Programændring: Temirkanov, Rakhmaninov & Tjajkovskij

Temirkanov melder fra til Torsdagskoncerten med DR SymfoniOrkestret den 18. og 19. februar

6/2/14 3:06:39 PM Karina Canellakis Portraits © Todd Rosenberg Photography 2014 (Foto: Todd Rosenberg © (2014) Todd Rosenberg)

DR SymfoniOrkestret må med beklagelse orientere om, at Yuri Temirkanov har været nødsaget til melde fra til koncerterne med DR SymfoniOrkestret og Boris Berezovsky den 18. og 19. februar, pga. sygdom i den nærmeste familie.

I stedet er det lykkedes at få Karina Canellakis til at træde til med kort varsel.

Det betyder samtidig at programmet ændres til:

Rakhmaninovs 2. klaverkoncert (i stedet for den 3. klaverkoncert) med Boris Berezovsky som solist og Tjajkovskijs 4. symfoni (uændret).

Om Karina Canellakis

”Karina Canellakis”, sagde Fabio Luisi, da han var her i december, ”er på vej til at blive en stor dirigent. Hun burde komme og dirigere vores orkester”. Så der var allerede forhandlinger i gang om en koncert i sæson 17/18 med den unge dirigent, da afbuddet fra Yuri Temirkanov kom som lyn fra en klar himmel.

Karina Canellakis er hurtigt slået igennem som en af de mest dynamiske og spændende unge amerikanske dirigenter, ikke mindst på baggrund af to spektakulære indhop – først for Nicolaus Harnoncourt sidste juni, med Chamber Orchestra of Europe i et rent Dvorak-program, og igen i begyndelsen af denne måned, hvor hun med 20 minutters varsel overtog dirigentstokken fra Jaap van Zweden hos Dallas Symfonikerne, hvor hun er assistant conductor. Sjostakovitjs Leningrad-symfoni blev en stor succes, og hendes overbevisende musikalitet og naturlige teknik blev især fremhævet.

I denne sæson har hun desuden debuteret med Hong Kong Philharmonikerne og Detroit Symphony, San Diego Symphony, Cincinnati Chamber Orchestra, og Grand Tetons Music Festival, og skal sidst på måneden optræde i Londons Royal Festival Hall med Purcell School Orchestra.

Hun er en virtuos violinist, og har været med i Berliner Philharmonikernes Orkesterakademi. Her fik Sir Simon Rattle øjnene op for hendes kvaliteter, og han opfordrede hende til at forfølge karrieren som dirigent. Hun har modtaget flere udmærkelser, senest Solti Fondets ”Career Assistance Award” i 2015, og har også modtaget undervisning af Fabio Luisi.

Karina Canellakis har en bachelorgrad i violin fra Curtis Institute of Music og en kandidatgrad i direktion fra The Juilliard School. Hun er født og opvokset i New York City og taler fransk, tysk og italiensk.

Hent programmet til ugens Torsdagskoncert her