Komponist mistede datter efter to dage: Hans svar er musik der får verden til at skælve

Ugens Album: Dvoraks 'Stabat Mater' beskriver en sorg så voldsom, at den er svær eller næsten umulig at komme sig over.

Dvořák skrev sin 'Stabat Mater' efter at have mistet sin bare to dage gamle datter. (© WikiMedia Commons)

Det skorter ikke på litteratur om sorg, billedkunst om sorg, og musik der handler om sorg.

Sådan har det været i århundreder, for ord, toner og billeder er vigtige for os, når vi bliver ladt tilbage. Til at huske og ikke glemme dem vi mister.

Ugens Album

Dvorák: Stabat Mater

Eri Nakamura (sopran), Elisabeth Kulman (kontraalt), Michael Spyres (tenor), Jongmin Park (bas)

Tjekkisk Filharmonisk Orkester, Prag-filharmoniens kor, Jiří Bělohlávek (dirigent)

Sorgen er et råstof i den klassiske musiklitteratur, og en af de mest gribende tekster om den del af livet finder man i den ældgamle ’Stabat Mater’.

Teksten handler om Jesu moder, der står ved foden af sin søns kors. Ordene betyder ’Moderen stod’ og det hører man så om i 20 korte vers. Om solen der sortner, og moderen der prøver at finde trøst i smerten.

Hjerteknusende øjeblikke

Det er en rørende oplevelse at læse de latinske ord om en mor, der ser sin lidende, døende søn hænge på korset. En usædvanlig og stærk beretning skrevet af en franciskanermunk engang i 1200-tallet.

Ordene har gennem tiderne fået et væld af komponister til at skrive indtrængende musik, der rammer én som en tindrende klar påmindelse. Naturligvis, fristes man til at sige. Teksten er fuld af pinsler og hjerteknusende øjeblikke, men nok så vigtigt: Den trøster også.

Hør smagsprøver fra Ugens Album

  • 3. sats - Eia mater, fons amoris
  • 7. sats - Virgo virginum praeclara
  • 9. sats - Inflammatus et accensus

Komponisten Dvoráks ’Stabat Mater’ Ugens Album i P2. Det er et værk, der ikke hører til de mest spillede. Men det er den mest symfoniske udgave af de mange musikalske bud på den sørgende moder.

Værket rummer det hele, og med masser af sorg og volumen. Dvorák spiller teksten helt derud, hvor man kan komme i tvivl: Hvordan i alverden kommer vi videre, når vi mister?

Tiden står stille

At ’Stabat Mater’ var et personligt anliggende for Dvorák, fornemmes tydeligt. Han mistede en datter Josefa som døde bare to dage gammel. Tiden står smertefuldt stille. ’Stabat Mater’ er Dvoráks første religiøse værk.

Man fornemmer en sorg så dyb, at man ikke er sikker på, om verden mon ikke kollapser lige om lidt.

På Ugens Album bliver dramaet holdt i live af et stærkt hold af musikere og sangere, der giver fortvivlelsen luft, men aldrig lader den kamme over. For der er også masser af trøst og svale orkesterlinjer at støtte sig til undervejs.

Orkestret spiller kompetent i hænderne på dirigenten Bělohlávek. Solisterne raden rundt er stærke og inderlige, og med et rigtig godt og blødt kor, leverer det samlede hold en varm, dramatisk engageret fortolkning af Dvoráks værk.

’Stabat Mater’ er som at åbne en dør ind til Dvorák, der med sænket blik og en lav hvisken siger til sig selv: - Nu må du ikke græde.