Krig og leukæmi kom i vejen for Bartók: Her er den bedste udgave af hans sidste toner

Béla Bartók manglede kun de sidste takter af en klaverkoncert, da han døde. Her er den bedste indspilning, valgt af Søndagsklassikerens panel.

Béla Bartók fotograferet ved klaveret i New York kort før sin død i 1945. (Foto: NYPL/Science Source)

Lyt til musikken mens du læser:

Bartók: Klaverkoncert nr 3 SZ 119 - Allegro vivace. Vladimir Ashkenazy med Georg Solti og London Filharmonikerne

​Omgivet af nodepapirer og pilleglas sad Béla Bartok afstivet i sengen. Svag i kroppen kæmpede han mod tiden og forsøgte til det sidste at færdiggøre sin tredje klaverkoncert.

Sådan fortæller vennen og eleven Tibor Serly om sit møde med Bartok på hvad der angiveligt var den 64-årige ungarnske komponists sidste aften i sit hjem i New York.

Det var midt i september 1945, og dagen efter blev Bartók indlagt på New Yorks West Side Hospital, syg af leukæmi - blodkræft. Her døde han kort tid efter, den 26. september, langt væk fra det Ungarn, han måtte forlade ved udbruddet af 2. verdenskrig.

Skrev klaverkoncert til sin kone

Der manglede 17 takter, da Bartók blev indlagt. Dem færdiggjorde Tibor Serly ud fra Bartóks skitser, og derfor er komponistens svanesang siden da indspillet igen og igen.

Bartóks 3. klaverkoncert

Søndagsklassikerens panel 12. februar bestod af: Skuespilleren Julie Agnete Vang, musikeren og dirigenten Erik Jakobsson og musikformidleren Finn Gravesen.

Vinderen blev:

Vladimir Ashkenazy med Georg Solti og London Filharmonikerne (Decca, 1978)

- Jazzen i den var en ung vred teenager, sagde Julie Agnete Vang og belønnede indspilningens "unge welschmertz" med et 9-tal.

Erik Jakobsson overgik med topkarakteren 10:

- Jeg synes, den har noget, som de helt moderne ikke har mere: Noget dynamik - de tør lade det stå som det er, sagde han.

De fire andre indspilninger i Søndagsklassikeren var:

1’eren:
Hélène Grimaud med Pierre Boulez og London Symfoniorkester (Deutsche Grammophon, 2004)

3’eren

Geza Anda med Ferenc Fricsay og RIAS Symfoniorkester (Deutsche Grammophon, 1959)

4’eren

András Schiff med Ivan Fischer og Budapest Festivalorkester (Teldec, 1996)

5’eren

Martha Argerich med Alexander Vedernikov og Orchestra della Svizzera Italiana (Deutsche Grammophon, 2007)

Som du kan læse om i faktaboksen her på siden, har Søndagsklassikerens panel nu gennemlyttet fem indspilninger og valgt deres favorit.

Bartók skrev klaverkoncerten i løbet af sin sidste sommer, som han tilbragte ved Saranac Lake i upstate New York. Den var ifølge flere Bartók-biografier tiltænkt hans kone, Ditta, der selv var pianist, men havde svært ved nogle af de udfordrende passager i hans to forrige klaverkoncerter.

Flygtede fra Ungarns nationalisme

Béla Bartók havde ellers haft en relativt lav produktivitet i sine første år i USA. I stedet for at komponere brugte han blandt andet tid på at forske i serbokroatisk folkemusik ved Colombia Universitet, sammen med Ditta.

Hvis han ikke rigtig kunne komponere i New York, var det måske også fordi opholdet langt fra var frivilligt: Bartók var der mest i landflygtighed, som en arg modstander af nationalismen i hjemlandet Ungarn - og nazismens indtog i Europa.

LYT Hør hele Søndagsklassikeren med Bartóks 3. klaverkoncert

Hans egen forskning i folkemusik i Europa var både blevet angrebet og forbudt i slutningen af 1930’erne. Og da Nazityskland annekterede Østrig i 1938 skyndte Bartók sig at skifte til et engelsk pladeselskab og få alle sine kompositioner sendt til USA.

I 1940 fulgte han og Ditta selv efter, efter stort besvær med rejsepapirer og tiltagende smerter i Bélas skulder, der skulle vise sig at være de første tegn på kræft. Parret måtte vente på nyt fra deres søn Peter, der først slap ud af Europa i 1942 – hvorefter han lod sig indrullere i den amerikanske hær og deltog i Stillehavskrigen.

Kreativiteten blomstrede til sidst

Efter nogle år i USA begyndte Bartók ikke desto mindre at komponere igen. Hans orkesterkoncert blev skrevet i 1943, og mens hans fysiske tilstand kun blev forværret, begyndte hans kreativitet igen at blomstre de sidste år.

I september 1945 var krigen ovre. Den 64-årige komponist var kommet tilbage til New York efter sommeren i en spartansk hytte ved Saranac Lake, Han var i gang med både en violinkoncert og en klaverkoncert, selvom hans krop var udmagret af sygdom.

Den aften midt i september manglede der kun 17 takter af klaverkoncerten, da Béla Bartók måtte give op.