Hør de forbudte toner - fra dengang musikere måtte skjule violinen under jakken

I årevis måtte musikere snige sig rundt i gaderne med deres instrumenter gemt godt af vejen under frakken.

Violinisten Bjarte Eike leder vejen til den lokale pub og en 'ale house session'.

London, 1650. En mand ser sig over skulderen og sniger gennem byens mørke gader. Under frakken har han gemt sin violin - den er blevet forbudt! Storbritanniens strenge nye hersker, Cromwell, har lukket byens teatre og afskediget statens musikere. Hvordan skal de nu tjene en skilling?

De arbejdsløse musikerne begynder at mødes i smug på byens pubber, hvor stemningen er høj. Folkeviser, sømandssange og gode melodier fra nær og fjern smelter sammen i svedige jamsessions.

Det kan du opleve på Ugens Album, hvor 'The Alehouse Boys' og violinisten Bjarte Eike kaster sig ud i musikken – og stemningen – fra 1600-tallets London.

(Artiklen fortsætter under boksen)

Hør smagsprøver fra Ugens Album

  • Travel Set
  • Lead Me
  • The Canadian Set

Der må have været en fantastisk stemning

Borgerkrigen hærgede i 1600-tallets England. Kongen blev halshugget, og et fanatisk religiøst styre overtog magten. Den nye leder, Oliver Cromwell, var puritaner og forbød af moralske grunde al underholdning i landet.

Ugens Album

The Alehouse Sessions

Bjarte Eike, violin

The Alehouse Boys & Barokksolistene

Rubicon RCD1017

De musikere, der før havde arbejdet i kirkerne, ved hoffet og på teatrene, blev tvunget ud i det rene tiggeri. Men også dét var strafbart, så man måtte være diskret med sin musik. I hvert fald lige indtil man var i sikkerhed på et ’alehouse’ (ølhus), og kunne hive instrumenterne frem fra frakkens skjul.

- Der må have været en fantastisk stemning, hvor det hele flød over af musik, alkohol, sex, sladder, slåskampe, sang og dans. Ligesom når vi optræder, siger violinisten Bjarte Eike med et glimt i øjet.

Mandeklub med øller på scenen

Bjarte Eike er en af Nordens førende barokviolinister. Han har arbejdet med alehouse-musikken de sidste ti år. Det er tydeligvis et projekt, der sætter ham fri som musiker. Her behøver man ikke spille efter noder. Kjolesættet er skiftet ud med jeans, og man kan tage sig en øl på scenen undervejs.

Hans band 'The Alehouse Boys' er sammensat af musikere med blandet baggrund og rummer både barokspecialister, jazzmusikere og folk med et ben i teater og gadegøgl.

Musikkens groovy bund bliver lagt af kontrabas, slagtøj, guitar og lut, og der er masser af plads til improvisation og leg undervejs.

Grænserne forsvinder

'The Alehouse Boys' står selv for arrangementerne i det brogede repertoire. Nogle af melodierne er af klassiske komponister, andre er folkemelodier fra gamle spillemænds notesbøger.

Grænserne mellem klassisk og folkemusik flyder ud sammen med de geografiske grænser. Spillemandsmelodier fra Norge, Canada og Fanø glider perfekt ind mellem hinanden og skaber noget nyt.

Der er ingen grund til at sætte etiket på musikken – den er først og fremmest catchy som bare pokker. Ugens Album er et ølhus, man ikke vil hjem fra!

P2 LIVE



lige nu
Søndag Morgenmusik

Klassisk morgenmusik præsenteret af Rie Koch. www.dr.dk/p2