Kommentar: Øvig-sag helt til tops i EU

Konflikten mellem Peter Øvig og Apple er blevet en sag for EUs kommisær for digitale anliggende, Neelie Kroes.

Selvom store røde æbler dækker de ædlere dele i Peter Øvig Knudsens hippie-bog, er det godt nok for Apple, der har valgt at fjerne bogen fra sin E-bogshylder. Nu er konflikten mellem Peter Øvig og Apple er blevet en sag for EUs kommisær for digitale anliggende, Neelie Kroes. (© Hippie Selskabet)

Sagen om den amerikanske mediegigant Apples afvisning af danske Peter Øvig Knudsens "Hippie" i deres digitale boghandel får nu topprioritering af den radikale kulturminister, Uffe Elbæk.

Sagen handler nemlig ikke bare om Apples nej til at sælge nøgenbilleder af danske hippier i iBookstore og deres App Store.

DR Nyheder har fået aktindsigt i det centrale brev, som Uffe Elbæk har sendt til sine kulturminister-kolleger i EU.

I brevet kalder den danske kulturminister Øvig-sagen for "en vigtig sag, om hvordan vi sikrer kunstnerisk frihed i den digitale tidsalder, hvor store multinationale selskaber udbyder digitale publikationer".

Kulturministerens mærkesag

Uffe Elbæk har tidligere afvist at blande sig i relationen mellem Øvig og Apple, men erkender nu, at det er en principiel sag, der handler om digitale spilleregler og rejser spørgsmålet, om en amerikansk boghandel i sidste ende kan forhindre udbredelsen af en dansk forfatters bog i Danmark, alene fordi boghandlen dominerer markedet for e-bøger.

Da netop digitaliseringens udfordringer og muligheder er Kulturministerens mærkesag, har han valgt at bringe sagen til tops i EU.

Uffe Elbæk understreger i brevet til sine kolleger, at "denne sag rejser et bredere og mere principielt spørgsmål om behovet for mere politisk opmærksomhed på mangfoldighed i publiceringen og distribueringen af digitale værker".

Provokerende kunst skal sikres

Den danske kulturminister fortsætter: "Det er relevant at forøge den politiske opmærksomhed på principperne om ytringsfrihed og kunstnerisk frihed for forfattere, musikere, filminstruktører og andre kunstnere, der ønsker at distribuere deres værker til et stort publikum".

Brevet munder ud i spørgsmålet:"Hvordan sikrer vi i Europa at selv kontroversielle og måske provokerende kunstværker får en bred distribution?"

Apple blev Big Brother

Brevet fra Uffe Elbæk er den direkte anledning til, at sagen bliver bragt op i Europa Parlamentets kulturudvalg, hvor danske Morten Løkkegaard (V) og Morten Messerschmidt (DF) bakker op om den danske kulturministers initiativ.

Den hollandske EU-kommissær for digitale anledninger, Neelie Kroes, har haft møde med Elbæk om sagen og omtalte den forleden i en tale i EU-rådet.

Den stigende EU-interesse for det, der nu kaldes "Den danske sag", kommer samtidig med en bølge af omtaler internationale medier, ikke mindst i USAs naboland Canada. Her skriver den ansete avis The Globe And Mail om sagen under overskriften: "Nøgenhed, e-bøger og censur: Sådan blev Apple Big Brother".

LÆS OGSÅ: Apple-censur af Øvig vækker opsigt i Canada

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve