Kormusik hitter hos danskerne - her er 3 gode grunde til hvorfor

Hvis danskerne skal høre ny kompositionsmusik, skal det gerne være kor, viser P2s Publikumsbaskeren. Her er tre gode grunde til hvorfor.

Da Aarhus åbnede som Kulturhovedstad, fyldte 900 korsangere byen med 'Drømte mig en drøm i nat', Danmarks ældste melodi.

Men også når det gælder ny musik fra danske komponister, er det i høj grad korsangen, der giver genlyd.

Da P2 i efteråret bad lytterne om at stemme på nye danske værker i Publikumsbaskeren, endte kormusikken eksempelvis med at indtage fem af placeringerne på top 10.

En af forklaringerne kan være, at der er tusindvis af danskere, der synger i et utal af kor landet over, og som både synger og lytter til de nye værker, der bliver skrevet for kor.

Alene i organisationen Kor72 er der eksempelvis 10.000 aktive medlemmer - og også organisationer som Folkekirkens Ungdomskor, Dansk Sangerforbund, Dansk Arbejdersanger- og Musikerforbund, Danske Folkekor) og SYNG har rigtig mange danske korsangere som medlemmer.

Sang er et direkte instrument til mennesket. Noget vi alle indeholder.

pernille sejlund, komponist

Men der er også andre ting, der spiller ind. I hvert fald, når man spørger komponisten Pernille Sejlund og P2's Claus Berthelsen, der var vært på Publikumsbaskeren i 2016 - og igen i tre nye programmer, som du kan høre lige her.

De to kommer med samme grunde til, at kormusikken er et hit:

1. Der er tekst med

Kor har noget, instrumenter aldrig kan få: En stemme med sprog.

- Det kan godt være noget, der lokker husarerne til, at man kan forholde sig til noget andet end bare musikken alene. Der er måske en historie, der bliver fortalt i teksten, siger Claus Berthelsen.

Kormusik er et hit

Her er de fem placeringer i Publikumsbaskerens Top 10, der er kormusik:

1: Bo Gunge: Alting har en tid

4: Morten Lauridsen: Sure on this Shining Night

5: Ola Gjeilo: Northern Lights

7: Eriks Esenvalds: Magnificat

10: Peteris Vasks: Messe – Sanctus

Pernille Sejlund er enig:

- Det at synge er noget, alle kan forholde sig til. Sang er et direkte instrument til mennesket. Noget vi alle indeholder, siger hun.

2. Musikken er ikke svær

Mange af de danske kor er amatørkor - og det er komponisterne nødt til at tage hensyn til:

- Man må gå ud fra at, komponisten holder lidt igen med sine ambitioner om at gøre det svært og eksperimenterende.

Og det bekræfter Pernille Sejlund. Hun spørger ofte dirigenten, hvor koret har styrker og svagheder, så hun kan skrive musik, der passer til dem:

- Jeg er interesseret i at gøre noget, som de synes, de får optur af at synge, siger Pernille Sejlund.

3. Kor-komponister skriver intuitivt

Der er masser af eksperimenter i den nyere klassiske musik - også for kor. Men kor-komponisterne skriver ofte intuitivt noget, der er let tilgængeligt:

Jeg tror altid jeg ender med at finde ud af, at det med at være banebrydende ikke kommer først for mig.

pernille sejlund, komponist

- Musik, der på den ene side stryger lidt med hårene, men på den anden side har nogle særlige dissonanser, så man får fornemmelsen af, at det her er ny musik, siger Claus Berthelsen.

Også det genkender Pernille Sejlund:

- Jeg tror altid jeg ender med at finde ud af, at det med at være banebrydende ikke kommer først for mig. Det er mere noget med at få det til at klinge godt og understøtte det, der er i teksten, siger hun.

Artiklen er opdateret 17. marts: Tidligere fremgik det, atd er er mindst 10.000 korsangere i Danmark. Det tal er sandsynligvis væsentligt højere, hvilket fremgår af de nye afsnit i artiklen.

P2 LIVE



lige nu
Det´ dansk

Vi fejrer Fini Henriques 150 års fødselsdag. Musik af danske komponister eller spillet af danske musikere. Sådan lyder det på cd og i koncertsale. Vært: Mette Greiffenberg. www.dr.dk/p2 (Sendes også 00.05).