Dirigenten kigger alvorligt ud over orkestret. Nærmest skeptisk, med tungen i kinden. Så løfter han dirigentstokken og gør tegn.

Musestille, nærmest uhørligt, kryber en taktfast tromme ud af stilheden i Radiohusets Koncertsal i København: De første takter af Ravels 'Boléro', der i løbet af de næste 16 minutter vil tage både dirigent og publikum med storm.

- Ganske vist er han en djævel, en forfører, en charmetrold, en kokette og meget mere. Men indeni brænder det, og han kan give det videre - han er en stor artist, skrev Politikens anmelder Frede Schandorf i avisen næste dag.

Artiklen fortsætter under billederne.

Optagelsen af den rumænske verdensstjerne Sergiu Celibidache (1912 -1996) og DRs orkestre fra december 1970 er legendarisk tv, der stadig kan fascinere her mere end 45 år efter .

Se Celibidaches 'Boléro' på DR

Du kan selv se Sergiu Celibidache, DRs Radiosymfoniorkester og DRs Underholdningsorkester på DR TV.

Klik her for at se 'Boléro'.

Tv-produceren på optagelsen af 'Boléro' fra december 1970 var Preben Montell (1924 -2015).

Ikke mindst fordi dirigenten Celibidache er så intens, som han er. Og fordi tv-optagelsen udelukkende fokuserer på ham og hans mimik, som til gengæld maler hele stemningen i Ravels 'Boléro' tydeligt op.

En dramatisk fortælling i ansigtsudtryk

Værket, den godt 16 minutter lange 'Boléro' af Maurice Ravel, udvikler sig som ét langt crescendo: Fra det næsten uhørlige til et larmende orkesterskrald.

Det samme gør Celibidache. Det tilbagestrøgne hår hænger efter 16 minutters 'Boléro' ned over både hans ører og ansigt.

Og hvad der starter som en alvorlig, fremskudt underlæbe udvikler og ændrer sig i løbet af værket til et væld af grimasser, der med ned til sekunders mellemrum kommer godt omkring i følelsesregistret

Det endte jo med at blive et psykologisk portræt af Celibidache.

Toke lund christiansen (fløjtenist)

- Det var en unik måde at gøre det på, og det endte jo med at blive et psykologisk portræt af Celibidache, siger fløjtenisten Toke Lund Christiansen. Han spillede selv med i orkestret dengang og kan huske optagelsen:

- Et portræt, der lever op til samtlige myter om dirigenten Celibidache, der både slog sig løs, men samtidig også holdt orkestret i meget stramme tøjler. Ved kun at fokusere på Celibidaches ansigt, lader Preben Montell (tv-produceren, red.) dirigentens mimespil afspejle musikkens udvikling.

Artiklen fortsætter under billederne.

Også for Pia Borgwardt er optagelsen fra 1970 en af dem, der holder til alle tider.

Hun er selv tidligere producer og redaktør i DR og har stået for masser af koncertoptagelser gennem flere årtier – men 'Boléro'-optagelsen står som noget særligt i hendes bog:

- Det fungerer godt, fordi det bliver en dramatisk fortælling, der viser hvordan Celibidache styrer orkestret, og hvordan han viser med sit ansigt, hvad der skal ske. Han er meget intens at se på, og i optagelsen her forstår man virkelig hans magnetisme, siger Pia Borgwardt.

"Kunst og kaffe kan ikke kombineres"

Celibidache var en verdensstjerne - og bredt kendt for sit iltre temperament og sine høje krav.

Da han besøgte Danmark i 1970 var det for at modtage Leonie Sonnings Musikpris, og i et interview med B.T. fik han kritiseret de danske musikere:

- De er gode nok. Der er nogle virkelige talenter imellem. Men danskerne er for selvtilstrækkelige. De hygger sig. Man kan ikke kombinere kunst med at drikke kaffe og ringe hjem til konen i pausen.

Artiklen fortsætter under billederne.

Keld Mønnike, tidligere produktionsleder i DR, husker hvordan huset var på den anden ende, når maestroen kom til byen:

Han var en streng herre og meget temperamentsfuld. Alle sad ude på kanten af stolen.

Keld Mønnike (TIDL. PRODUKTIONSLEDER)

- Han var en streng herre og meget temperamentsfuld. Alle sad ude på kanten af stolen. Han kunne skælde ud, men han var også rimelig, og forlangte ligeså meget af sig selv.

- Mange dirigenter bliver selvoptagede og glemmer helt, at de har et orkester, de skal lede, men det gjorde Celibidache ikke. Det kan man også se på optagelserne. Han har meget stor kontakt til orkestret. Man ser hele tiden, hvordan han sender små blikke i forskellige retninger, siger Keld Mønnike.

Brød sig egentlig ikke om at blive filmet

Optagelserne med Celibidache og Ravels 'Boléro' var ifølge Keld Mønnike med til at danne en stil.

Det at fokusere så meget på dirigenten var noget, man begyndte at gøre mere i 1960’erne og 70’erne:

- Man gjorde det fx også med Leonard Bernstein, der dirigerede Carl Nielsens 3. symfoni ’Espansiva’ i 1965. Andre gange vælger man jo mere pædagogisk, at vise den enkelte musikers arbejde i orkestret, siger Mønnike.

Artiklen fortsætter under billederne.

På koncertoptagelsen fra 1970 ser man flere steder, hvordan Celibidache vugger med hoften og svajer i takt med musikken foran kameraet.

Men egentlig brød han sig slet ikke om at blive optaget. Musikken var for Celibidache i nuet, forklarer Pia Borgwardt:

- Men lur mig om ikke han alligevel syntes, det var meget sjovt, at det hele drejede sig om ham i denne her produktion.

Artiklen fortsætter under billederne.

I slutningen af 'Boléro' er dirigentens hår klasket ned over ansigtet. Han slår af efter den sidste tone, og publikums applaus bryder løs.

Lur mig om ikke han alligevel syntes, det var meget sjovt.

pia borgwardt

Celibidache lukker øjnene og trækker munden sammen, nærmest utilfreds, men overbærende. Hans hud perler i spotlyset. Han står længe uden at bevæge sig, retter lidt på jakken.

Sergiu Celibidache ser ud som om, han kun langsomt kan acceptere følelsen af tilfredshed oven på den 16 minutter lange præstation.

Så klapper han energisk af orkestret og rækker armene ud mod dem.

Hvilken Boléro skal du høre?

  • Den franske komponist Maurice Ravel (1875 - 1937) skrev sin mest berømte komposition, 'Boléro', i 1928 - og siden da er den indspillet et hav af gange.
  • De hurtigste Boléroer varer kun 14 minutter, de langsommeste næsten 18 minutter. Vi har spurgt brugerne på P2's facebook, hvilke indspilninger de foretrækker.
  • - Absolut Bernstein og New York'erne fra 1958 på CBS. Optagelsen med Celibidache og Radiosymfoniorkestret, hører også med i toppen, skriver Birger Christensen.
  • Lene Bodekær Herler advarer tilgengæld mod en anden indspilning: - Valery Gergiev synes jeg mangler spændstigheden, fastholdelse af intensiteten med fraseringen fra pianissimo til det "højrøstede" markante.

P2 LIVE



lige nu
Lyden af Danmarkshistorien 5:5 - Velfærd og kold krig 1943 - 1989

Hvordan lød musikken, mens begivenhederne fandt sted? Med forfatteren Pia Fris Laneth og musikforsker Erik Christensen. Tilrettelagt af Jakob Wivel.