Bach: H-mol messe

H-mol messen er Bachs sidste store kirkeværk. Det er ugens album i uge 5

Playliste

Messe h-mol BWV 232 / Dona nobis pacem

Messe h-mol BWV 232 / Qui sedes ad dexteram patris

Messe h-mol BWV 232 / Et in spiritum sanctum dominum

H-mol messen er Bachs sidste store kirkeværk. Næsten to timer varer dette utopiske stykke musik, som er alt for stort til at indgå i en gudstjeneste. Noget tyder på, at Bach kort før sin død udtænkte H-mol messen som en slags idealværk, der opsamlede hele hans virke som kirkemusiker.

Fem solister som kor
Ugens Album på P2 er en helt vidunderlig indspilning af H-mol Messen, lavet af barokorkestret Concerto Copenhagen og dets leder cembalisten Lars Ulrik Mortensen. Indspilningen er ikke bare smuk og smidigt realiseret, men beviser samtidig en tese om hvordan Bach forestillede sig sin musik opført.

I stedet for et egentligt kor bruger Concerto Copenhagen nemlig bare fem sangere. De samme fem træder frem som solister i messens arier og duetter. Kun i enkelte satser suppleres de af en ekstra sanger på hver stemme, så ”koret” kommer op på ti medlemmer.

UGENS ALBUM UGE 05

Bach: H-mol messe

Concerto Copenhagen

Maria Keohane & Joanne Lunn, sopran. Alex Potter, kontratenor. Jan Kobow, tenor. Peter Harvey, bas.

Dirigent: Lars Ulrik Mortensen

CPO 777 851-2

Alt kan høres
Concerto Copenhagen følger dermed en opførelsespraksis, der første gang blev præsenteret af en amerikansk musikforsker i 1981: Bachs kormusik er slet ikke skrevet for kor!

Det giver naturligvis et meget slankt og let klangbillede. Her er ingen ”mur af lyd”. Til gengæld kan alle musikkens enkeltdele høres. Og den lille vokalgruppe passer perfekt til et barokorkester, der er mindre end et moderne orkester og frembringer en mere gennemsigtig lyd.

Prægtig jubilæumsfejring
Det kræver stor virtuositet at kunne bære Bachs vanskelige vokalstemmer alene. Men de håndplukkede sangere på Ugens Album er så eminente til opgaven, at musikken forløses fuldstændig naturligt. Det er ikke forkert at sige, at denne indspilning fra Garnisons Kirke i København er en af de bedste, der nogensinde er lavet af H-mol messen. En prægtig fejring af geniet Johann Sebastian Bach og en flot markering af Concerto Copenhagen, der netop denne måned fejrer sit 25-års jubilæum.