Lyt og stem: Hvem har skabt årets bedste klassiker?

Fem albums er indstillet til P2s Lytterpris. Hvem, der vinder, skal du være med til at afgøre!

Juryen til P2 Lytterprisen 2017 - og de fem albums. Hvem der vinder, skal du være med til at afgøre. Så læs om musikken og afgiv din stemme her i artiklen.

Hvilket klassisk album var mest værd at lytte til i 2016?

Det bestemmer du - og alle andre P2-lyttere og brugere på dr.dk/klassisk.

P2's lytterjury har indstillet fem værker til P2 Lytterprisen 2017, men vinderen bliver fundet i afstemningen lige her på siden. Du kan stemme helt ind til om aftenen 3. februar, hvor de i alt otte vindere af P2 Prisen 2017 fejres i Aarhus.

Hvis du ikke kender et eller flere af værkerne på forhånd, så gør dig selv den tjeneste at lære dem bedre at kende. Under afstemningen kan du både lytte til uddrag og læse om alle fem værker - med ord fra jurymedlemmerne.

Afstemning

Hvem skal have P2 Lytterprisen 2017?

Afstemningen virker ikke i DR Nyheders app - gå ind på dr.dk/stem via din browser i stedet.

Gribende afsked med de Burgos

Rafael Frübeck de Burgos dirigerer DR SymfoniOrkestret: Beethoven, Berlioz, Strauss og Rodrigo.

DVD-boksen blev udsendt som monument over Burgos’ tid som chefdirigent for DR SymfoniOrkestret. Han var her kun i årene 2012-14, inden han døde af kræft.

Burgos koncentrerede sig om sine yndlingsværker, som var det store senromantiske blær (her: Strauss og Berlioz) samt spansk musik. Og så ville han opføre alle Beethovens 9 symfonier for at trimme orkestret, som han ville have det.

- Beethoven er altid god og orkesteret er efterhånden i verdensklasse. Hør bare blæserne, siger Peter Budtz, der er ambassadør for DVD-boksen.

- Frühbeck svinger taktstokken med megen autoritet og er tydeligvis elsket af musikerne.

de Burgos og DR SymfoniOrkestret: Beethovens Symfoni nr 5 c-mol op 67 (Skæbnesymfonien) - 1. sats/akt - Allegro con brio

Dansk værk af international klasse

Hans Abrahamsen: Let me tell you - med Barbara Hannigan og Berliner Philharmonikerne

De fleste, der følger bare lidt med i klassisk musik, har efterhånden hørt om den her.

Danske Hans Abrahamsen har ifølge P2's Jens Cornelius altid været lige så god - men takket være Barbara Hannigans virtuositet er hans anerkendelse nu rykket op på niveau med Europas førende komponister.

- Man skal lytte til musikstykket som til en sangcyklus, siger Hanne Rosenqvist, der er juryens ambassadør for værket.

Værket følger ifølge hende et menneske, der igennem en beskrivelse af ”How it was", ”How it is” og en refleksion over erindring og erfaring når frem til at sige: ”Let me tell you how it will be”.

Barbara Hannigan og Berliner Philharmonikerne: Let Me Tell You / 1. sats/akt - Let me tell you how it was

Forunderlig rejse med fiskekutter og mavedans

Kottos: Kottos

Den danske, progressive folkemusik-kvartet Kottos er udgivet på Dansk Musikerforbunds nonprofit label. Som P2's Jens Cornelius konstaterer: Det er musikere, der ikke går efter en hurtig indtægt!

Stilen er nærmest ”kunst-folkemusik”, gennemkomponeret af musikerne selv, med inspiration fra både nutidsmusik, folkemusik og tidlig musik. Og - værd at bemærke - spillet på fire instrumenter, man sjældent hører sammen: bouzouki, blokfløjte, cello og accordion.

- Med Kottos bliver man taget ud på en rejse på den spejlblanke Østersø, sendt af sted med fiskekutterens tuden, siger juryens ambassadør for albummet, Daniel Norstrøm Olsen.

- Man bliver budt op til arabisk mavedans, før man som en øgle kryber sig sammen på jagt, alt sammen inden kutteren rammer Bornholm og dens toner. Kottos skaber et univers af energiske og livlige folketoner.

Kottos: Sus

Fransk nydelse

More French Pieces - Henrik Dam Thomsen og Ulrik Stærk

Som titlen antyder er 'More French Pieces' en opfølgning til samme musikeres forrige album 'French Pieces' fra 2007.

Henrik Dam Thomsen er til daglig 1. solocellist i DR SymfoniOrkestret men sætter ikke sit lys under en skæppe: Han vil gerne høres mere.

Det mest specielle ved albummet er, at det også udkom som app – og det har ikke været forsøgt før med klassiske udgivelser i Danmark.

- Musikken er på mange måder meget simpel, men alligevel formår de til tider at fylde rummet ud, som om de var et helt orkester, siger Andrea Lund, juryens ambassadør for værket.

Hun synes også at indspilningen har fanget alle de små nuancer og de to instrumenters flotte samspil:

- Trods præcision og professionalisme får de alligevel en legende lyd ud, som især kommer til udtryk på nummer 6 "Papillon". Man mærker her tydeligt, at de leger med instrumenterne, og at de nyder det.

Henrik Dam Thomsen og Ulrik Stærk: Après un rêve op 7 nr 1

Overgivelse til den religiøse rejse

Vox Clamantis: Arvo Pärt – The Deer’s Cry

Albummet byder på nyere værker af den 81-årige komponist Arvo Pärt.

Vokalensemblet er fra hans hjemland Estland og forholdsvist nyt, Men de synger med en fuldstændig nådesløs præcision og dedikation. Det er benhårdt, og ifølge P2s Jens Cornelius en af de stærkeste Pärt-plader i mange år.

- Jeg er ikke religiøs, men jeg kan godt lide musik der får mig til at føle, at jeg er det, siger juryens ambassadør for albummet. Det er meget passende Rune Præst.

- Som lytter bliver man taget med på en rejse af bønner, meditationer og koriske recitativer, og troende eller ej må man bare overgive sig til den stemning, man kommer i på denne times rejse. Ganske som at gå i kirke juleaften og mærke evangeliet og salmerne helt ind i sjælen.

Vox Clamantis: Arvo Pärt – The Deer’s Cry

​P2 Lytterprisens jury

  • Daniel Norstrøm Olsen. 25 år gammel og fra Malling. fIk først øjnene op for klassisk musik for seks år siden, men finder stor fornøjelse i det klassiske univers. Studerer til organist og skriver selv musik.
  • Peter Budtz. 73 år og fra Hellerup nord for København. Kommer fra et hjem med klaver og abonnement på torsdagskoncerterne. Han er pensionist - og en aktiv koncertgænger.
  • Hanne Rosenqvist. 64 år og fra Valby i København. Hanner sætter stor pris på at drøfte musikoplevelser, og har en bred interesse inden for klassisk musik.
  • Andrea Lund. 30 år og fra København Ø. En fast P2 lytter, der har en stor kærlighed til Mozart og Beethovens værker, men også nyder at høre ny musik, der rør hende.
  • Rune Præst. 39 år og fra Herning. En rigtig musiknørd, der elsker al slags musik - fra metal til klassisk – og nyder at fordybe sig i den.

P2 LIVE



lige nu
Natsværmeren

- med klassisk musik og det, der ligner. Vært: Minna Grooss. www.dr.dk/p2 (Sendt første gang 29. september 2016). (Sendes også 3.03).