Martin Fröst: Roots

På rejse efter musikkens rødder sammen med klarinettisten Martin Fröst.

Martin Fröst

Playlist:

All In The Past

Jag vet en dejlig rosa

Rolig Pers Polka

Den svenske klarinettist Martin Fröst er på sporet af noget: Musikkens rødder. Han vil prøve at finde vores musikalske fællesnævner, og han leder i folkemusikken og i værker fra de sidste totusind års musik. Hvordan lyder rødderne – og hvad kan de bruges til i dag? Det er idéen bag hans nye udgivelse Roots, som er Ugens Album på P2.

UGENS ALBUM UGE 10

Martin Fröst: Roots

Martin Fröst, klarinet

Stockholm Filharmonikerne

Sony 88875065292

Folkemusik som rød tråd
Albummet er det, man plejer at kalde et konceptalbum. Altså ikke bare en samling stykker, men en helhed, der følger en overordnet plan. Stykkerne er sat nøje sammen, og nogle glider ud i hinanden. Det begynder med oldgræske hymner, udvikler sig nogenlunde kronologisk og ender med ny svensk musik. Den røde tråd er folkemusik i videste forstand. Både i den rå form og i klassiske værker, hvor komponisten har optaget folkemusikken i sin egen stil.

Spillemand går sine egne veje
Når man lytter til albummet, virker det som en scenisk forestilling, og det er lige netop hvad det er. Musikvalget stammer fra et koncertshow, som Martin Fröst havde premiere på sidste år. På scenen arbejder Fröst også med lys og med dans for at omforme den klassiske musiks rammer. Han er en fremragende danser, men selv når man på albummet må nøjes med lyden, mærke man tydeligt hans trang til at være sig selv. En intens spillemand, der bruger sin mageløse teknik og improvisationsevner til at gå sine egne veje.

Shaman med klarinet
Fröst har en filosofi om, at vi ikke bare er påvirket af fortiden, men af fortiden er påvirket af os. Altså af den måde, vi opfatter den gamle musik. Det lyder måske en anelse højpandet i forhold til den behagelige strøm af følelser og melodier, man hører på hans album. Det meste af musikken bliver spillet i nye, lækre arrangementer, lavet specielt til lejligheden. Kor og strygere danner en magisk baggrund for Martin Frösts soloer, der lyder som den henrevne stemme af en ekstatisk kantor eller shaman. Det er faktisk ret ekstremt, indrømmer Martin Fröst. Men det er først og fremmest besnærende og meget, meget smukt. Et af de mest gennemførte crossover-albums længe.