13-årige Rune Leicht Lund vandt tv-programmet Vidunderbørn for halvandet år siden. Nu er han i konkurrence med talenter fra Kina og Italien.

Der er nerver på i Musikhuset Aarhus.

I alt 40 unge pianister fra hele verden dyster om en plads i finalen lørdag 18. marts 2017 i Aarhus Internationale Klaverkonkurrence. I alt er der 32.500 Euro på højkant i præmiepenge.

Blandt deltagerne var der tirsdag formiddag et ansigt, som mange danskere vil genkende fra tv-skærmene: 13-årige Rune Leicht Lund.

Første dansker i sin kategori

I efteråret 2015 tog den dengang 12-årige dreng Danmark med storm, når hans hænder blæste henover tangenterne i programmet ’Vidunderbørn’ på DR1.

I videoen ovenfor kan du se hans optræden fra konkurrencen i dag, hvor han spiller Chopins 'Fantasie Improptu'.

Deltagere i hans alderskategori kommer ellers fra blandt andet Kina, Rusland, USA og Italien. Rune Leicht Lund er én af de første danskere, der deltager i Aarhus-konkurrencens unge kategori for pianister på 11-16 år.

- Det er jeg meget stolt over, og jeg bliver rigtig glad, hvis jeg går hen og vinder, fortæller 13-årige Rune.

Han har lagt en strategi for, hvordan han kommer videre til anden runde, som udspiller sig på torsdag og fredag. Den går ud på, at han i første runde lægger ud med stykker, som han kender godt og har spillet i lang tid:

- På den måde er der større chancer for, at jeg går videre til anden runde, forklarer Rune, der efter sejren i Vidunderbørn også har spillet med DR SymfoniOrkestret på en sommerfestival for børn.

Glæder sig til at spille for dommere og publikum

I Aarhus Internationale Klaverkonkurrence har han blandt andet etuder af Chopin klar i ærmet, hvis han går videre til anden runde.

- Egentlig glæder jeg mig bare til at spille for dommere og publikum, for jeg elsker at spille klaver. Man kan udtrykke sig på så mange forskellige måder på et klaver, siger Rune, der blandt andet har øvet sig ved at give koncert flere gange, som en slags åben generalprøve.

- Så vænner man sig til at spille musikken på en scene foran et publikum, og så er der større chance for at det også går godt i konkurrencen, siger den 13-årige dansker.

I konkurrencen for de 17-21 årige er der også en anden dansker med, 21-årige Gustav Piekut. Hans optræden fra 1. runde kan du se lige her:

Gustav Piekut - AIPC 2017 - category B - 1st round

De indledende runder i Aarhus Internationale Klaverkonkurrence løber tirsdag-fredag (14.-17. marts 2017) i Musikhuset Aarhus. Konkurrencen er åben for publikum, og der er gratis adgang (dog ikke til finalen lørdag).