Mesterlig maestro belønnes med kæmpe dansk musikpris – men først til næste år

Sonnings Musikpris 2018 går til den lettiske dirigent Mariss Jansons, der regnes blandt de bedste i verden.

Den letttiske dirigent Mariss Jansons gæster Danmark til næste år for at modtage Léonie Sonnings Musikpris på 100.000 euro. (Foto: Heinz-Peter Bader © Scanpix)

Hvis du vil opleve en af de absolut bedste dirigenter i verden, må du hellere sætte kryds i kalenderen den 9. marts 2018.

Den dag kommer den lettiske dirigent Mariss Jansons nemlig til Danmark for at modtage Léonie Sonnings Musikpris på hele

100.000 euro. Samtidig dirigerer han en koncert med Det Kongelige Kapel, har priskomitéen netop offentliggjort i en pressemeddelelse.

Selvom du ikke hører meget klassisk musik, er det meget muligt, du har hørt Jansons dirigere før: I 2006, ’12 ’16 dirigerede han nemlig den verdensberømte nytårskoncert med Wienerfilharmonikerne.

Mariss Jansons fremstår som garant for klassisk orkesterkultur på højeste niveau

Priskomiteen bag sonnings musikpris

En indspilning med Oslo Filharmonikerne indgår i øvrigt i et afsnit af den populære serie 'Skam'.

Nærvær og intensitet

Fra 1979 til år 2000 var Janssons nemlig chefdirigent for orkestret i Norge, og udviklede dem til et internationalt toporkester.

Herefter stod han i 11 år i spidsen for Concertgebouw Orkestret i Holland, der med Jansons ved taktstokken blev regnet for verdens allerbedste orkester.

Med vægt på klanglig nuancering, klarhed og præcision parret med intensitet og emotionelt nærvær fremstår Mariss Jansons i dag som garant for klassisk orkesterkultur på højeste niveau, skriver priskomitéen bag Sonnings Musikpris.

15. gang en dirigent får prisen

74-årige Jansons er i dag stadig chefdirigent for Det Bayerske Radiosymfoniorkester og Kor.

Ved priskoncerten i Danmark næste år stiller Mariss Jansons sig på podiet i Operaen og svinger taktstokken over Mahlers 2. symfoni, ’Opstandelsessymfonien’, med Det Kongelige Kapel, Det Kgl. Operakor og Malmø Operakor samt solister.

Mariss Jansons bliver den 15. dirigent, der modtager Léonie Sonnings Musikpris.

I januar i år modtog violinisten Leonidas Kavakos Sonnings Musikpris 2017.

Dr.dk/klassisk bringer lørdag et længere portræt af Mariss Jansons.

P2 LIVE



lige nu
Filmharmonikerne: Værter Søren Høy og Lars Top-Galia

Mød musikelskende filmfolk. Instruktører, skuespillere og andre fra filmverdenen spiller på skift filmmusik, som de har et særligt forhold til. Dagens værter er instruktør og filmjournalist Søren Høy og musiker Lars Top-Galia, der fortæller om Stanley Kubrick og musikken. Producer Anna Thaulow, Wingman Media.