Tysker hylder den danske enevælde: Danmark blev et bedre land

Telemann skrev musik til fejringen af 100-året for enevældens indførelse i Danmark. Nu har det tyske ensemble Barockwerk Hamburg lavet den første indspilning nogensinde af Telemanns festkantate.

Komponisten Telemann var musikdirektør i Hamborg, men hyldede gerne den danske konge med en festkantate.

En af barokkens største komponister, Telemann, skrev ved flere lejligheder musik til den danske konge og landet Danmark. Her var enevælden blevet indført i 1660, og 100 år senere stod kongestyret stærkere end nogensinde.

Ved 100-års jubilæet i 1760 var Frederik den 5. konge, og på trods af sin manglende interesse for at lede landet, nød han ubegrænset hyldest. Som det tilkommer en rigtig enevoldskonge.

Ugens Album

Danmarks skytsånd synger
Telemann: Festmusik til Altona

Barockwerk Hamburg

Dirigent: Ira Hochman

CPO 555 018-2

I en af rigets sydligste byer, Altona (der var dansk fra 1640 til 1864), fejrede man enevældens jubilæum med en festgudstjeneste, hvor musikken var komponeret af den berømte Telemann.

Telemann var egentlig musikdirektør i nabobyen Hamborg, men sagde ofte ja til at komponere musik ud af huset. Således også til festgudstjenesten 16. oktober 1760, hvor han leverede kantaten ’Die dicken Wolken scheiden sich’ (De tætte skyer spreder sig) - Jubelmusik ved hundredåret for det danske kongehus’ enevælde.

Manuskriptet stjålet under 2. Verdenskrig

Kantaten har været væk i mange år. Noderne dukkede først op i 1998, da Statsbiblioteket i Hamborg fik en pakke med krigsbytte returneret fra Armenien!

Manuskriptet var blevet stjålet af den sovjetiske hær efter Nazitysklands nederlag i 2. Verdenskrig, og efter et halvt århundrede i et sovjetisk arkiv kom det tilbage til udgangspunktet.

Og nu kan man så, for første gang siden 1760, høre Telemanns danske festmusik, indspillet af ensemblet Barokwerck Hamburg.

Anmeldelse fra 1760

  • En af byens aviser rapporterede fra Festgudstjenesten i Altona, og fejringen af 100-året for den danske enevælde. I avisen Altonaischen Mercurius kunne man således læse, at Telemanns kantate var ”en fortræffelig skøn musik”.

Kantaten varer tre kvarter, og handler både om Frederik den 5. og om Frederik den 3. (der regerede 1648-1670, og dermed var den første enevoldskonge). Første del af kantaten beskriver, hvordan riget blev meget bedre da enevælden blev indstiftet. Anden del fortæller om, at nutiden høster frugten af den kloge forandring, der fandt sted hundrede år tidligere.

Sangerne har både arier, korsatser og fortællende recitativer, og i ægte barokstil optræder de i allegoriske roller som fx ’Retfærdigheden’, ’Erindringen’ og ’Danmarks skytsånd’. Det hele slutter med en kongesang og et Amen.

På Ugens Album får du også en latinsk Ode til Frederik den 5., skrevet af Telemann til opførelse på gymnasiet ’Christianeum’ i Altona – et gymnasium der er opkaldt efter Kong Christian den 6. af Danmark.

Hør smagsprøver fra Ugens Album

  • Auf! Dänemarks ruhige Staaten - fra festkantaten 'Die dicken Wolken scheiden sich'
  • Wie gut ist es, dir, Gott, vertrauen
  • Fra Telemanns latinske ode til Frederik den 5. - Per te relucent Halcyonum dies

P2 LIVE



lige nu
Det´ dansk

Vi fejrer Fini Henriques 150 års fødselsdag. Musik af danske komponister eller spillet af danske musikere. Sådan lyder det på cd og i koncertsale. Vært: Eskild Winding. www.dr.dk/p2 (Genudsendelse fra 12.15).