Orkester afviser rygte: Nej, Trump har ikke ændret vores program

Italienske opera-highlights på programmet - i stedet for Dvôrak og Beethoven - skyldes, at værtslandet er Italien, siger talsmand til dr.dk/klassisk.

(Foto: AFP / Brendan Smialowski - Filamonica Della Scala)

Var Donald Trump skyld i, at en koncert med Beethoven og Dvôrak pludselig er lavet om til opera-hits fra Wilhelm Tell, Madame Butterfly og La Traviata?

Den historie har spredt sig i den klassiske musikverden, siden den amerikanske præsident bekræftede sin ankomst til koncerten - og programmet fremstod helt ændret.

På fredag mødes lederne af verdens mægtigste nationer nemlig til G7-topmøde på skønne italienske Sicilien - og til en klassisk åbningskoncert med La Scala-filharmonikerne.

Blev programmet 'dumpet' for Trump?

USA's præsident Donald Trump bekræftede forleden sin deltagelse i koncerten, der på det tidspunkt stod beskrevet som Beethovens femte symfoni og Dvôraks cellokoncert.

Men torsdag var programmet for koncerten pludselig ændret til fem højdepunkter fra operaer af Verdi, Puccini og Rossini.

Det fik blandt andet den anerkendte engelske musikblog Slipped Disc til at spekulere i, at koncerten blev 'dumpet' i niveau for at tækkes Donald Trumps smag. En historie, der også blev omtalt i morgenmusikken på P2 torsdag.

Men det afviser La Scala-filharmonikerne overfor dr.dk/klassisk.

- Nogen har en levende fantasi

Orkestret spiller rigtig nok Beethoven og Dvôrak på den turné, orkestret for tiden er på, men til koncerten for G7-landenes ledere har det hele tiden været planen at sætte et andet program:

- Vi ønskede at spille et fuldt italiensk program fra begyndelsen af. Italien er vært for topmødet, og koncerten er et 'velkommen' til alle andre lande og en hyldest til mesterværkerne i italiensk opera, skriver orkestrets presseansvarlige, Marco Ferullo til dr.dk/klassisk.

- Der er nogen, der har en levende fantasi.

P2 LIVE



lige nu
Grammofon

- med Svend Rastrup Andersen. Ikke så meget snak ... www.dr.dk/p2 (Sendt første gang 7. september). (Sendes også i morgen 6.03).