Sangerinde kastede op på scenen - men det fik ikke musikken til at stoppe

Sasha Cooke tog virkelig en for holdet, da Verdi’s ’Requiem’ blev opført i Texas fredag aften.

Mezzosopranen Sasha Cooke gav publikum en oplevelse lidt ud over det sædvanlige i Houston. (© https://www.facebook.com/sashamezzo/)

“The show must go on” lyder en gylden regel for enhver optræden med spotlys og scene. Og det levede den amerikanske sangerinde Sasha Cooke i den grad op til, da Verdis ’Requiem’ havde premiere i Houston Grand Opera i fredags.

Ingen havde på forhånd fået at vide, at mezzosopranen optrådte trods sygdom. Og i sin store solo, ’Liber Scriptus’, sang hun ifølge Texas Classical Review med megen af den samme ”varme og lyriske ligevægt” som ved tidligere opførsler.

Men da hun sammen med sopranen Angela Meade begyndte på ‘Recordare’-stykket, så det ud som om, at Sasha Cooke hostede. Hun tog en hånd til brystet og løb hurtigt mod scenefløjen, men for sent: Hun kastede op, inden hun nåede derud.

Imens forsatte orkester og dirigenten musikken. Og i stedet for at bukke under for uheldet, gik Sasha Cooke tilbage på scenen og gjorde duetten færdig.

Herefter havde den hårdt prøvede mezzosopran en pause. Senere i Verdi’s Requiem’ – som i øvrigt netop sidste uge også blev opført i DR KoncertSalen – måtte Sasha Cooke dog igen kortvarigt forlade scenen.

Det klassiske netmedie Slipped Disc kalder Cookes måde at håndtere det på for et "opmuntrende eksempel på kunstnerisk ynde". Men ikke alle deler den begejstring:

- Jeg er ked af, at hun blev syg, men jeg betalte penge for at se opførelsen af et elsket værk. Jeg ville have foretrukket, at et medlem af koret tog over, i stedet for at duetter blev til soloer og kvartetter til trioer, skriver en lokal koncertgænger på Houston Grand Operas Facebook-side.

P2 LIVE



lige nu
P2 Morgenmusik

- fortsat.