Ugens Opera: Parsifal

I virkeligheden er det slet ikke en opera. Wagner kaldte det en rituel sceneindvielse. Handlingen er hentet fra legenden om Parsifal, den Hellige Gral og gralsridderne.

P2 Operaaften: Parsifal

Parsifal blev Richard Wagners sidste dramatiske værk. Inspirationen til værket er hentet fra legenden om Parsifal (og om Kong Arthur), om den Hellige Gral og gralsridderne. Udover at anvende kristen mystik, gør Wagner også brug af buddhisme, og så baserede han bl.a. sit værk på et 1200-tals digt af Wolfram von Eschenbach ”Parzival”.

Læs mere og se video: Parsifal i Stockholm

Richard Wagners Parsifal er ingen almindelig opera. Det er slet ikke en opera. Wagner kaldte selv Parsifal for et Bühneweihfestspiel, en slags rituel indvielse af scenen med en nærmest sakral stemning hele vejen igennem.

Faktaboks:

Operaen præsenteres af Rie Koch

Læs mere om Rie Koch​

Scenen, dette religiøse festspil udspillede sig på, var selvfølgelig scenen i Wagners eget mekka: Bayreuth. Efter den komplette Bayreuth-opførelse af værket i 1882 skulle der gå flere årtier, inden Wagners efterkommere hævede monopolet på sceniske opførelser af Parsifal.

Men selvom Parsifal nu går sin sejrsgang over hele kloden, er der stadig levn fra Bayreuth-tiden, man kan støde på: F.eks. er der en del, der undlader at klappe efter 1. akt. Dette hænger angiveligt sammen med en misforståelse opstået på Wagners egen tid om, at han havde syntes, at der var for meget uro, hvilket fik folk til at holde igen med applausen.

Handlingen

Første akt
Handlingen udspiller sig i første akt i området ved Gralsriddernes borg. Forhistorien går mange generationer tilbage i tiden. Det er i høj grad den ældste gralsridder, Gurnemanz, der fortæller historien i første akt: Gralsridderne fik til opgave at passe på de hellige relikvier. Dels den hellige gral, skålen, som Jesus indstiftede den hellige nadver med – og som opsamlede Jesu blod, da han hang på korset. Dels det hellige spyd, som Jesus blev stukket i siden med på korset. Begge relikvier skulle gralsridderne tage sig af. Én af ridderne, Klingsor, kunne ikke leve op til det strenge krav om f.eks. kyskhed, hvorfor han blev afvist af gralsridderne.

Dette gjorde nu Klingsor så vred, at han kastrerede sig selv, slog sig ned i en ørken, hvor han opbyggede en trylleverden med blomsterpiger til at forføre ridderne. Det lykkedes at forføre gralskongen Amfortas ved hjælp af en underskøn kvinde, han faldt i armene på, alt imens det medbragte, hellige spyd gled ud af hænderne på Amfortas og havnede hos Klingsor, som sårede Amfortas og forsvandt med spyddet. Amfortas fik hermed et sår, der ikke kan heles, med mindre spyddet kommer tilbage til ham.

Gurnemanz, den ældste gralsridder, genfortæller historien, alt imens en kvinde er kommet til, Kundry. Hun bringer balsam til Amfortas for at lindre hans sår, men hun opfører sig mærkeligt og opfattes af væbnerne som en mærkelig heks, der kommer og går som det passer hende. Gurnemanz kan endvidere berette gralskongens drøm: Den eneste, der kan hjælpe Amfortas, er en ren og enfoldig dåre, opfyldt af medlidenhed.

Netop her opstår der uro, og en ung mand føres ind. Det er Parsifal. Han har skudt en svane og er tydeligvis stolt af det, indtil han bliver sat på plads af Gurnemanz, der indprenter ham, at de befinder sig på helligt område, hvorefter den unge mand angrer og ødelægger sit våben. Gurnemanz spørger nu ind til Parsifals baggrund, men han ved intet, udover at hans mor hed Herzeleide. Her kan Kundry træde til. Hun kender til hans baggrund og kan supplere med oplysninger om både hans far – samt fortælle den unge mand, at moderen er død af sorg, efter at Parsifal drog bort fra hende. Dette gør Parsifal rasende, men Gurnemanz griber ind og får dulmet den unge mand, som han øjner kan være den dåre, Amfortas har drømt om.

