Offenbach: Ouverturer

På Ugens Album er der musik fra Offenbachs operetter – både de kendte og de glemte.

Playliste:

Orfeus i underverdenen / Ouverture

Den skønne Helene / Ouverture

Pariserliv / Ouverture

99 operetter skrev Offenbach. Musik, som vores forældre og bedsteforældre hørte oftere, end vi gør det i dag. For operette er blevet en lidt glemt genre, og derfor går man glip af en masse charmerende og vittig musik. På Ugens Album kan du høre smagsprøver i form af ouverturer til Offenbachs operetter.

En tysker i Paris

Offenbach var fra Köln, men slog sig ned i Paris. Han skiftede fornavn fra Jacob til Jacques og forblev i Frankrig det meste af sit liv. Det var her, han begyndte at skrive operetter i den franske ”opera comique”-stil, og i 1855 åbnede han sit eget teater, som han drev med stor succes. Det sprøjtede ud med forestillinger, der var sjove, satiriske og lettere vanvittige.

Offenbach måtte flytte i eksil til Spanien i 1870, da Tyskland og Frankrig gik i krig mod hinanden, og da han efter krigen vendte tilbage til Paris, blev hans operetter lidt mindre pjattede. Hans sidste forestilling er Hoffmanns eventyr, en stor og original opera, i dag hans mest opførte værk.

UGENS ALBUM UGE 13

Offenbach: Ouverturer

Suisse Romande Orkestret

Dirigent: Neeme Järvi

Chandos CHSA 5160

Uartig kulturfornærmelse

Stadig kendt er også Den skønne Helene og især Orfeus i Underverdenen, en uartig parodi på alle de højtidelige mytologiske handlinger fra datidens operaer. Hos Offenbach slår tragedien om Orfeus og Eurydike over i hæmningsløs can-can. Ren kulturfornærmelse!

Men ellers er det meste af Offenbachs musik sammen med hele operettetraditionen blevet temmelig usynlig på vores breddegrader. Så det er godt, at Ugens Album minder os om hans kæmpe produktion. Måske det kan give renæssance til de halvvejs glemte operetter som Ridder Blåskæg, Pariserliv og Storhertuginden af Gerolstein?

Masser af bækkenslag

Ouverturerne på albummet klinger imponerende og flot, som de dirigeres af Neeme Järvi, en veteran med store armbevægelser. Offenbach havde i første omgang kun lavet små ouverturer for sit lille teaterorkester. Den store stil kom først til, da hans forestillinger bredte sig til andre scener. Nogle gange skrev man endda hans ouverturer helt om, og fire af ouverturerne på albummet er faktisk arrangeret af andre bagmænd – dog stadig med ”lyden af Offenbach”: Masser af bækkenslag, gode melodier, hurtigt tempo og et melodisk talent på højde med Tjajkovskij. Det har ikke været kedeligt at gå til operette i Paris dengang.