W.F. Bach: Cembalokoncerter

På Ugens Album kan du møde Bachs førstefødte søn, Wilhelm Friedemann Bach. En komponist, som ikke har fået det eftermæle, han har fortjent.

Maude Gratton

Playlist

Cembalokoncert a-mol Fk 45 / 1. sats/akt

Cembalokoncert a-mol Fk 45 / 3. sats/akt - Allegro ma non tanto

Symfoni F-dur Fk 67 / 1. sats/akt - Vivace

Alle Johann Sebastian Bachs fire sønner blev fremragende komponister. Alligevel har man på forskellig vis bebrejdet dem, at de ikke var helt som deres far. I tilfældet Wilhelm Friedemann Bach har man kaldt ham både nørdet, besværlig og ikke flittig nok. En urimelig dom, som dels skyldes historisk enøjethed, dels at man i eftertiden ikke har spillet hans musik godt nok. Det bliver der sandelig lavet om på med Ugens Album, der præsenterer hans musik med sanselighed og gejst.

UGENS ALBUM UGE 9

W.F. Bach: Cembalokoncerter

Maude Gratton, cembalo

Il Convito

Mirare MIR 162

En dårlig søn?
Wilhelm Friedemann var Bachs første søn og kom til verden i 1710. Han arbejdede som organist i Dresden og i Halle indtil 1764. De sidste 20 år af sit liv levede han som fri kunstner uden at være i lommen på nogen fyrste eller biskop. En meget usædvanlig og usikker tilværelse dengang. Wilhelm Friedemann kom da også i pengenød og måtte sælge nogle af sin fars manuskripter. De gik siden tabt, og derfor har Bach-elskere haft endnu en grund til at stemple Wilhelm Friedemann som en dårlig søn.

Lærd – og lidt på tværs
I virkeligheden var far og søn meget tæt på hinanden. De var eksperter på samme områder, nemlig at spille cembalo, orgel og at komponere. På Ugens Album hører man Wilhelm Friedemann Bachs tre Cembalokoncerter, og i disse ambitiøse stykker er det tydeligt, at han er tæt på sin fars lærde stil. Men der er bestemt personlige træk, bl.a. en drillende impulsivitet, der er lidt på tværs, og en flirt med nyere stilarter, som hans far ikke rørte ved.

Franske musikere med frihed
Cembalokoncerterne har nok aldrig været spillet så levende som af de unge franske musikere på albummet her. Solisten Maude Gratton fanger fuldstændig musikkens originalitet, og der er en fornem klarhed, fordi orkestret efter barokpraksis er reduceret til blot én mand på hver stemme. Noderne danser op fra papiret, og det hele er meget smukt optaget af det franske pladeselskab. Som bonus får man en af Wilhelm Fridemanns små symfonier, og dét var en nymodens genre, som gamle Johann Sebastian aldrig gav sig ud i. Fremtiden tilhørte allerede dengang de unge.