I den anden scene er Gurnemanz, hans væbnere og Parsifal kommet ind i gralsborgen, hvor Amfortas skal udføre gralsritualet: Afdække gralen, hvorved alle, der beskuer den, får fornyede kræfter. Dette betyder, at den sårede Amfortas kan få kræfter til at overleve, og at hans egen far, den ældgamle og tidligere gralskonge, Titurel, kan få fornyet sin lille gnist af liv. Amfortas forsøger at blive fritaget for sin opgave. Han føler skyld og skam over at være blevet ledt i fordærv og mistet spyddet. Men han overtales til at udføre sit hverv. Herefter følger afdækningen af gralen og nadveren, alt imens Parsifal betragter det fra sidelinjen. Gurnemanz spørger herefter Parsifal, om han forstod det, han var vidne til. Men Gurnemanz får ikke svar og må bare indprente den unge mand, at han ikke må skyde flere svaner. Fra himlen gentages løftet om den rene dåre, der er oplyst af medlidenhed.

Anden akt
Fra Gralsriddernes allhelligste haller skifter scenen til skurkens tryllepalads, hvor Klingsor har hjemme. Klingsor pønser på at få ram på den unge mand, Parsifal, ved hjælp fra sin tjenerinde, den fortryllede Kundry, der nu underskøn og tiltrækkende. Det viser sig, at Kundry var kvinden, der i sin tid lokkede Amfortas i fordærv, og hun er bundet af at skulle tjene både Klingsor og gøre bodsgerninger for gralsridderne. Det eneste, der kan frelse hende, er en mand, der afviser hende. Det lykkes i anden akt af Parsifal, hvor den unge mand, efter at have udstået kampen mod Klingsors krigere, er havnet mellem blomsterpiger og den dejlige Kundry, der forsøger at forføre ham med kys. Men i stedet for at mærke brændende kys, mærker Parsifal kun Amfortas’ smerte. Han afviser hende. Hun bliver rasende: Lige siden hun lo af Frelseren på korset, har hun været forbandet og slave af den, der bærer spyddet. Hvorfor ikke vise hende medlidenhed? Parsifal afviser igen. Kundry påkalder sig Klingsors hjælp, men Parsifal griber spyddet i luften, da Klingsor kaster det mod ham. Parsifal slår korsets tegn med det, og Klingsors verden styrter i grus.

Tredje akt
Tilbage ved gralsriddernes borg er Gurnemanz blevet ældet og svag. Den forvirrede Kundry, i sin gamle skikkelse, vågner op i buskadset og kan kun sige ”dienen” (tjene). Gurnemanz opdager Parsifal – og med stor glæde ser han også det hellige spyd. Til gengæld må han fortælle Parsifal, hvor galt det står til på hos gralridderne: Amfortas har nægtet at udføre ritualet med ønsket om at dø. Amfortas selv er svag, og livsgnisten hos den ældgamle far, Titurel, er slukket. Det er langfredag og dagen inden den gamle Titurel skal begraves. Nu har Parsifal en stor pligt at udføre, og alt imens Kundry vasker hans fødder, indvier Gurnemanz ham til at kunne udføre ritualet i spidsen for gralsridderne. Parsifal tager sig herefter af Kundry: Han døber hende som et tegn på, at hendes forbandelse er ophævet. De tre kan nu bevæge sig mod Gralsborgens hellige haller. Her ligger den døde Titurel, alt imens den syge Amfortas beder om at blive fri for at udføre gralsritualet. Han føler sig ikke værdig til det og ønsker kun at dø. Nu kan Parsifal træde frem med spyddet og kurere den lidende Amfortas og få afdækket gralen. Alle knæler i andagt, og den nu frigjorte Kundry kan få fred og falder livløs til jorden.

P2 Operaaften: Parsifal

Hør Wagners opera Parsifal i P2 lørdag 26. marts 2016 kl. 19.20. Vi sender en optagelse fra Stockholm Operaen 27. februar, med bl.a. Peter Mattei, Katarina Dalayman m.fl.