Operaen La Bohème foregår i sne og kulde. Og det bliver nu taget helt bogstaveligt i Opera Hedeland ved Høje Taastrup.

Selvom det endelig er blevet varmt i vejret og stedet hedder "Hedeland", så er der ikke meget hede i det store udendørs amfiteater vest for København.

I stedet bliver scenen nu dækket i 1250 ton sne - et kæmpe snelandskab, der udgør kulissen for den hjertegribende opera 'La Bohème', der har premiere på Opera Hedeland fredag aften.

- La Bohème foregår i Paris juleaften og nogle uger frem. Sneen er vigtig for at kunne beskrive miljøet, sagde operaens svenske instruktør Lars Rudolfson, da dr.dk/klassisk var forbi en uge før premieren.

Som du kan se i videoen øverst på siden, var snemaskinen på det tidspunkt allerede i gang med at spytte de mange ton sne ud.

Ifølge Opera Hedeland tager det i alt 22 dage at få produceret sneen. Inden aftenens premiere bliver den lagt op på den kæmpestore scene i amfiteatret, hvor 3.000 tilskuere kan opleve 'La Boheme' tre aftener den næste uges tid.

'La Bohème' og Opera Hedeland

  • Siden 2002 er der hvert år opført opera på Opera Hedeland, der er Danmarks største, permanente udendørsscene.
  • I år er forestillingen som nævnt den italienske opera 'La Bohème', skrevet af Puccini og med status som en af verdens mest populære operaer.
  • Forestillingen spiller fredag den 11. august (premiere) samt fredag den 18. og lørdag den 19. august. Der er stadig billetter til salg.