en fælles tre måneders sabbat.

Hun flytter ind hos sin søster Hilary, der har fire børn og er gift med den karismatiske Kiffer – en rigmandssøn, luksushippie og amatørdirigent. Han og Jackie har en affære i 16 måneder. Han er meget optaget af tidens teorier om kernefamiliens snærende bånd.

Hilary ved det godt. Senere fortæller hun om det hele i en skandalesucces af en bog, som Jackie dog aldrig når at læse.

Vild og vovet: Jacqueline Du Pre under en koncert i London 1968. (Foto: David Farrell/Redferns)

Og tiden går, men den læger ikke alle sår. Jackie er ganske vist blevet forsonet med Barenboim, men der er verdener imellem dem nu. Hun har været sygemeldt med det pressen kalder seneskedehindebetændelse.

I januar 1973 forsøger hun med et stort comeback i USA og Canada, men det går ikke: ”Frøken du Pré skulle overveje at lægge bånd på sig selv, og i stedet tænke over de noder hun spiller”, skriver de i New York Times, og gyser over, hvor fejlbefængt og manieret hun spiller. Alt for meget, alt for overdrevet.

Kritikeren ved det selvfølgelig ikke: At det er fordi jacqueline du Pré næsten har mistet kræfterne i armene. For at kompensere trykker hun løs af alle kræfter, og det lyder rædsomt. Det kan selv hendes venner høre.

Hukommelsen, ordene og virkeligheden forsvinder

Hun giver op efter tre koncerter med New Yorker Filharmonikerne og Leonard Bernstein, hvor hun stort set ikke har kunnet mærke strengene. Derhjemme kan hun næsten ikke gå op ad trapperne og er efterhånden helt afhængig af sin mand.

Men han har jo sit. Han tager til Tel Aviv da der er optræk til endnu en krig. Derfor er han ikke hjemme da diagnosen endelig falder i oktober 1973: Dissemineret sclerose.

Jaqueline du Pré bliver kørt hjem i rullestol. En ung kvinde med et ældet ansigt. Håret er tyndt, huden er tynd og ansigtet en smule opsvulmet. Medicinen giver hende enorme humørsvingninger.

Du Pré forlader Buckingham Palace i 1976, hvor hun netop har modtaget ordenen Order of The British Empire fra dronningen. Det er Daniel Barenboim, der skubber rullestolen. (Foto: Evening Standard/Getty Images)

Hun er stadig gift med Daniel Barenboim, men han arbejder fast i Frankrig, og kommer kun hjem i weekenderne. Vennerne har prøvet at skærme hende fra det faktum, at han har stiftet ny familie dér.

Stemmen er udmattet og tøvende. Jacqueline du Pré virker til at falde i staver.

Med sit navn og sin berømmelse kaster Jacqueline du Pré lys på en sygdom som meget få kendte til dengang. Hun stifter en fond, der støtter sclerose-forskningen. Hun begynder også at undervise, for musikken er der endnu, og hendes masterclasses er et tilløbsstykke.

I december 1980 giver hun interview til tv. Optagelserne er langsomme, stemmen udmattet og tøvende. Jacqueline du Pré virker til at falde i staver undervejs.

Instruktøren kan ikke lave den dokumentar han drømmer om. Til gengæld får han nogle unikke optagelser med Jackie, hvor man måske forstår mere om livet med sclerose, selvom hun helst taler om musikken, og igen om sit forhold til Elgars Cellokoncert.

- Jeg elskede den koncert, siger hun - i datid. Det er 10-11 år siden hun har spillet den sidst, og i interviewet fortæller hun, at hun kæmper for at genopbygge de evner hun engang havde.

I årerne der følger mister hun hukommelsen, mister ordene, mister virkeligheden. Hendes mand når lige at komme tilbage 9. oktober 1987. Det er en mandag, og dér slutter det for Jacqueline du Pré.

Men musikken er blevet stående: Elgars cellokoncert, spillet med blod sved og tårer. En cellokoncert som hele verden pludselig fik ørerne op for. Som cellist har hun dannet skole, med sit viltre og kompromisløse spil. Hun var en rebel, der fik den klassiske musik ud til masserne.

Hun var ægte, og hun var sig selv.

P2 LIVE



lige nu
Det´ dansk

Musik af danske komponister eller spillet af danske musikere. Sådan lyder det på cd og i koncertsale. Vært: Eskild Winding. www.dr.dk/p2 (Genudsendelse fra 12.15).